
Vikingerne sejlede der for mere end tusind år siden - og nu er der igen høj bølgegang i Tude å, der løber forbi Svend Tveskægs landskendte ringborg, Trelleborg ved Slagelse.
I dag er det dog en helt anden strid, der har ramt den historiske å: Lystfiskere raser og eksperter advarer om, at et af landets største naturprojekter - planerne om en storstilet omlægning af Tude å-dalen - risikerer at skade fiskelivet alvorligt.
Havørred-bestanden i det omfattende vestsjællandske å-system vil blive sat voldsomt tilbage, og det vil være en katastrofe for lystfiskeriet og gøre det svært at leve op til kravene i de kommende vandplaner, lyder kritikken - blandt andet fra landets højeste ekspertise på området, DTU Aqua.
- Konsekvensen er, at mindst halvdelen af ørred-ynglen vil dø, når de vandrer fra gydebankerne og ud i havet som det, vi kalder smolt. Det vil betyde, at havørred-bestanden vil være endnu mere nedadgående, end den allerede er - i en tid, hvor samfundet gennem vandplanerne stiller krav om, at der også skal være fisk i vandløbene, siger fiskeplejekonsulent og biolog Jan Nielsen fra DTU Aqua til DR Sjælland.
Oplysningerne om det høje tal for ørred-døden kommer noget bag på næstformanden i udvalget for erhverv, plan og miljø i Slagelse, venstremanden Knud Vincents. Han siger, han vil til bunds i sagen, men tilføjer, at han er fortrøstningsfuld:
- Vores forvaltning er opmærksom på problemet, men mener ikke, at det vil gå helt så galt, siger han til DR Sjælland og tilføjer:
- Der vil være noget, der har negative virkninger som på ørreden og noget, der vil have positive virkninger, og det må vi jo afveje, når vi skal tage en beslutning om det her i den sidste ende.
Natur-projektet går ud på at lægge Tude å om, så åen kommer tilbage i sit gamle leje ved udløbet. Det er endnu ikke vedtaget rent politisk.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her
06:00 | Miljøbevidst motorsav |
00:01 | Lav din egen gratis flis |