24. september 2021
Bitten Stenbæk blev 91 år. Familiefoto
Bitten Stenbæk blev 91 år. Familiefoto
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Nekrolog: Den allersidste dans

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Nekrolog: Den allersidste dans
Sorø - 07. september 2021 kl. 14:16
Af Bjarne Stenbæk

Torsdag den 2. september sov tidligere danselærer Bitten Stenbæk ind på Egecentret i Sorø omgivet af sine nærmeste. Dermed sluttede et aktivt 91-årigt liv.

Som datter af sadelmager Magnus og rengøringskone og syerske Asta Nielsen kom Bitten fra meget små kår, hvor økonomien blev spædet op med avisruter. Hun var den ældste i en søskendeflok på seks.

På en friplads tog Bitten realeksamen fra Sorø Private Realskole og blev derefter kontoruddannet på Mælkecentralen i Storgade.

Men det var dansen, der trak. Familien havde ikke råd til, at børnene gik til dans, men det hørte dengang med til en god opdragelse, så Asta fik lavet aftale med fru Erna Meyling (senere: Colding), så børnene fra Nyvej 5 kunne gå til dans mod at hjælpe til på andre hold.

Egentlig ville Bitten gerne forsøge at komme til balletten, men det kneb med højden, og der var heller ingen forældre-opbakning til den flyvske idé.

I 1951 overtog hun i stedet som 21-årig Erna Meylings danseskole i Sorø. I byen blev der rynket lidt på næsen over sådan en "tøs", og så tilhørte hun ikke engang det bedre borgerskab, men viljen var stærk og evnerne ganske gode, så det gik alligevel.

Danseskolen blev et samlingspunkt for familien. Søsteren Ragni Lindholm var elitegymnast. Hun kom i 1960'erne med og startede showdans og jazzballet. Broderen Ib Lindholm og svigerinden Inge-Merete var blandt Danmarks bedste sportsdansere. Da de lagde karrieren på hylden, tog de sig af sportsdansen, og Bitten Stenbæks danseskole blev til Institut Stenbæk & Lindholm. Broderen Max Lindholm klarede regnskaberne, og svigerinden Anne-Kirsten designede og syede tøjet til showdans og afdansningsballernes afslutningsnumre.

Dansen foregik i de første år oftest på Hotel Postgaarden i Sorø. Der var sommerdans i forsamlingshusene i Pedersborg og Lynge - samt i nogle år også i Bjernede.

I 1977 købte familien det tidligere menighedshus på Ingemannsvej 5 (i dag: Kulturcafé Ludvig), hvor dansen foregik til danseskolen efter 50 års-jubilæet i 2001 blev lukket. Undervejs var der også i 19 sæsoner fra 1967 danseskole i Slagelse. Omkring 700 elever talte danseskolen i de "største" år.

Bitten blev i 1954 gift med senere chefredaktør på Sjællands Tidende og informationschef på Steff-Houlberg, Hans-Kristian Stenbæk, som hun mistede i december 1997.

Sammen fik de sønnerne Steffen og Bjarne samt døtrene Lone og Mette.

Familien stod Bitten Stenbæks hjerte allernærmest. Det gjaldt udover de nævnte også de ni børnebørn og tre oldebørn.

I de senere år døjede Bitten Stenbæk med KOL, men hun var frisk til det sidste og deltog så sent som lørdagen før sin død aktivt i den årlige familiedag.

Bisættelsen finder sted fra Sorø Klosterkirke fredag den 10. september klokken 13.30.

Stemmer du til kommunalvalget i år?
 

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk