17. januar 2020
I fremtiden skal færre cigaretpakker som det her være i omløb i Slagelse Kommune. Derfor indgår kommunen nu partnerskabsaftaler med blandt andet virksomheder.
I fremtiden skal færre cigaretpakker som det her være i omløb i Slagelse Kommune. Derfor indgår kommunen nu partnerskabsaftaler med blandt andet virksomheder.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Nye partnerskabsaftaler skal gøre kommune røgfri: Her skrottes smøgerne i arbejdstiden

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Nye partnerskabsaftaler skal gøre kommune røgfri: Her skrottes smøgerne i arbejdstiden

For at realisere visionen om færre rygere, tilbyder Slagelse Kommune nu virksomheder en partnerskabsaftale, der blandt andet giver mulighed for at tilbyde alle ansatte gratis rygestopkurser. SK Forsyning er de første, der skriver under.

Opdateret 06. december 2019 kl. 08:23
Slagelse - 06. december 2019 kl. 06:21
Af Fleur Sativa
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Om seks år skal flere borgere have valgt et røgfrit liv.

Sådan lyder ambitionen i Slagelse Kommune, som vil have reduceret antallet af rygere fra 21 til 14 procent i 2025. Det svarer til, at knap 5.500 borgere skal skodde deres sidste smøg over de næste seks år.

Et mål, som kommunen nu vil nå gennem blandt andet nye partnerskabsaftaler med virksomheder.

- Vi ved fra forskning, at løftede pegefingre ikke virker, men at man skal gøre det imødekommende og inddragende, hvis en indsats mod rygning skal virke. Så det er det, vi forsøger nu, forklarer Maria Bjerring Zangenberg, der er udviklingskonsulent i folkesundhed og projektleder for røgfrie miljøer i Slagelse Kommune.

Ikke et rygeforbud - som udgangspunkt

Med en underskrevet partnerskabsaftale i hånden forpligter en virksomhed sig således ikke til at forbyde sine ansatte at ryge, men til at fremme røgfrie miljøer så flere får muligheden for at leve et røgfrit liv, forklarer udviklingskonsulenten.

Derfor giver aftalen blandt andet virksomheder mulighed for at tilbyde sine ansatte gratis rygestopkurser samt få råd og vejledning fra rygestoprådgivere.

Og netop de muligheder har forsyningsselskabet SK Forsyning med adresse i Slagelse set fordelene i.

Virksomheden er således den første til at underskrive en partnerskabsaftale med Slagelse Kommune, som har til formål at understøtte den forebyggende indsats, der går under navnet »Røgfrit Slagelse«.

I samme forbindelse har virksomheden besluttet at blive en røgfri arbejdsplads fra den 1. januar, som vil betyde, at medarbejderne ikke længere må ryge, fra de møder ind, til de får fri - også selvom det ikke er et krav, der stilles af partnerskabsaftalen.

Firma: - Vi har et ansvar

- Vi har som arbejdsplads et ansvar for vores medarbejdere og deres sundhed, og i den forbindelse synes jeg, at det at støtte dem i at blive røgfri giver rigtig god mening, forklarer administrerende direktør i SK Forsyning Henrik Birch og peger på, at et røgfrit arbejdsmiljø i sidste ende også skal komme virksomheden til gode:

- Det er klart, at der er en forhåbning om, at det vil give mindre sygefravær. Og at vi heller ikke pludselig mister medarbejdere, fordi de blive dødeligt syge, forklarer den administrerende direktør.

Ifølge Sundhedsstyrelsen er rygning nemlig årsag til næsten alle tilfælde af lungekræft og KOL-diagnoser, ligesom rygning øger risikoen »kraftigt« for mange andre kræftsygdomme og hjertekarsygdom.

Årligt dør 13.600 personer for tidligt alene på grund af rygning, hvilket svarer til cirka 25 procent af alle dødsfald, oplyser styrelsen. Herunder dør storrygere (personer, der ryger flere end 15 cigaretter om dagen, red.) i gennemsnit otte til ti år for tidligt.

Politisk glæde over aftaler

I Slagelse Kommune er 11 procent af borgerne storrygere. Derfor glæder det også politisk, at den første partnerskabsaftale med en virksomhed er i hus. Og at det ovenikøbet er en stor virksomhed, der underskriver den første aftale, kan måske inspirere andre.

Det siger Ali Yavuz (S), der er formand for Forebyggelses- og Seniorudvalget.

- Vi ved, at rygning er en af de største årsager til cancer og forkortet levetid, så det her sker jo også i interesse for medarbejdernes ve og vel, så de bliver både sundere og gladere, forklarer formanden og peger på, at han gerne så, at der blev indført »røgfri arbejdstid« i hele kommunen, ligesom der for nylig er indført »røgfri skoletid«.

- Men nu tager vi nogle skridt i den rigtige retning. Og forhåbentlig kan vi nå vores mål om at have reduceret antallet af rygere, så det i 2025 kun er 14 procent af borgerne, der ryger. Det kræver bare, at flere følger med, slår Ali Yavuz fast.

Den nye partnerskabsaftale i Slagelse Kommune er et tilbud, der gælder alle både private og kommunale virksomheder, uddannelsesinstitutioner og foreninger i kommunen. Det koster ikke noget at blive partner. Interesserede opfordres af udviklingskonsulent Maria Bjerring Zangenberg til at tage kontakt til hende.

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk