

Se billedserie
Vejret viste sig måske ikke fra sin allerbedste side torsdag formiddag, men det forhindrede ikke omkring 180 elever på ZBC (Zealand Business College) på Jernbjerggaard i Slagelse i at mødes og dyste mod hinanden i diverse »skøre« konkurrencer.
Det skete i forbindelse med »Campusdagen« - eller »rystesammen-dagen«.
Eftersom ZBC tilbyder flere uddannelse, giver dagen mulighed for, at eleverne lærer hinanden bedre at kende på tværs af de forskellige uddannelser.
Helle Lyndrup fra ZBC i Slagelse fortæller:
- Eleverne startede jo i mandags, og nu synes vi, de efterhånden var modne til at blive rystet lidt bedre sammen. Der er cirka 180 elever i dag, og de kommer fra henholdsvis Kokke-Tjener-uddannelsen, Landbrug og Gartner samt Auto- Transport- og Logistik-uddannelsen.
Aldersmæssigt ligger eleverne på 16-17 år, og de kommer fra 9. eller 10. klasse.
ZBC havde hyret Firmaidræt Slagelse til at sørge for »passende« udfordringer til de unge mennesker - og de involverede blandt andet, at fire personer skulle spændes fast til et par ski, hvorefter man skulle samarbejde om at gå - uden at falde.
Andre opgaver var en hockey-kamp med et par deltagere i sumo-dragter, bazooka-skydning (med luft), balance-øvelser med mere.
Fælles for alle øvelserne var, at eleverne skulle lære at samarbejde for at få det til at fungere. Og det lod for det meste til at lykkes.
Efter en god frokost sluttede dagen for eleverne klokken 14.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her