29. november 2020
Lisbeth Klarskov, formand for Roskilde Håndbold. Foto: Anders Kamper
Lisbeth Klarskov, formand for Roskilde Håndbold. Foto: Anders Kamper
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Dyb skuffelse i Roskilde Håndbold

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Dyb skuffelse i Roskilde Håndbold
Opdateret 20. oktober 2020 kl. 22:56
Sport DAGBLADET - 20. oktober 2020 kl. 22:37
Af Anders Kamper

Samme aften, som Elite- og Talentrådet i Roskilde behandlede og vedtog indstillingen til de nye elitesportsaftaler, var Lisbeth Klarskov så skuffet, at hun lige skulle sunde sig.

Nu er beslutningen kommet på afstand, selv om den ikke endeligt er vedtaget politisk i Kultur- og Idrætsudvalget på rådhuset, men skuffelsen nager stadig i formanden for Roskilde Håndbold.

Klubben er indstillet til en ny eliteaftale, der giver 190.000 kroner årligt i tre år fra 1. juli næste sommer. Pengene er rettet mod kvindeholdet i 1. division og ikke mændene i 2. division, selv om Roskilde Håndbold gør meget ud af, at de er en samlet forening, hvor man holder sammen og står sammen og ikke gør forskel.

- Jeg må bare sige, at vi er meget undrende og vildt skuffede. Vi havde faktisk troet, at vi denne gang ville få mere. Når det er en eliteaftale, så handler det om sportslige resultater, og der synes vi jo, at vi med damerne i 1. division og endda i toppen af rækken, og med herrerne som favoritter i 2. division ligger bedre end kun midten af 2. division, siger Lisbeth Klarskov og sigter mod fodboldklubberne FC Roskilde og Roskilde KFUM.

- Vi aldrig stået stærkere end lige nu. Vi har et elitecenter bestående af herre og dame 1 og 2, U19 fungerer og udvikler spillerne maksimalt, og vi har der skabt et træningsmiljø, der både beholder talenterne i Roskilde og er begyndt at tiltrække unge spillere udefra, og det fra klubber, som vi normalt ellers igennem årtier har afleveret talenter til som FIF, Ajax og GOG. Og det endda, uden at spillerne får store kontrakter og mange penge for at spille, siger Klarskov.

- Vi gør det, vi lover: Vi giver de unge spillere mulighed for at udvikle sig, og vi tør satse på vores egne spillere suppleret med få spillere udefra. Det har givet genlyd i hele Danmark - og så får de unge spillere masser af spilletid på divisionsholdene! Der er vid mulighed som ungt talent for at udvikle sig til en supergod divisions- eller ligaspiller i Roskilde. Derudover er billedet det samme i ungdomsafdelingen, som for de flestes holds vedkommende ligger i de bedste rækker, siger formanden og lægger til:

- Vi har på rigtig mange områder opkvalificeret og opgraderet på de områder, som vi før er blevet kritiseret for: Organisationen, økonomi og sponsorarbejdet. Organisatorisk og ledermæssigt har vi styrket os væsentligt de seneste år og står meget stærkt, og vi har fået et virkeligt stærkt sponsorudvalg, som formår at øge indtægterne år efter år - og har fået et meget velfungerende sponsornetværk op at stå, siger Klarskov.

- Vi føler, at der er meget stor sandsynlighed for, at vi kan komme i ligaen i løbet af de kommende år. Grundlaget er i hvert fald i orden, og derfor virker det for os også endnu mere uforståeligt, at Roskilde Håndbold på Elite- og talentrådsmødet blev nedgraderet, godt nok kun med 10.000 kr, men alligevel til fordel for fodbolden, som i alt får 405.000 kr. på trods af en dårligere sportslig placering, lyder det undrende.

- Det må kaldes et signal om prioritering af fodbolden på håndboldens bekostning. Der skal ikke herske tvivl om, at vi i Roskilde Håndbold i meget høj grad ønsker og håber, at Roskilde får et fodboldhold i de bedste rækker - det bør en sportsby af Roskildes størrelse have, men ikke på bekostning af håndbold, der ligger højere placeret og er så promoveret i medierne.

Lisbeth Klarskov hæfter sig ved, at såvel FC Roskilde som moderklubben RB06 får en eliteaftale. Det på trods af, at de er forskellige enheder og at RB kun varetager ungdommen og får 45.000 kr. årligt til det arbejde. FCR får 180.000 kr. i tre år.

- For det første burde det ikke være nødvendigt at øremærke penge til talentudvikling i egen klub. For det andet burde det være naturligt, at FC Roskilde selvfølgelig selv afsatte penge til deres samarbejdspartners talentudvikling! Derudover kan det da undre os, at Elite- og Talentrådet prioriterer en ungdomsafdeling, som »kun« ligger i den næstbedste række. Vi ligger i de bedste rækker, deltager i pokalfinaler, flere årgange er top 5 i Danmark og har virkelig mange ungdomsspillere udtaget til forbundstræning! Nu får FCR og RB samlet mere end Roskilde Håndbold, og det er ikke fair.

- Vi er Danmarks største håndboldklub med tæt på 800 medlemmer, og det skyldes blandt andet, at alle er vigtige i Roskilde Håndbold, alle skal udvikles. Der er plads til alle i vores klub. Der er så meget fællesskab og sammenhold i klubben, at 1. holdene i meget høj grad fungerer som rollemodeller og gerne deltager som trænere og hjælpere i klubben, siger formand Klarskov.

- Der foregår så meget på tværs af hold, alder, køn og trupper både sportsligt og socialt, og alle både medlemmer, forældre og trænere påtager sig opgaver i klubben. Ellers kunne vi ikke frivilligt få klubben til at fungere så godt. Vi har gang på gang fået priser og blvet hædret både på bredde og elite-niveau til både Idrætsfesten og som bedste klub til stævner og på forbundsniveau.

- I den sammenhæng er vi forundrede over, at man kan vælge kun at ville fokusere på Roskildes Håndbolds damer, når det et tydeligt, at det, der har skabt vores unikke klub med både herrer og damer på eliteplan. Det er simpelthen vores DNA, vores vigtigste værdi, at alle uanset køn er vigtige. Vores motto er jo netop »stærkere sammen«! Ellers havde vi ikke haft den store velfungerende klub med den talentmasse, understreger Klarskov i et tydeligt toneleje.

Hun er træt af det her.
- Det er da også vildt mærkeligt og uforståeligt, at Roskilde Kommune ikke vil benytte den reklameværdi, som en oprykning af herrerne til 1. division vil give. De kan jo risikere at være i 1. division, inden den nye eliteaftale går i gang til sommer! Det er i hvert fald imod alt, hvad vi står for og en af de vigtigste grunde til vores succes, at vi ikke satser på et enkelt hold, om det er herrer eller damer, eller en talentfuld årgang 2004, siger Klarskov.

Hun peger på flere punkter, hvor Roskilde Håndbold markerer sig og skiller sig ud:

- Vi laver aktiviteter rettet mod ikke-medlemmer. Roskilde Håndbold har gennem 20-30 år været meget aktive med masser af skoleaktiviteter, hvor vi både har præsenteret håndbold, men også givet lærere og elever idéer til ikke kun at få bolden ind i skolen, men helt ind i undervisningen. Derudover har vi håndbold for udviklingshæmmede, og aktiviteter for foreningsuvante og udsatte borgere både i haller og ude i lokalområder.

- Vi skal sikre oplevelser for borgere i Roskilde Kommune. Udover mange tilskuere har vi også tiltrukket store events som landskampe, Super Cup, pokalfinaler, danske mesterskaber - og vil har fokus på at gøre både vores divisionskampe og andre aktiviteter til i større grad at tiltrække Roskildes borgere.

- Eksponering er et af de områder, vi vil opprioritere og opkvalificere de kommende år - både på sociale medier, streaming, hjemmeside og forhåbentlig også den trykte presse. Vi ligger klart over eksempelvis bordtennis i brug af sociale medier, rækkevidde og artikler.

- Jeg synes, vi har noget at have vores undren i. Lige nu er vi de rene amatører og rent frivillige uden ansatte og med meget mindre elitestøtte end fodbold og bordtennis, og tænk hvad det kunne blive til, hvis vi fik et større skub til at komme et eller endog flere skridt videre, siger Lisbeth Klarskov.

Onsdag aften skal politikerne i Kultur- og Idrætsudvalget beslutte, om de vil følge indstillingen fra Elite- ogh Talentrådet.

Køber du de fleste julegaver i forbindelse med Black Friday?