Tidligere Hørsholm-borgmester Uffe Thorndahl har altid betalt sine egne runde fødselsdage selv. Også den, han holdt undervejs i sin borgmesterperiode fra 2001-2009 til en værdi af samlet omtrent 50.000 kroner.
Den i dag 79-årige ambassadør for Borgerretsbevægelsen stiller nu skarpt på tidligere Slagelse-borgmester, 55-årige Stén Knuth (V), hvis runde dags reception i december 2014 blev betalt af skatteyderne.
Det gør han i flere debatindlæg i Sjællandske.
Stén Knuth selv forklarer, at han har gjort som hans forgængere. Herunder Lis Tribler (S), der kunne fejre sin 60-års fødselsdag i Slagelse Musikhus. En reception den 20. januar 2012, som Slagelse Byråd indbød til.
Her blev hun modtaget af gardehusarer og i øvrigt transporteret til stedet i en gammel brandbil. Over 300 mennesker var med.
- Receptionen for min 50-års fødselsdag for snart seks år siden er afholdt på samme vilkår, som tidligere borgmestre har gjort før mig. Jeg både var og er glad for, at administrationen ønskede at afholde denne reception. Administrationen har også som tidligere vurderet, at dette var en generel markedsføring for kommunen, hvor alle var velkomne, lyder det i svar til Uffe Thorndahl fra Stén Knuth, som samtidig anfører, at gavelisten blev udfyldt til eventuel brug for Skat.
Hvorfor de 90.000 kroner, som Stén Knuths runde dag kostede, er vigtige nu - fem og et halvt år efter - er uvist. Sikkert er det dog, at politikere, embedsmænd og lignende, der ønsker afholdelse af fødselsdage, receptioner og sådan noget, må punge ud selv.

Flere borgmestre er i tidens løb
blevet fejret. Her er det Lis Tribler (S)
under sin 60-års-reception i 2012.
- Det er selvfølgelig ikke skatteyderne, der skal betale for det, lyder det fra borgmester John Dyrby Paulsen (S), der nu vil undersøge reglerne til bunds.
- Et jubilæum er noget andet, for det er arbejdsrelateret. En fødselsdag er en privat sag, og den skal ikke betales af borgerne, lyder det fra borgmesteren.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her