

Se billedserie
Morgenroerne sikrede sig Vinterpokalen. Det skriver DAGBLADET og Sjællandske.
I anledning af klubbens 100 års fødselsdag til sommer var Sorø Roklub af Dansk Forening for Rosport udpeget til at blive den klub, der ved sin standerhejsning markerede indledningen af en ny rosæson i hele Danmark.
Det var den tidligere Sorø-roer, dobbelte OL-guldvinder og mangedobbelte verdensmester Thomas Ebert, der holdt den officielle tale.
Ebert hæftede sig både ved den respekt, Sorø Roklub nyder i rokredse i hele landet og den position, klubben har i lokalområdet.
- Sorø Roklub er et forbillede for mange andre provinsklubber, ja, selv københavnerne skeler til, hvordan I gør det her, sagde han.
- Energi og viljekraft er nogle af de ting, der karakteriserer klubben. I er kulturbærere for en lang historie og skal bære historien videre mod de næste 100 år. I vil forandring og udvikling og opnår resultaterne via en fælles indsats. I er en stor del af byens bevidsthed.
Med som gave fra roforbundet havde Ebert et "langtursflag".
Klubformand Bjarne Hjorth fortalte, at klubbens bygningsmasse er blevet malet både indvendig og udvendig, og for at have ydet en stor del af den i den anledning blev morgenroerne som gruppe tildelt Vinterpokalen. Morgenroerne har bl.a. også skiftet køkken og lagt fliser.
Hjorth kunne også fortælle, at klubben nu tæller 45 ungdomsmedlemmer. Den nye træningssal med romaskiner har i øvrigt betydet, at der nu er aktivitet i klubben hele året. På motionssiden er der plads til endnu flere - ikke mindst i weekenderne kan der være flere.
Uffe Søgaard, der modtog standerpokalen i efteråret, og som en følge deraf var det Uffe, der stod for at hejse standeren. Da der fortsat er is på søen, måtte paraderoningen aflyses.
Tre både skulle døbes. Klubben har selv indkøbt en ny single og en ny dobbelt sculler.
Borgmester Gert Jørgensen navngav dobbeltsculleren, der fik navnet Victoria efter sejrens gudinde.
Formanden for kultur- og fritidsudvalget, Bo Christensen, stod for dåben af singlesclleren. Der er i øvrigt tale om den båd, Fie Udby vandt OL-sølv i ved OL i London i 2012. Den fik navnet Splint, der er Vakse Viggos velovervejede makker - og ham, der er villig til at ofre sit liv for sine venner. Båden har i øvrigt aldrig tidligere haft et navn.
Den sidste båd - en gig dobbeltfirer med styrmand til klubbens motionister, ikke mindst lidt ældre roere - blev døbt af Jens Øbro, der er den Sorø-roer, der i længst tid har været medlem af Sorø Roklub. Øbro meldte sig ind i 1958 og kan altså i denne sæson fejre 60 års medlemskab.
De ældre motionister kan nu komme til søs i en båd, der hedder Tusindfryd.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her