16. september 2021
Tegning: Mikael Nielsen
gallery icon

Se billedserie

Tegning: Mikael Nielsen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Klumme: Noget om at ligge på sygehus: Jeg er ikke døv eller gået i barndom - jeg har bare blærebetændelse

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

OBS! Denne artikel er en betalingsartikel og kan derfor kun læses af abonnenter eller mod betaling.

Klumme: Noget om at ligge på sygehus: Jeg er ikke døv eller gået i barndom - jeg har bare blærebetændelse
Sorø - 25. juli 2021 kl. 18:56
Af Jørgen Mogensen

I efteråret spiste jeg et salatblad på Vikingeskibsmuseet i Roskilde. Det var blevet skyllet i vand. Dagen efter meldte Roskilde Kommune, at vandet var fyldt med colibakterier, og at det skulle koges, inden man måtte drikke det. Men jeg fik disse bakterier i mig dagen før og blev enormt syg. Så syg, så jeg måtte indlægges på sygehuset i fem dage, før jeg var kommet nogenlunde over det.

Til gengæld var jeg vist den eneste, der blev syg af vandet i Roskilde.

Jeg havde aldrig været indlagt på et sygehus før og havde kun været her på sporadiske besøg. Det var derfor en helt ny oplevelse for mig at være patient på et sygehus, og jeg kunne derfor se på det med helt friske øjne. Ud over, at jeg havde blærebetændelse og feber, fejlede jeg ikke noget, og de forskellige undersøgelser sagde, at jeg ellers var frisk og rask. Jeg blev behandlet godt, lægerne og sundhedspersonalet generelt var kompetente, og maden var god. Jeg følte mig i gode hænder.

Men der var to ting, der undrede mig: Personalet, sygeplejersker og portører, råbte til mig, når de skulle fortælle mig noget, og de talte til mig som om, jeg var et barn. Sådan behandlede de alle patienter, og endnu mærkeligere: De var blevet så vant til at råbe, at de også råbte til hinanden, ved ganske almindelige samtaler. Når vi lå i vore senge om aftenen og natten, kunne vi høre sygepersonalet ude på gangen tale privat til hinanden. Da de råbte, kunne vi høre hvert et ord. En forfatter ville her kunne få stof til flere nøgleromaner.

Jeg var ikke den eneste, der lagde mærke til at man råber og taler ned til syge eller andre handikappede mennesker. Min værelseskammerat, der have været indlagt mange gange, sagde, at det vænnede man sig til. Også en forfatter har skrevet om det. Finn Søeborg, der i 50'erne og 60'erne skrev en række sørgmuntre romaner og noveller, begyndte på sine gamle dage omkring år 1990 at fortælle om livet som gammel. Han havde da fået sat det ene ben af, og en aften, hvor han og konen skulle ud at spise, opdagede tjeneren, at han haltede. Straks begyndte tjeneren at tale højt og pædagogisk til ham. Som om det var hovedet og ikke benet, der var noget i vejen med.

Det er åbenbart normalt, at når raske mennesker ser en syg eller handikappet, så tror de også den intellektuelle tilstand er svækket, og taler til vedkommende som om, han var et barn med lette og pædagogiske ord. For at være sikker på at vedkommende forstår det, råber man så også.

Men et er almindelige mennesker, et andet er fagpersonale som sundhedspersonalet. De burde vide bedre.

Det skal dog siges, at lægerne, som jeg jo ikke så så tit, talte almindeligt, ligesom når de ville tale til deres nabo. Det øvrige personale begyndte også at tale normalt efter to døgn, efter at jeg havde gjort dem opmærksom på, at jeg havde blærebetændelse og ikke var mentalt syg.

Synes du, at kommunen er der for dig?
 

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk