"Hallo! Hej chef. Det er mig, Chris...jeg kan ikke komme på arbejde i dag. Jeg er nødt til at lægge mig et par timer mere. Jeg har fået det forkerte ben først ud af sengen."

Det her kunne snildt være én af Chris' mange undskyldninger til chefen på chokoladefabrikken en regnfuld, vindblæst novemberdag, hvor cyklen ikke vil starte, og chefen måske netop har indført fælles morgensang - og på sådan en dag ville det måske også være bedst, hvis chefen lod Chris blive hjemme, for er der noget mere dræbende end folk, som har fået det forkerte ben først ud af sengen?

I sig selv er der ikke noget galt med at have "et forkert ben", som af og til rammer de iskolde gulvplanker først. Det viser på godt og ondt, at mennesker er mennesker. At ingen dage ville være rigtig gode, hvis ikke der også var dårlige. Problemet opstår først det øjeblik, du er kommet til at lide af to kronisk forkerte ben. En alvorlig diagnose, der gør det komplet umuligt at komme rigtigt ud af sengen - heller ikke selvom du snupper et par timer mere på øjet.