13. april 2021
Lasse Petry havde HB Køges suverænt største chance - men missede. Foto: Jørgen C. Jørgensen
Lasse Petry havde HB Køges suverænt største chance - men missede. Foto: Jørgen C. Jørgensen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: HB Køge gik ned i 2. halvleg

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

HB Køge gik ned i 2. halvleg
Opdateret 07. marts 2021 kl. 20:03
Sport DAGBLADET - 07. marts 2021 kl. 16:53
Af Kasper Nørgaard Hansen

HB Køge spillede en fin 1. halvleg i søndagens udekamp mod rækkens nummer tre, Silkeborg - men på to mål i de sidste 45 minutter snuppede hjemmeholdet en sejr på 2-0.

arrow Læs også: Billeder: Silkeborg-HB Køge 2-0

Efter seks minutters spil var der for første gang i det små bud efter et af de to mål - nemlig Silkeborgs. Mikkel Qvist lagde bolden ind i pandebrasken på Effiong Nsungusi - men hovedstødet var ikke den store opgave for Patrik Gunnarson i SIF-målet.

Generelt skal HB Køge have ros for 1. halvleg af kampen, hvor holdet med et højt pres og stram organisation i kæderne i over en halv time formåede at holde Silkeborg fra noget, der lignede store chancer. De rødblusede er ellers 1. divisions klart mest scorende hold, men det var ikke til at se på dét tidspunkt af kampen.

Efter 28 minutter måtte gæsterne dog lide den tort at se endnu en spiller blive føjet til holdets efterhånden lazaretlignende situation. For efter en hændelig tackling måtte Jubril Adedeji lade sig udskifte med dét, der lignede betragtelige smerter i skinnebenet. Lige så bemærkelsesværdigt som selve uheldet var i øvrigt den følgende udskiftning, hvor den normale venstreback Mathias Høst blev sat ind som højre kant. Et sjældent syn.

Om det var den tidlige omrokering på holdet, der skabte en smule usikkerhed, skal være usagt, men i hvert fald stod Silkeborgs Nicklas Røjkjær få minutter efter fuldstændig fri foran HB Køges mål. Men fra en syv-otte meters afstand fik han på en eller anden måde sparket forbi kassen.

Fra 2. halvlegs start fortsatte værterne med at presse på, og det gav pote efter 52 minutter. Sebastian Jørgensen sparkede frispark i højre side en halv snes meter uden for feltet, og på bagerste stolpe fik Tobias Salquist presset sig forbi en passiv Mark Gundelach, og så kunne Salquist nemt heade bolden i mål fra nært hold.

Blot fire minutter senere burde HB Køges Lasse Petry dog i den grad have udlignet. Et hjørnespark fra Mike Jensen fik - måske lidt overraskende for Petry - lov at passere forbi venner og fjender helt til bagerste stolpe. Hér stod midtbanespilleren så fri, at han faktisk havde tomt mål. Men Petrys hovedstød sneg sig en 30 centimeters penge forbi mål. En megachance!

Sådan nogle chancer skal der ganske enkelt scores på, hvis man vil have point mod et så godt hold som Silkeborg. For i stedet var det 17 minutter før tid 1. divisions pt varmeste angriber, Nicklas Helenius, der øgede til 2-0. Helenius pillede bolden fra Valon Ljuti en 10-12 meter uden for HB Køges felt, inden angriberen sparkede bolden over i det lange hjørne uden chance for Oskar Snorre i målet.

Gæsternes træner Auri Skarbalius forsøgte sig herpå med en trippel-udskiftning, men det havde dog ingen effekt, og alt i alt kan sejren ikke kaldes urimelig.

Lars Løkke starter nyt parti i midten af dansk politik. Kunne du finde på at stemme på hans parti ved næste folketingsvalg?