
Når en ny arbejdsgiver ikke er ens kop te, er det godt, at den forhenværende holder en dør åben.
Det synes at være tilfældet i forhold til Slagelse Kommunes tidligere chef for Ledelsessekretariatet, der sidste år - uden hun selv havde en aktie i noget som helst vel at mærke - trak overskrifter grundet sin milliongage.
Chefen blev nemlig ansat i februar 2017 til månedligt 82.960,20 kroner inklusive pension i en tid, hvor et underskud på 157 millioner kroner ellers satte dagsordenen i byrådssalen.
Otte måneder senere blev hun fritstillet med en halv million kroner med sig ud ad døren, rettere 497.761 kroner. Det efter at have været sygemeldt med stress i et par måneder op til indgåelsen af en fratrædelsesgodtgørelse.
Den nu forhenværende leder var dog pengene værd. Det mente i hvert fald den dengang siddende kommunaldirektør, Jane Wiis, der i dag er direktør i firmaet DBC A/S, en it- og digitaliseringsvirksomhed med fokus på bibliotekssektoren - ejet af staten og Kommunernes Landsforening (KL) sammen.
- Hvis man i en virksomhed som vores skal tiltrække de rette kompetencer på dette niveau, er det et lønniveau, vi må betale, fortalte Jane Wiis, der sagde op i Slagelse i juni sidste år.
Og noget tyder da også på, at den fritstillede chef, som tidligere har arbejdet sammen med Jane Wiis og i øvrigt kom fra en stilling som kontorchef i Center for Social og Sundhed hos KL, er af en væsentlig kaliber. Trods hun ikke fandt sig til rette i Slagelse.
I hvert fald er hun nu tilbage i KL's rækker, hvor hun kom fra. Det fremgår af hendes profil på det sociale netværk LinkedIn, som viser, at hun pr. 1. februar, hvor aftalen om løn for Slagelse-tiden udløb, begyndte i en stilling som chefkonsulent i KL's Konsulentvirksomhed (KLK), som blandt andet bistod ansættelsen af kommunaldirektør Jane Wiis i 2016.
Stillingen som leder af Ledelsessekretariatet i Slagelse Kommune bliver i den forbindelse nu genopslået, og opslaget ventes at ligge klar i løbet af et par uger, siger konstitueret kommunaldirektør Ole Kristensen, som forventer at kunne sætte navn på afløseren i maj. Her finder samtalerne også sted.
Det oplyses endvidere, at lønrammen bliver en mere beskeden af slagsen.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her