
Togpersonalet i DSB's tog og S-tog er umiddelbart ikke bekymrede over udsigten til, at de fortsat kun skal bruge mundbind, når der er trængsel eller myldretid i togene på Sjælland.
Sådan lyder det fra Mikkel Channo Jessen, der er fællestillidsmand for DSB's togførere og S-togsrevisorer.
Coronasmitten er ellers blusset op på det seneste, og myndighederne har netop indført krav om mundbind i tog og bus i seks østjyske kommuner.
I resten af landet er det indtil videre kun myndighedernes anbefaling og DSB's politik, at mundbind tages i brug, når det er svært at overholde afstandskravene.
(Læs interview med DSB's informationschef Tony Bispeskov her.)
- Som fagforening har vi generelt anbefalet vores medlemmer at benytte mundbind i myldretiden og ved trængsel, sådan som myndighederne anbefaler. Men det er jo netop kun en anbefaling, og dermed frivilligt, ikke et krav, siger Mikkel Channo Jessen.
Ud over mundbindskravet i Østjylland har DSB netop genindført krav om pladsbillet i toget.

Ifølge Mikkel Channno Jessen er togpersonalet klar til at bruge mundbind hele tiden, hvis sundhedsmyndighdederne anbefaler det. Men han påpeger også, at det ikke er rart rent arbejdsmiljømæssigt, hvis de ansatte skal gå rundt med mundbind i op til 9,5 timer. Privat foto.
Men kun på InterCity- og InterCityLyn-tog, ikke regionaltogene på Sjælland. Og det netop i en tid, hvor togene bliver mere fyldte, og det kan blive sværere at overholde afstandskravene.
Men Mikkel Channo Jessen har ikke umiddelbart noget at udsætte på DSB's retningslinjer.
- Hvis ikke DSB skal følge sundhedsstyrelsens anbefalinger, hvem skal vi så følge? Hverken vi eller DSB er læger eller virologer. Men det er klart, at kommer der nye anbefalinger eller krav om mundbind, så er det da det, vi gør, siger han.
Selv om fællestillidsmanden godt kan se, at krav om mundbind kan være med til at beskytte hans medlemmer og de rejsende mod corona, har han også visse forbehold:
- For kunder, der rejser i en halv eller hel time, er det ikke et problem at have mundbind på. Men vi har kolleger, som har vagter på 9,5 timer om dagen. Og det er altså ret lang tid at skulle have mundbind på. Det vil ikke være særlig rart ud fra et arbejdsmiljømæssigt synspunkt, siger Mikkel Channo Jessen.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her