
Omkring 2500 gymnaster og publikummer skulle her på lørdag have været samlet til Slagelse Gymnastikforenings store forårsopvisning i Spar Nord Arena, men det bliver der ikke noget af. Og det kan blive dyrt for foreningen.
- Vi har fredag truffet den beslutning at aflyse opvisningen på grund af muligheden for yderligere smitte af Coronavirus, siger foreningens formand Lars Rasmussen.
- Vi beklager meget, men i den nuværende situation er det den rigtige beslutning, hedder det på foreningens hjemmeside, hvor der henvises til www.gymdanmark.dk.
Det oplyses også, at man vil følge udviklingen tæt og se, om man eventuelt på et senere tidspunkt kan afvikle opvisningen.
- Det kan dog blive svært, idet de fleste hold stopper omkring 1. april, så det skal være senest midt i april. Vi ved heller ikke helt, om hallen vil være ledig, siger Lars Rasmussen.
Aflyses opvisningen totalt, kan det betyde et stort indtægtstab for foreningen.
- Vi plejer at få godt 60.000 kroner ind i entréindtægter, og trækker man udgifterne fra, plejer vi at have et overskud på 30-40.000 kroner. Det kan selvfølgelig betyde, at vi kan blive nødt til blandt andet at sætte nogle kontingenter op, siger Lars Rasmussen.
Han oplyser, at man har planer om at lave en række mini-opvisninger, hvor de enkelte hold i forbindelse med deres træninger slutter af med at vise fremmødte forældre det, som de skulle have vist ved opvisningen.
I Marievang IF havde man indtil tirsdag formiddag regnet med at gennemføre opvisningen den 21. marts med den restriktion, at folk, der havde været i risikoområder og var hjemvendt efter 7. marts, ikke måtte deltage.
Men tirsdag formiddag blev det besluttet at aflyse opvisningen helt.
- Der plejer at komme omkring 800 tilskuere, og hertil kommer så gymnasterne. Vi plejer at stå som sild i en tønde. Det er ærgerligt, men vi er nødt til at aflyse, siger formand Karina Haugaard, der ikke ønsker at kommentere på, hvad det kan betyde for foreningen økonomisk.
Det undersøges, om det vil være muligt at rykke opvisningen til et senere tidspunkt.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her
06:00 | Miljøbevidst motorsav |
00:01 | Lav din egen gratis flis |