23. august 2019
Rasmus Nielsen på tur.  Foto: Jeppe Lodberg
gallery icon

Se billedserie

Rasmus Nielsen på tur. Foto: Jeppe Lodberg
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Billeder: Greve delte i sidste test

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Billeder: Greve delte i sidste test
Sport DAGBLADET - 27. juli 2019 kl. 17:06
Af Jeppe Lodberg
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Træner Dennis Hald fik alt for gode muligheder for at teste bredden i sin trup, da Greve lørdag eftermiddag spillede sin blot anden og sidste træningskamp en uge inden sæsonstarten i danmarksserien hjemme mod Gentofte/Vangede.

Det var Tårnby FF, der vandt oprykningsspillet mellem toerne fra københavnerserien og de to sjællandsserier, som var på besøg - og amagerkanerne kan godt belave sig på at møde en helt anden verden, end de har været vant til.

Det bliver ikke modstand, som den Greve var i stand til at levere, der bliver hverdagskost - og dermed også sagt, at det på Dennis Halds vegne var svært at blive begejstret over den sidste test.

Han stillede med, hvad han kunne - og de udvalgte gjorde deres bedste. Men ses bort fra en rigtig fin indsats af Frederik Hebo og til dels også af Philip Nielsen, så var det koldskål med et minimum af kammerjunker - der var langt mellem godbidderne.

Men det var også mange stamspillere fra sidste sæson, der var fraværende enten på grund af skader eller ferie.

Mitchell Tagø, Kasper Olesen, Tobias Siig og mestendels udskifter Victor Rasmussen er ferierende. Nermin Fejzic sad mavemuskelskadet og i civil på bænken i selskab med Jonas Stabell, der har lidt småskavanker i fodtøjet og er på vej på ferie, så han misser sæsonpremieren.

Det gav plads i startopstillingen til Michael Nielsen og Anders Knudsen, der begge har været langtidsskadet og før det var på Dennis Halds andethold. Og ind fra start også med André Lindberg, der har holdt to års pause.

Fra bænken kom den eneste rigtigt nye mand i truppen, Umut Celik, der senest var i Køge Nord - og såmænd også Anders Hunsballe, der fredag i arbejds medfør tager til London i en sæsons tid, men da lige følte, at han kunne give en sidste fod med.

Greve sad på alt spil i det første kvarter, men andet end et par ufarlige hjørnespark og en sløj afslutning fra fin position i feltet af Philip Nielsen blev det ikke til.

Og så kom Tårnby pludselig foran efter 19 minutters ensrettet trafik, da Jonas Skov stoppede en omstilling med ulovlige midler og begik frispark 25 meter fra mål. Rasmus Robrand eksekverede - skød over muren og lige i boksehandskerne på Kasper Larsen, men Greve-keeperen boksede minsandten ved siden af den såre simple bold, der gik i mål lige over hovedet på ham. Et gedigent drop.

André Lindberg fik en gylden mulighed fro udligning lige efter den indlagte drikkepause midtvejs i halvlegen, men vinklen blev spids og hans forsøg reddet, så først efter 33 minutter fik Greve udbytte af det klare overtag:

Philip Nielsen kom afsted i venstre side og rundede et par mand via fin fysik og teknik, inden han tværpassede til Frederik Hebo, som hakkede bolden op i krydset fra kanten af feltet.

Greve var tæt på pauseføring i sidste minut, da Tårnbys målmand sparkede bolden lige i fødderne på Jonas »Mini« Madsen, der efter et par driblinger lagde af til Philip Nielsen, men keeperen gjorde skaden god igen med en stærk fodparade - hvilket gav omstilling, og så måtte også Kasper Larsen hive en fin redning frem. Denne gang var der ingen huller i handskerne.

Anden halvleg var en mere jævnbyrdig affære med et mere angrebslystens gæstehold i den tiltagende medvind, og med et par kompetente langskud lige over tværribben var Tårnby vel retteligt også tættere på et sejrsmål end Greve, hvis største mulighed kom med otte minutter igen, da Anders Knudsen headede Deniz Ucars indlæg i favnen på amagerkanernes målmand.

Kort efter måtte Rasmus Nielsen udgå med ankelskade og nye offensive bekymringer og til sæsonpremieren.

Her billeder fra kampen. Foto: Jeppe Lodberg