16. oktober 2021
Ifølge Nathalie Rasmussen kan man bruge meditation til mange ting - det forsøger hun derfor i dag at lære sine kursister i Stilhedens Rum, Villa Fjordhøj på Rådmandsvej i Skælskør.
Ifølge Nathalie Rasmussen kan man bruge meditation til mange ting - det forsøger hun derfor i dag at lære sine kursister i Stilhedens Rum, Villa Fjordhøj på Rådmandsvej i Skælskør.
Foto: Anders Ole Olsen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Advokaten Nathalie fik en »burnout« - men så mødte hun Buddha

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

OBS! Denne artikel er en betalingsartikel og kan derfor kun læses af abonnenter eller mod betaling.

Advokaten Nathalie fik en »burnout« - men så mødte hun Buddha

41-årige Nathalie Rasmussen arbejdede som advokat, da hun gik ned med stress og pludselig ikke engang kunne overskue de daglige indkøb. I meditationen fandt hun en indre ro og lykke, som hun nu vil lære andre. Hun er tilflytter til Skælskør, hvor hun har startet meditationskurser op.

Slagelse - 16. september 2021 kl. 14:27
Af Fleur Sativa

- Vend nu opmærksomheden indad og bliv opmærksom på dine tanker. Forsøg ikke at styre dem. Men vær bare opmærksom på dem.

41-årige Nathalie Rasmussen taler langsomt, mens hun sidder foran de fremmødte. Hun kan ikke se dem, og de kan ikke se hende.

For deres øjne er lukkede.

- Træk vejret naturligt. Og følg processen for hver indånding. Og for hver udånding, fortsætter hun, mens øjnene forbliver lukkede.

- Når du ånder ud, så forestil dig, at du udånder alle dine bekymringer. Som tyk, sort røg, der forsvinder langt ud i verdensrummet. Så det aldrig vender tilbage.

Nathalie Rasmussen følger sin egen kommando og lader luft finde vej helt ned i maven, før hun giver slip på det igen. For evigt. Det kaldes, at hun »mediterer.«

Og mandag aften afholdt hun således sit første kursus i guidet meditation i Skælskør, hvor hun flyttede til sammen med sin mand og tre-årige datter i november.

Formålet med meditationen var med Nathalie Rasmussens egne ord »at berolige den mentale aktivitet og opnå indre fred og klarhed.« Noget, som hun - på egen krop - har erfaret, er vigtigt.

Slået ud

-Jeg kom til Danmark med en »burnout« efter at have arbejdet tre år som advokat, fortæller Nathalie Rasmussen, der oprindeligt kommer fra Holland og mødte sin mand - der oprindeligt er fra Sorø - under et udvekslingsophold i Singapore.

»Burnout« er for hende et andet ord for »stress.«

- Jeg kunne ingenting. Overhovedet. Selv det at gå ned for at handle var en udfordring for mig. Det virkede uoverskueligt. Jeg var helt slået ud, husker hun.

Artiklen fortsætter efter billedet...

Menneskets lykke er ikke afhængig af de ydre omgivelser, mener Nathalie Rasmussen. I stedet kommer lykken indefra, og hvordan man oplever verden, kan derfor påvirkes gennem sindet, siger hun. Foto: Anders Ole Olsen

Når Nathalie Rasmussen alligevel fik slæbt sig selv ud af døren, kom hun ofte forbi et skilt med Buddha afbilledet, og lige præcis dét fik hende til at overveje at meditere for at komme sig.

Derfor meldte hun sig ind i »Kadampa Meditation Centre« i København, hvor hun først boede, da hun flyttede med sin mand til Danmark for 12 år siden - i 2009.

- Efter jeg gik ned med stress, skulle jeg bare gøre ét eller andet, så jeg kunne få det bedre. Og da jeg kom til meditationscentret første gang, føltes det som et virkelig afslappet, fredfyldt og roligt sted, forklarer hun.

Da Nathalie Rasmussen arbejdede som advokat, skulle tingene gå stærkt, men samtidig være ufejlbare - og hun følte sig altid bagud med sine arbejdsopgaver.

I dag bruger hun meditation som et dagligt værktøj til at møde dagen med et positivt og mere let sind.

Ligesom en forelskelse

- Man lærer (gennem meditationen, red.) at håndtere de ting, der kan gøre en stresset, ked af det eller sur. Og man får et andet syn på livet: Det er igennem vores egne briller, vi ser verden, og dem kan man jo lave om på, forklarer Nathalie Rasmussen, der ønsker at lære sine kursister netop dette.

Hun bruger forelskelse som eksempel - her render man ofte rundt på en lyserød sky og oplever verden som et nyt og fantastisk sted. Men det er ikke omgivelserne, der har ændret sig. Det er alene ens eget sind, der har.

På samme måde kan man - uden at være forelsket - ændre måden, man ser verden på og finde ro. Selv i kaos, mener Nathalie Rasmussen.

- Det er vigtigt at finde ro. For hvis man ikke kan finde ro, så kan man ikke ret meget. Det var det, jeg lærte gennem mit arbejde. Til sidst - inden jeg gik helt ned (med stress, red.) - gik jeg bare uroligt rundt hele tiden, fordi der var så meget, jeg skulle nå. Og faktisk fik jeg næsten ikke produceret noget som helst, siger hun.

Kan bruges til mange ting

Nathalie Rasmussen blev derfor - da hun arbejdede som advokat - stresset over ikke at kunne følge den plan, hun havde lagt for sig selv.

Sådan har hun det ikke længere i dag. Men når hun mediterer, gør hun det ikke kun for at finde indre ro.

Artiklen fortsætter efter billedet...

Nathalie Rasmussen har på egen krop mærket, hvad det betyder at finde indre ro. Foto: Anders Ole Olsen

Ifølge Nathalie Rasmussen kan man nemlig bruge meditation til mange ting - for eksempel har hun den seneste tid brugt meditationen til at tænke over, »hvor fedt det er at være i live«:

- Når man prøver at meditere på det og tænke over, hvor fantastisk det er at vågne hver dag og være rask, kan det virkelig give én lysten til »at være.« Og hvis man gør dét, og noget så går galt i løbet af dagen - måske kommer man for sent, mister noget, eller nogen bliver sur - så betyder det ikke så meget. For uanset hvad er man taknemmelig for, at man er i live, forklarer hun.

Og livet ér dejligt - særligt efter adressen er flyttet fra Østerbro i København til Gammeltorv i Skælskør, siger Nathalie Rasmussen, der ellers altid har betragtet sig selv som en »citygirl.«

»Lykken kommer indefra«

Da coronapandemien kom til Danmark, flyttede Nathalie Rasmussen imidlertid sammen med familien ind i svigerforældrenes sommerhus nær Kobæk Strand.

En løsning, der kun skulle være for en stund.

Men familien - og især Nathalie Rasmussen - forelskede sig hurtigt i den mindre mennesketrængsel, turene på stranden og ikke mindst et hus med udsigt til Skælskør Havn.

- Her (i Skælskør, red.) er der bare rigtig dejligt. Der er vand og plads. Og ro, siger Nathalie Rasmussen, der fastholder, at hverken hendes omgivelser eller materielle ting - som den båd, hun ejer med sin mand - har betydning for hendes lykke.

Det, der har betydning, finder hun derimod, når hun lukker øjnene, samler tankerne og trækker vejret.

Som hun altså gør det, når hun mediterer.

- Mange tror, at lykken afhænger af, om man har et godt job, en flot kæreste og en dyr bil. Men faktisk kan du have alt dét og stadig ikke være lykkelig. Lykken kommer indefra, fastslår Nathalie Rasmussen.

Rejser du til udlandet i år?
 

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk