

Se billedserie
I weekenden deltog 60 unge mennesker i Game Jam på Sorø Fri Fagskole. 40 af dem var skolens egne elever, mens 20 unge kom udefra.
En stor del af dem besøgte skolen, fordi de skal gå på game design-linjen efter sommerferien. Det skriver DAGBLADET og Sjællandske.
I en hel weekend fik de mulighed for at prøve livet som kostskoleelev med mad og overnatning, mens der var masser af tid til at blive klogere på computerspil, design og programmering.
De unge blev inddelt i grupper, og hver gruppe skulle udvikle et computerspil.
Tvillingerne Illona Di Biaso og Carmen Di Biaso er 15 år og kommer fra Tisvilde. Efter sommerferien skal de gå i 10. klasse på Sorø Fri Fagskole.
- Det har været hyggeligt. Alle havde den samme interesse. Det er ret sejt at lave noget, som andre kan spille, siger Illona Di Biaso.
15-årige Emil Uhrbrand Schioldann fra Vallensbæk skal også gå i 10. klasse på skolen efter sommerferien.
- Det har været fedt. Vi har også spillet basketball, men primært udviklet spil. Jeg kendte ikke nogen af de andre, men nu har jeg lært dem på mit hold at kende. Vi har haft det sjovt sammen og har arbejdet godt sammen, siger Emil Uhrbrand Schioldann.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her