24. oktober 2020
Karoline Barrett fra GTI har ikke haft mulighed for at vinde mange medaljer i denne sæson... Coronaen har gjort, at stort set alle stævner i 2020 har været aflyst.  Privatfoto
Karoline Barrett fra GTI har ikke haft mulighed for at vinde mange medaljer i denne sæson... Coronaen har gjort, at stort set alle stævner i 2020 har været aflyst. Privatfoto
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Greve-svømmer: At konkurrere er ikke alt

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Greve-svømmer: At konkurrere er ikke alt
Sport DAGBLADET - 01. oktober 2020 kl. 12:30
Af Kasper Nørgaard Hansen

Karoline Barrett fra Greve har de seneste år været ét af landets største svømmetalenter - og var i et par år Danmarks klart bedste junior på sprintdistancerne 50 meter butterfly og 50 meter fri.

Efter sommerferien i 2019 rykkede hun så op som seniorsvømmer, og det første halvår var en til tider lidt svær periode, hvor hun blev mindet om den niveauforskel, der vitterligt er mellem junior- og seniorklassen.

Derfor skulle 2020 også have været året, hvor Karoline fik etableret sig som seniorsvømmer og fik svømmet en masse stævner på højeste niveau. Men sådan skulle det som bekendt ikke være. Der er få sportsgrene, som coronaen har lukket så meget ned for, som det har været tilfældet med svømning - og det har givet både Karoline Barrett og alle andre elitesvømmere et på alle måder meget specielt år.

- Mit år var ellers startet fint med et par stævner, hvor det gik fint for mig i forhold til, hvor jeg var på sæsonen.

- Og så var der jo Danish Open i marts, hvor jeg havde som mål at svømme så stærkt, at jeg kunne blive udtaget til »Great Danes« (et slags udviklingslandshold for unge seniorsvømmere - i øvrigt et projekt, som for nyligt er blevet sat på pause, red.). Men så kom coronaen, og med det stoppede al svømning fra den ene øjeblik til det andet, siger Karoline med et lille suk.

Sidenhen er der dog en lille flok udvalgte danske svømmetalenter, som har fået lov til at svømmetræne på Nationalt Trænings Center i Taastrup (NTC) henover året - også i den periode i foråret, hvor svømmehallerne ellers var fuldstændig lukket ned.

- Det har været rigtig fedt at være inde omkring NTC, for det er virkelig et super professionelt miljø derinde. Det kan man lære rigtig meget af, når man er en ung svømmer som mig, siger Barrett - og tilføjer, at hun i øvrigt også har haft nogle sessioner i Greve Svømmehal, hvor der har været åbnet for hende alene.

Så lidt solotræning er det også blevet til for GTI-svømmeren.

En masse god træning er selvfølgelig fint - og den 18-årige Greve-pige hæfter sig da også ved, at hun faktisk har svømmet nogle ganske gode tider henover året. Men træning ER nu engang bare ikke det samme som stævner og mesterskaber.

- Vi har faktisk lige haft et lille internt stævne i GTI for nylig, men ellers har det jo været otte måneder uden et stævne overhovedet. Det tror jeg ikke, jeg nogensinde har prøvet i alle de år, jeg har gået til svømning, siger Karoline Barrett.

Som det konkurrencemenneske hun nu er, savner hun selvfølgelig stævnerne og kampen om medaljer. Men faktisk har den lange periode helt uden konkurrencer også været ganske givende, påpeger hun.

- Jeg har haft tid til at sætte mig ned og fundere: Hvorfor er det jeg bruger så lang tid på min sport? Hvorfor er det, at man frivilligt giver afkald på så mange ting? Og alle de slags tanker.

- Jeg har faktisk i alle årene troet, at det var dét at konkurrere, der var mit drive, for det er jo ikke nogen hemmelighed, at de fleste, der dyrker elitesport, de er konkurrencemennesker. Men jeg føler lige så meget, at det er min menneskelige udvikling, der er værdifuld hér, siger Karoline.

Og tilføjer konkluderende:
- Jeg konkurrerer selvfølgelig mod andre, men det er også lige så meget mod mig selv, mod tiden, mod teknikken osv. Det er super interessant, hvor mange bittesmå ting, der kan have en stor betydning.

Skal der være en forældelsesfrist for, hvor langt tilbage man kan rejse anklage om en krænkelse?