20. juni 2021
Det første »kig«, man får, er lige op til Holbergs sarkofag. Foto: Thomas Olsen
gallery icon

Se billedserie

Det første »kig«, man får, er lige op til Holbergs sarkofag. Foto: Thomas Olsen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Klosterkirken: Forandringer giver plads til nye historier og nye værdier

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

OBS! Denne artikel er en betalingsartikel og kan derfor kun læses af abonnenter eller mod betaling.

Klosterkirken: Forandringer giver plads til nye historier og nye værdier

Arkitekt Maria Wedel Søe var med til at »ødelægge« forældrenes bryllupsbillede - men hun blev hurtigt tilgivet.

Sorø - 15. maj 2021 kl. 06:02
Af Bjarne Stenbæk

At mennesket ofte har det svært med forandringer, er en kendt sag. Derfor vidste de også i arkitektfirmaet Bertelsen & Scheving, at det kunne være belagt med endog ganske hård kritik, hvis de undervejs i restaureringen af Sorø Klosterkirke til i alt omkring 70 millioner kroner ændrede på nutidens opfattelse af kirken.

- I sådan et restaureringsarbejde må man hele tiden foretage afvejninger og vurderinger, siger arkitekt og tegnestuechef i Bertelsen & Scheving, Maria Wedel Søe.

- Alle lag af historie har jo værdi, men kunsten er at balancere mellem værdierne og vælge ud, hvilke historier og lag, der i fremtiden skal vægtes højest. Vi taler i restaureringsarbejdet om materielle kulturværdier og immaterielle kulturværdier.

De materielle værdier ses i hele anlæg, bygninger, bygningsdetaljer og overflader, mens de immaterielle værdier er de følelser og erindringer, vi har om et sted eller en bygning. De immaterielle værdier knytter sig i høj grad til alle vores sanser og hænger ofte sammen med personlige oplevelser, mens de materielle værdier ofte knytter sig til synssansen og til historien før vores egen tid.

Forskellig virkelighed

- Det kan følelsesmæssigt være svært at erkende det faktum, at det, der er virkeligheden i dag, ikke har været virkelighed altid, siger Maria Wedel Søe.

- Tager vi indgangspartiet i Sorø Klosterkirke, så er den portal, der nu er fjernet, sat på i 1870'erne. Fra kirken stod færdig kort efter 1200 til omkring 1770 har indgangen ligget i venstre side af den vestgavlen, som også fremover bliver indgang til kirken. Ved en restaurering omkring 1770 blev der sat en portal på midt i gavlen, mens den hidtidige indgang blev lukket, og ved en restaurering i 1870'erne blev den portal ændret og gjort større. Sådan synes mange ganske givet, at Sorø Klosterkirke bør se ud, men jeg kunne da godt forestille mig, at dem, der levede i de første lidt mere end 500 år, ikke ville bryde sig om portalen.

Der er sket mange andre forandringer undervejs. Oprindelige var der fladt loft i midtskibet. Her kom hvælvingerne først til efter en brand i 1247. I mange år var kirken indvendig hvidkalket. De nuværende kvaderimitationer og farvemønstre er først lagt på ved restaureringen i 1870'erne. På et tidspunkt er orglet kommet til, »munkedørene« ud mod Fratergården, der nu åbnes igen, er på et tidligere tidspunkt blevet lukket og så videre.

- Vi har altså at gøre med en kirke og en kulturarv, som konstant er i forandring, og det er i sig selv også en kulturhistorisk værdi.

Bryllupsbilledet

Maria Wedel Søe, der med udgangspunkt i restaureringen af Sorø Klosterkirke netop har taget en Master i Nordisk arkitekturarv med et speciale i begrebet "restaureringsholdning - proces og metode", var i øvrigt lige ved at rage uklar med sine forældre under restaureringen af klosterkirken.

- Mine forældre blev gift i kirken, og på deres bryllupsbillede står de netop foran portalen, fortæller hun.

- Især min mor blev lidt ked af det, da jeg viste hende et billede af, at portalen var revet ned. Min far er selv arkitekt, man han havde aldrig tænkt over, at portalen ikke var oprindelig, den var jo opført i nyklassicistisk stil og så for det utrænede øje derfor umiddelbart ud som om, den var oprindelig. Mine forældre kunne dog hurtigt se de fordele, vi fik ud af at ændre på tingene, så snart jeg fortalte med om kirkens 800 års historie, og hvordan den nu kommer til at være mere synlig. Og så var alt godt igen.

Plusserne

Men hvad er det så, kirkegængere og andre besøgende får ud af restaureringen.

Når man kommer ind ad den nye indgang, er den første gevinst, at den efter denne skribents opfattelse decideret grimme og totalt malplacerede »toilet-bygning«, kaldet »sukkerknalden«, er væk. Der er et direkte kig op til Holbergs sarkofag. Her fra kan man dreje til højre og få det direkte kig mellem kirkebænkene op til alteret.

Forrummet, man kom ind i, når man var gået ind gennem portalen, har aldrig rigtig fungeret - mørkt og ucharmerende. Her indrettes der nye toiletter. Der bliver opbevaringsrum til stole, rengøringsartikler mv. - de har hidtil stået i forrummet - så materiellet ikke kan ses af kirkens gæster. Der bliver nu mulighed for opholdsrum for eksempel for brude, der naturligvis ikke skal snydes for at blive ført op gennem kirken. Som en sidegevinst kan det regnes, at en brud, der er nødt til at gå på toilettet, inden den afgørende, kirkelige handling, ikke længere behøver at gå ud i kirkerummet for at forrette sin nødtørft.

Fremover er det også tanken, at gæster ved et bryllup, en konfirmation, en dimission med videre ledes ud gennem »munkedørene« over mod akademiets hovedbygning - oprindelig var de adgangsdøre for klosterets munke - så alle kommer ud i den imponerende Fratergård i stedet for at gå ud på brosten og grus foran kirken, hvor det kniber med pladsen, og hvor der jævnligt er trafik i form af kørende, cyklende og gående, der ikke har noget med kirke-arrangementet at gøre.

Vinduerne

- Over den nye indgang har vi kunnet dekorere med røde og grønne glaserede sten. Det er kopier af sten, som vi har fundet andre steder i kirken, fortæller Maria Wedel Søe.

- Udvendig har vi valgt at bevare granitsoklen, selv om den først blev sat på i 1870'erne. Det er et eksempel på, at når man restaurerer er det et til- og fravalg af alle tider. I gavlen har vi ikke kunnet føre vinduerne ned, da de materialer fra 1300-tallet, vi fandt, så meget anderledes ud end ventet. Der var kun groft tilhuggede mursten og et tykt lag gråt pudslag, som Nationalmuseet ikke ønskede fjernet. De groft tilhuggede sten kunne ikke danne ramme omkring et nyt vindue, og vi havde et problem, der var vanskeligt at løse.

- I stedet har vi på tegnestuen arbejdet med, hvordan vi arkitektonisk kunne markere de to forlængelser fra 1300-tallet med hver sin niche, siger Maria Wedel Søe.

Er du tryg ved ikke at skulle gå med mundbind mere?
 

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk