24. juli 2021
Driftschef Pernille Seidenfaden og butikschef Finn Klindt er glade.
gallery icon

Se billedserie

Driftschef Pernille Seidenfaden og butikschef Finn Klindt er glade.
Foto: Anders Ole Olsen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Butik flytter til større lokaler - kun 150 meter fra den gamle adresse

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Butik flytter til større lokaler - kun 150 meter fra den gamle adresse

Efterspørgslen på en fast stand til at sælge loppefund er stigende blandt private. I Slagelse er »loppesupermarkedet« Kirppu derfor nu flyttet i større lokaler med plads til endnu flere stande.

Slagelse - 17. juli 2021 kl. 09:01
Af Fleur Sativa

Fyldte indkøbsvogne trillede torsdag henover vejen fra Japanvej 7 til Japanvej 6 i Slagelse. Her flyttede »loppesupermarkedet« Kirppu nemlig adresse.

Og selv om den nye og den gamle placering ligger mindre end 150 meter fra hinanden, har butikken nu omkring 1000 kvadratmeter i alt at boltre sig på. Ifølge driftschef Pernille Seidenfaden svarer det til en udvidelse på 25 procent. Og dertil kommer 50 ekstra stande.

På adressen lå før møbelforretningen MyHome.

- Vi har udvidet, fordi vi i den gamle butik havde alt udlejet og har haft det rigtig længe. Men foruden at det betyder flere stande og bedre plads, så betyder det også, at kunderne nu får større, lysere og bedre lokaler, fortæller Pernille Seidenfaden.

Det hele fejres derfor i dag, lørdag, med en større indflytningsfest, der byder på både hoppeborg, besøg af »Loppen Loui« samt gratis fadøl, sodavand og chips.

Og ikke mindst - selvfølgelig - en masse loppefund.

Nemmere at købe - og at sælge

For konceptet i Kirppu, der har butikker landet over, er ganske simpelt: Her kan man leje en stand, lave prismærker og få dem printet ud for at sætte dem på sine varer. Og så kan man gå hjem.

På den måde skal det være nemmere både at købe og at sælge loppefund.

Derfor står personalet i butikken for salget, mens man som sælger kan nøjes med at kigge forbi en gang imellem, når standen skal ryddes op eller genopfyldes med varer.

Det er ifølge Pernille Seidenfaden også forklaringen på, at forretningen i øjeblikket går så godt.

- Vi lever i en travl hverdag, hvor der ikke er tid til at stå en hel dag eller en hel weekend på et loppemarked. Så her sørger vi for, at man kan stille sine ting og så gå, mens de bliver solgt, forklarer driftschefen,

Prisen er fast

- Rigtig mange af vores kunder har måske heller ikke lyst til at stå og prutte om prisen på deres varer. Det gør man ofte på et almindeligt loppemarked. Her er prisen fast, uddyber Pernille Seidenfaden og peger på, at sælger selv bestemmer, hvad varerne skal koste.

Noget, som blandt andre 52-årige Elena Jigla kan se en fordel i. Sammen med sin mand Henning Olsen har hun en stand i netop Kirppu.

Fredag var de derfor forbi den nye butik på Japanvej 6 for at se til deres stand og sætte prismærker på varer.

- Prisen er fast. Men hvis den så ikke bliver solgt, kan vi altid sætte den lidt ned, forklarer Elena Jigla, der også før har været sælger på almindelige loppemarkeder.

- Det er hårdt, synes jeg. Du står der jo hele dagen, og så er dagen brugt på det. Og måske sælger du ikke ret meget, fortæller hun.

Elena Jigla er derfor ikke i tvivl om, at et koncept som det, Kirppu tilbyder, er hendes foretrukne, når hun skal sælge ud af ting derhjemme.

»En effekt af to ting«

- Vi fik også meget rådgivning i, da vi kom her, hvordan man bør indrette en stand, og hvordan man skal vise tingene frem, siger hun og peger på, at standen i Kirppu er en nem måde at tjene ekstra »lommepenge« på.

Men ifølge driftschef Pernille Seidenfaden handler såkaldte »loppesupermarkeders« generelle succes ikke kun om penge og tid.

- Der er flere ting i det. Hele tanken om cirkulær økonomi er helt klart noget af det, der gør en stor forskel lige nu i forhold til for år tilbage, fortæller hun.

- De yngre mennesker vil gerne købe unikke ting og have en mere bæredygtig verden. Men jeg ser det som en effekt af to ting: De ældre, der gerne vil have ryddet ud og sørget for, at de ikke efterlader en masse ting. Og de yngre vil gerne være sikre på, at de er med til at genbruge på fornuftig vis, uddyber Pernille Seidenfaden, der derfor ikke regner med, der går længe, før de ekstra stande i Slagelse er lejet ud.

- Der er cirka 50 tomme stande lige nu, da det er det, vi har bygget ekstra. Men vi regner med, at de ryger i weekenden. Og så bliver der jo selvfølgelig plads løbende, vurderer hun.

Glæder du dig til, at Tour de France kommer til Danmark i 2022
 

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk