20. november 2019
I døren til Sommerlyst ses årets nye fuglekonge efter den 180. udgave af fugleskydning i Korsør Jan Læby (tv). I midten ses foreningens statsminister Jørn-Ole Didriksen og til højre fuglekongen fra 2018 Rene Høyer. Privatfoto.
I døren til Sommerlyst ses årets nye fuglekonge efter den 180. udgave af fugleskydning i Korsør Jan Læby (tv). I midten ses foreningens statsminister Jørn-Ole Didriksen og til højre fuglekongen fra 2018 Rene Høyer. Privatfoto.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Udvalgsformand undskylder beslutning om Sommerlyst

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Udvalgsformand undskylder beslutning om Sommerlyst
Slagelse - 20. juni 2019 kl. 07:21
Af Helge Wedel
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

I denne uge holdt Korsør Fugleskydnings- og Forskønnelsesselskab den imponerende 180. udgave af den årlige fugleskydning i foreningens historiske ejendom Sommerlyst, der er bygget i 1866 midt i Korsør Lystskov.

Skovens kulturelle perle trænger til en gennemgribende vedligeholdelse for at være sikret os alle i fremtiden. Derfor har ejeren af huset Korsør Fugleskydnings- og Forskønnelsesselskab ansøgt kommunen om 100.000 kroner til at få udarbejdet en arkitekt-gennemgang og en plan for, hvilke renoveringer der er behov for til en effektiv fremtidssikring af huset med den megen historie.

Arkitekt Morten Seger fra ARKIdesign i Algade har udarbejdet et overslag for arbejdet. Prisen er 68.000 kr. plus moms. Prisoverslaget og detaljerne er vedhæftet som bilag til den åbne dagsorden for det seneste møde i kultur- og fritidsudvalget.

Alligevel besluttede politikerne i udvalget, at fugleskydningsselskabet skulle indhente flere tilbud end det fra ARKIdesign, før de kunne få penge. Beslutningen møder kraftig kritik, fordi andre budgivere nu så let som ingenting vil have nemt ved at give bud, der er lavere.

- Dumhed, usmart, en tanketorsk eller det der er værre. Det er altså bare ikke i orden, siger Steen Friis-Olsen, der har posten som indenrigsminister i fugleskydningsselskabet, hvor finansminister Allan Hessel heller ikke har pæne gloser om politikernes mærkværdige beslutning.

- Det gjorde mig faktisk vred, at de i den grad kan dumme sig så meget, siger Allan Hessel.

Steen Friis-Olsen tilføjer, at kommunen selv havde bedt om at få vedlagt det tilbud, der var indhentet, sammen med ansøgningen om støtte fra kulturarvmidlerne.

- Men jeg havde da ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at de ville sætte det på den åbne dagsorden, og så efterfølgende bede om flere tilbud, siger Steen Friis-Olsen. Han er selv uddannet arkitekt og var fra 1976 til 1985 chef for administrationen af Korsør Kommunes ejendomme.

Sjællandske har kontaktet kultur-og fritidsudvalgets formand Jørgen Andersen (S).

- Jeg lægger mig fladt på maven og giver en stor undskyldning. Det er bare ikke i orden, den måde vi har behandlet sagen på. Vi må prøve at gøre skaden god igen, for der er næppe nogen, der ikke ønsker det bedste for og en sikring af Sommerlyst, der er en vigtig del af vores kulturarv, siger Jørgen Andersen til Sjællandske.

I beslutningen hedder det da også, at politikerne er positive for at bevilge de ansøgte penge, så der kan skabes et overblik for de nødvendige renoveringer, hvorefter Korsør Fugleskydnings- og Forskønnelsesselskab kan gå videre med ansøgninger om penge i de store fonde med henvisning til de konkrete projekter.

Pengene tages fra de såkaldte kulturarvmidler, som kulturudvalget har to millioner kroner at råde over.

Et andet eksempel på politikernes detaljestyring i denne sag er, at de også har pålagt fugleskydningsselskabet at holde en ekstraordinær generalforsamling for at få fjernet »ministeriet (bestyrelsen, red.) godkender nye medlemmer« fra vedtægterne.

- Nu har jeg været med i over 20 år, og der er aldrig nogen nye medlemmer, der ikke er godkendt - faktisk har vi alle dage været interesseret i nye medlemmer til sikring af Korsør Fugleskydnings- og Forskønnelsesselskab og den 180 år lange uafbrudte historie og tradition, siger Steen Friis-Olsen.

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk