16. september 2019
Vindmøllerne ved Vedde blev stillet op i oktober og november 2013. Foto: Thomas Olsen
Vindmøllerne ved Vedde blev stillet op i oktober og november 2013. Foto: Thomas Olsen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: 400.000 kr. blæser i vinden

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

400.000 kr. blæser i vinden
Sorø - 17. marts 2019 kl. 20:15
Af Bjarne Stenbæk
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Sorø Kommune fik aldrig søgt den kompensation fra Grøn Ordning, som vindmøllerne i Tjørntved kunne have udløst.

Da borgmester Gert Jørgensen i Stenlille mandag eftermiddag fik overrakt 2.949 underskrifter, der støttede forslaget om at forbinde kommunens byer med cykelstier, spurgte Margit Sørensen fra Vedde, hvor de ca. 400.000 kr., som Vedde- og Tjørntved-området var stillet i udsigt som kompensation for de gener, som de opstillede vindmøller ved Tjørntved kunne medføre, var blevet af.

Hun så gerne midlerne brugt til at male en såkaldt 2-minus-1 vej gennem Vedde.

Men det kommer næppe til at ske. I hvert fald ikke ved at bruge de omtalte 400.000 kr.

- Desværre har uheldige omstændigheder af forskellig art medført, at puljen Grøn Ordning ikke blev søgt inden for ansøgningsfristen, fortæller Gert Jørgensen.

- Nu er det ikke sikkert, at kommunen og området havde fået pengene - men vi burde jo i det mindste have sendt en ansøgning.

Pengene kunne dog næppe umiddelbart være benyttet til vejmaling, da de kun kunne søges til styrkelse af landskabelige eller rekreative værdier eller til kulturelle og informative aktiviteter med henblik på at fremme accepten af udnyttelse af vedvarende energikilder i kommunen.

3. juni 2014 blev sagen behandlet i teknik- og miljøudvalget.

Her oplyste embedsmændene, at der indkom 29 forslag fra lokalbefolkningen. 12 af dem blev anset for at falde inden for rammerne af det, der kunne søges tilskud til.

Teknik- og miljøudvalget valgte tre forslag, der kunne satses på: Legeplads og aktivitetsområde, rekreative arealer og en hundeskov. I nævnte rækkefølge.

Fagcentret forsøgte at koordinere projektet med helhedsplanen i Stenlille, men det blev opgivet igen.

En legeplads i Vedde blev det, der skulle satses på i ansøgningen, men kommune havde betinget sig, at dem, der havde stillet forslaget om legepladsen, selv påtog sig ansvaret for at konkretisere og realisere projektet.

- Som vi kan se det, skete der desværre det, at nogle af forslagsstillerne flyttede fra området, mens andre mistede interessen, siger borgmesteren.

- Samtidig fik den kommunale medarbejder, der havde siddet med sagen, nyt job et andet sted, og så kom sagen aldrig videre.

Der blev altså fra beboerside aldrig udarbejdet et konkret forslag, som kommunen kunne benytte til at sende en ansøgning til Energinet.dk, der bestyrede ordningen. Det var meningen, at kommunen - såfremt der kom penge fra Grøn Ordning - skulle administrere pengene og også være projektansvarlig over for Energinet.dk.

Da den kommunale medarbejder pludselig ikke var ansat i Sorø Kommune længere, og der heller ikke længere var nogen af de beboere, der havde fostret det udpegede forslag, var der ingen til at sørge for, at der var et konkret legeplads-projekt, der kunne søges penge til - eller at der så eventuelt i stedet blev satset på andre idéer.

På en henvendelse fra avisen henviser Energinet.dk til Energistyrelsen.

- Det er rigtigt, at Energinet administrerede Grøn Ordning, men opgaven (og alle dokumenter mv.) blev overflyttet til Energistyrelsen pr. 1. januar 2018, svarer pressechef Jesper Nørskov Rasmussen.

Avisen har også rettet henvendelse til Energistyrelsen, men har endnu ikke modtaget svar.

Det skriver DAGBLADET Ringsted og Sjællandske.

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk