7. december 2019
Statsministerens besøg på Skælskør Julemærkehjem endte i et stort gruppekram. Foto: Thomas Olsen
gallery icon

Se billedserie

Statsministerens besøg på Skælskør Julemærkehjem endte i et stort gruppekram. Foto: Thomas Olsen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Mette Frederiksen blev kvitteret for sit besøg med et stort gruppekram

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Mette Frederiksen blev kvitteret for sit besøg med et stort gruppekram
Opdateret 11. november 2019 kl. 14:56
Slagelse - 11. november 2019 kl. 14:50
Af Solveig Hansen
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

- Gruppekram er der for få af, var svaret fra statsminister Mette Frederiksen, da hun netop med et stort gruppekram tog afsked med børnene på Skælskør Julemærkehjem mandag formiddag.

Så sent som i mandags fik hun idéen til at kombinere et besøg hos Novo Nordisk i Kalundborg med et besøg på Skælskør Julemærkehjem.

En idé der blev vel modtaget hos forstander Christine Conradsen, og mandag ved halvtolvtiden rullede den sorte minister-Audi med følge derfor ind på parkeringspladsen ved Skælskør Julemærkehjem med statsministeren på bagsædet.

En del af fællesskabet

- Hej med jer, ej, hvor er I søde, var første kommentar fra statsministeren, da hun blev mødt med flag og gentagne velkommen-hilsner.

Få minutter forinden var spændingen højspændt i foyeren på julemærkehjemmet, hvor alle 48 børn i dagens anledning var klemt godt sammen for at give landets førstedame en følelse af at være en del af fællesskabet.

En følelse som netop mange af børnene på Skælskør Julemærkehjem selv har manglet, inden de kom på deres respektive 10-ugers ophold for at booste både selvværd og selvtillid.

- Jeg blev mobbet rigtig meget på min gamle skole, og jeg blev blandt andet kaldt bøsse, siger en drengene blandt de ni børn, der kort forinden har sat sig på række for at udgøre dagens ekspertpanel i at være på julemærkehjem.

- Jeg har det rigtig svært derhjemme, fordi min far er krigsveteran, fortæller en pige i panelet, og én efter én fortæller de ni om de mange udfordringer, de allerede har mødt i deres korte liv.

Der skal være grænser

- De fleste af os oplever noget, der er svært i livet, men der er grænser for, hvor svært man skal have det, lød det fra Mette Frederiksen, mens hun lyttede og interesseret spurgte ind til de barske fortællinger.

- I skal bare vide, at I er megaseje. Det er super flot af jer at dele jeres historier med mig, sagde Mette Frederiksen opmuntrende, inden hun spurgte ind til panelets holdning til, hvad der skal til for at komme mobning til livs.

Billede

- Det er vigtigt, at de voksne tager mobning alvorligt, lød det fra en, der desværre har oplevet det modsatte.

- Det er ofte dem, der selv har de største problemer, der mobber, lød det livsklogt fra en anden, inden turen gik på omgang, og det i stedet var børnene, der fik lov at stille statsministeren spørgsmål.

Det bedste og det værste

Hvad er det bedste og det værste ved at være statsminister blev der nysgerrigt spurgt?

- Det er faktisk ret godt at være statsminister, men da der kun er én statsminister i Danmark er det også vigtigt, at jeg bruger mit job til at gøre noget godt. Det er også derfor, at jeg er her i dag, for det vigtigste er at passe godt på vores børn, var svaret fra Mette Frederiksen, der til gengæld havde lidt svært ved at komme på noget skidt ved sit ærefulde hverv.

- Jeg har altid livvagter med mig rundt - også når jeg skal købe undertøj, men det vænner man sig også til, svarede Mette Frederiksen muntert.

Stå stærkere i livet

På Skælskør Julemærkehjem, der er ét af fem julemærkehjem i Danmark, er der konstant 48 børn, der bliver udvekslet efter et 10-ugers ophold, hvor fokus er at »samle børnene op« for at løfte dem stærkere videre i livet, når de skal tilbage til den hverdag, der indimellem giver flere udfordringer, end børnegodt er.

Billede

- Det er en stor dag for os, for vi er jo stolte af vores arbejde, og den udvikling, som vi får skabt hos børnene, fortæller Christine Conradsen, der gennem snart to år har været forstander på Skælskør Julemærkehjem.

- Her får de en oplevelse af at være en del af et fællesskab, og de får en større tro på sig selv, siger Christine Conradsen, der glæder sig over de gode resultater men ærgrer sig over det faldende salg af julemærker, som er en af de julemærkehjemmenes økonomiske overlevelsesmekanismer.

Et e-julemærke til forskel

- Over de sidste femten år er salget af julemærker faldet med 15 millioner, så vi skal bruge rigtig meget af vores tid på at fundraise, siger Christine Conradsen, der derfor også glæder sig over den politiske bevågenhed, som Mette Frederiksens besøg kan føre med sig.

Billede

- Her er der ikke nogen, der bliver lukket ud, for vi er her alle mere eller mindre af den samme grund, og de voksne har altid tid, forklarer en af børnene, da de er blevet bedt om at fortælle, hvad der er godt ved at være på julemærkehjem.

- Det hele er bare godt, lød det opsummerende fra en af drengene, hvilket flere gav udtryk for at være enige i.

Godt vil det især være for børnene på landets fem julemærkehjem, hvis årets julemærke vil blive nyttigt brugt i den kommende tid. Og da juleposten ikke længere lander i postkassen - men i mailen, er der nu i stedet mulighed for at købe et e-julemærke.

- Når jeg er her i dag, er det først og fremmest for at give jer et kæmpe thumps up. Det er sejt, når man er barn at mærke efter, hvordan man egentlig har det, og jeg håber, at I holder fast i hinanden - også når I er færdige med at være her, lød det efter frokost i spisesalen, hvor Mette Frederiksen også lovede at sætte julemærker på al sin julepost som statsminister.

Som afrunding på besøget blev der taget fællesfoto i salen, hvor et spontant gruppekram udviklede sig.

- Måske skal jeg bare aflyse resten af dagen, var responsen var Mette Frederiksen, der dog ikke svigtede dagens øvrige pligter og satte kursen mod Kalundborg.

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk