Den store giftforurening med PFOS fra brandskolen i Korsør udviklede sig fredag eftermiddag alarmerende.
Prøver udtaget i kalvekød fra køer, der i 2020 græssede i to en halv måned på en eng med en grøft stærkt forurenet af PFOS nedenfor brandskolen, viser et så stort indhold af den kræftfremkaldende gift, at DTU i deres vurdering udført for Fødevarestyrelsen konkluderer, at der er en væsentlig sundhedsmæssig risiko ved at spise det pågældende kød.
PFOS-indholdet i kødet er målt til 180 nanogram pr. gram. Det fremgår af en udsendt meddelelse fra Slagelse Kommune og Fødevarestyrelsen.
Alt kød skal derfor smides ud. Grøften har direkte udløb til Korsør Nor. Fra brandskolen er det forurenedede vand løbet ud fra slutningen af 1970erne frem til 2011, hvor brandskum med PFOS blev brugt for sidste gang.
De første målinger af PFOS i mindre fisk, rejer og hundestejler fra Korsør Nor viser PFOS-niveauer mellem 0,7 og 9 nanogram pr. gram.
Men Fødevarestyrelsen kan ikke helt udelukke, at der kan være fisk, som indeholder PFOS i et omfang, der udgør en sundhedsrisiko. For at afklare denne risiko forventer Fødevarestyrelsen derfor at lave nye analyser af spiselig fisk senere på foråret.
Af forsigtighedsgrunde anbefaler Fødevarestyrelsen derfor stadig, at det frarådes, at man spiser fisk, der er fanget tæt ved brandskolens regnvandsudløb til Korsør Nor, hvor der er allerede er sat skilte op med advarsel mod fiskeri på begge sider af udløbet
Oprensningen af den stærkt forurenede grøft indledes på mandag.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her
06:00 | Miljøbevidst motorsav |
00:01 | Lav din egen gratis flis |