Stejle trapper og mange kvadratmeter i tre plan er snart fortid for Ena og Anders Hvidberg, der flytter fra deres mangeårige hjem på Tonysvej til en villa i ét plan på Parkovsvej lidt derfra. De udnytter, at de stadig er friske nok til at tage et frit valg, inden det er for sent.

”Faktisk er det nok mest slemt for vores fem børnebørn, for de har været meget på ferie her i hele deres barndom. De synes ikke om, at vi skal flytte, så nu må vi hellere holde en ekstra god jul i huset for sidste gang,” siger Ena Hvidberg.
Sammen med ægtemanden Anders har hun truffet en stor beslutning. Ena og Anders Hvidberg, der begge er 81 år, har solgt deres hjem gennem 41 år på Tonysvej og købt en ny bolig i ét plan på Parkovsvej tæt derpå.
Ja, egentlig er rækkefølgen omvendt.
”Vi købte først, hvilket man jo ellers siger er forkert, men det spring vovede vi, fordi vi havde råd til at gøre det, og fordi vi havde alles ord for, at vores hus nok skulle blive solgt hurtigt. Og det skete da også,” siger Anders.
Han og Ena flytter 1. marts.

Af flere grunde ønskede Ena og Anders at udskifte den gamle rødstensvilla på 300 kvadratmeter med tre plan og loft med en mere funktionel villa i ét plan.
”Vi kunne pludselig se, at alle de trapper ville blive en stadig større belastning for os fremover. Fordi vi stadig er raske, kunne vi da godt have boet her to år mere, men hvis den ene af os så pludselig blev syg, og vi var tvunget til at flytte, ville vi ikke have et frit valg i samme grad, som vi har nu. Man vil jo stadig gerne selv bestemme, hvor man skal bo, og hvordan der skal være,” siger Ena.

"Som ældre må man se sine begrænsninger i øjnene, og vi ved, at helbredet kun bliver svagere og svagere. For os er det sidste udkald, hvis vi selv skal bestemme, hvordan vi skal bo."

En anden årsag er de mange kvadratmeter i det gamle hus.
”Her er alt for meget at passe for to gamle mennesker som os, og det er utrolige mængder ting og sager, vi har fået samlet sammen gennem 41 år. Kælderen og loftet er fyldt! Hvis vi falder bort, vil børnene stå med alt besværet. Nu får vi ryddet op og sorteret tingene. Noget går på auktion, og noget får børnene. Vi tager det bedste med videre,” siger Ena.
Hun er uddannet etnolog og var museumsleder, da hun og Anders gik på pension for 17 år siden, mens Anders var praktiserende øjenlæge.

Parret begyndte at kigge efter ny bolig i ét plan for tre år siden, men de holdt så meget af deres eget hus, at de ikke kunne finde et nyt, der var godt nok.
”Vi kunne ikke se os selv i mange af de nyere huse, og så opgav vi det egentlig. Men jeg fortsatte dog med at følge med i udbuddet af boliger på nettet, og så fandt jeg pludselig det nye hus, der var perfekt til os. Der var flere købere, og så må man jo slå til og tage en beslutning. Skal det være, eller skal det ikke være? Vi ved jo heller ikke, hvor mange år endnu vi kan klare at flytte. Som ældre må man se sine begrænsninger i øjnene, og vi ved, at helbredet kun bliver svagere og svagere. For os er det sidste udkald, hvis vi selv skal bestemme, hvordan vi skal bo,” siger Ena.

Det afgørende er ikke alderen, men helbredet.
”Hvis man har det godt, spiller alderen ikke den store rolle. Det vigtige er, at man tager springet og gør det. Jeg kan sagtens forstå, at mange ældre i en situation, der måske ligner vores, ikke rigtig tør og ikke får det gjort. Det er jo en stor beslutning. Men det er altså meget nemt at købe hus i dag. Ejendomsmægleren har klaret det meste, og alle har været smidige og hjulpet os gennem processen. Der er immervæk mange ting, der skal falde i hak,” siger Anders.

Nu skal han og Ena indrette et nyt hjem – for første gang i 41 år – til dem selv og deres to hunde.
”Vi får 160 m2 i ét plan, så vi vil fortsat have god plads, men vi kan stadig komme rundt, hvis vi bliver svagere, eller en af os kommer i kørestol. Det er et kvarter, vi plejer at færdes i med vores hunde, og det har vi det ganske godt med, så vi ikke skal til at omstille os,” siger Ena.

danbolig.dk/charlottenlund