

Se billedserie
Der skal gøres en ekstra indsats for at højne kvaliteten af rekreative tilbud i kommunen, når flere skal holde ferie i Danmark på grund af corona, mener udvalgsformand Villum Christensen (LA), der nu vil se på bybad i anlægget i Slagelse.
Fremover skal man ikke kun kunne fodre ænder og gå tur men også bade i Slagelse Lystanlæg.
Det foreslår ihvertfald formand for kommunens udvalg for erhverv og teknik Villum Christensen (LA).
Og på det seneste møde i udvalget fik han rent faktisk ført til protokols, at det er en af de ting, som udvalget vil prioritere i forbindelse med efteråret budgetforhandlinger mellem byrådets partier.
- Forslaget er stillet, fordi vi må forvente, at stadig flere vil holde ferie hjemme i Danmark på grund af corona. Vi var i udvalget enige om, at vi skal gøre en kraftig indsats for at højne kvalitetsniveauet for de mange rekreative faciliteter i kommunen. Vi vedtog, at vi skal undersøge mulighederne for at etablere et egentligt »bybad« i Slagelse Lystanlæg, siger Villum Christensen.
Historisk har anlægget dannet rammen om grundlovsfester, anlægsfester med videre. I dag er det primært 1. maj og til picnic-koncerterne, at der er tilstrømning til det grønne åndehul nær stadion.
- Skal vi højne aktivitetsniveauet i dette område, som på mange måder udgør byens sjæl, så kunne man som nævnt overveje at etablere et egentligt bybad primært for børnefamilierne. Jeg tror, at man kunne få meget mere ud af denne perle, end vi gør i dag. Og så kunne man måske i endnu højere grad leve op til navnet Slagelse Lystanlæg, siger Villum Christensen.
Han forudser, at en del mennesker sikkert vil have en mening om, hvor det skulle placeres.
- Jeg ser muligheden for, at det kunne være en del af den store sø, et selvstændigt anlæg mellem de to søer eller helt oppe ved Østre Skole, hvor der ligge en gammel fodboldbane, siger Villum Christensen.
Han vil gerne lægge sagen frem til diskussion.
- Skal vi overhovedet overhovedet gå videre med disse tanker, og hvor skal et sådant bybad placeres? Vi skal selvfølgelig huske hensynet til naboer og andre brugere af anlægget samt det historiske, siger Villum Christensen.
Han har endnu ingen holdning til, hvor store bassinerne skal være, vandrensning, opvarmning med videre. Samt om der skal kunne bades direkte i forbindelse med de nuværende søer.
- Det er vi ikke nået til. Det skal forvaltningen arbejde med. Det vil uden tvivl være sværest i selve søen, og sikkert også mest kostbart, siger Villum Christensen, der foreløbig har fået en arkitekt til at komme med nogle skitser.
- Denne sagde til mig, at når man kan flyve til månen, kan man vel også lave en teknisk løsning, siger Villum Christensen.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her