

Se billedserie
En eller flere indbrudstyve har natten mellem lørdag og søndag skaffet sig adgang til Natteravnenes hus på Korsør Fæstning - kendt af mange som »Kaffehuset« - ved at brække et vindue op med et koben.
- Det kan selvfølgelig være tilfældigt, men en sort taske med Natteravnenes optegnelser om Emilie Meng-sagen er blandt de stjålne genstande, siger 38-årige Charlotte Vang til Sjællandske. Hun er ny talskvinde/formand for Natteravnene i Korsør, efter den tidligere formand for godt to måneder trak sig fra posten efter et håndgemæng med en 16-årig dreng.
Den sorte taske minder lidt om en computertaske, så hvis nogen ser den smidt i byen, vil Natteravnene i Korsør meget gerne høre om det. Foruden tasken er der fjernet en sparegris med et mindre beløb, lygter, logbog over Natteravnenes ture, bolsjer og kondomer. Hertil er skabe og skuffer rodet igennem. Charlotte Vang undrer sig lidt over, at Natteravnenes tre forholdsvis værdifulde men også aflåste cykler er efterladt urørt.
Kasserer hos Natteravnene Benjamin Erichsen oplyser, at politiet skal have ros for hurtigt at være til stede, da han anmeldte indbruddet.
- Hvilke optegnelser var det I havde om Emilie Meng-sagen?
- Vi stemte jo dørklokker i hele Korsør, da hun forsvandt. Vi medbragte plakaten med hendes billede og efterlysningen af hende og spurgte så, om folk havde set hende eller vidste noget. Hvis folks reaktioner var mærkelige, så skrev vi det efterfølgende ned. Det er disse optegnelser, vi har fået stjålet, siger Benjamin Erichsen. Han tilføjer, at både Natteravnene og de frivillige, der søgte efter Emilie Meng, også altid ringede til politiet, hvis de stødte på noget mistænkeligt, hvorfor politiet angiveligt også har oplysningerne, der nu er stjålet.
Det varer nu lidt tid, før Natteravnene igen gå ud i Korsørs gader for at skabe øget tryghed i aften- og nattetimerne.
- Vi skal først have skaffet nogle nye lygter, siger Charlotte Vang.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her