17. januar 2021
En af årsagerne til Sorø Kommunes flotte placering som nummer 7 er, at kommunen virkelig har styr på dialogen med virksomhederne. Billedet her er fra en nytårskur for Sorø Kommunes virksomheder, som kommunen var vært for. Foto: Thomas Olsen
En af årsagerne til Sorø Kommunes flotte placering som nummer 7 er, at kommunen virkelig har styr på dialogen med virksomhederne. Billedet her er fra en nytårskur for Sorø Kommunes virksomheder, som kommunen var vært for. Foto: Thomas Olsen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Sorø er i top med erhvervsklima på Sjælland

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Sorø er i top med erhvervsklima på Sjælland
Sjælland - 01. december 2020 kl. 07:33
Af Anders Spanggaard

Når det kommer til erhvervsvenlighed har de sjællandske kommuner meget at lære af kommunerne i Jylland. Det må være læren af undersøgelsen Lokalt Erhvervsklima, som Dansk Industri (DI) har gennemført for 11. år i træk.

Sorø er den første sjællandske kommune, der dukker op på listen, hvor Sorø er nummer 7. De seks pladser før Sorø besættes alle af jyske kommuner med Ikast-Brande Kommune som nummer 1.

Kigger vi tilbage på Sjælland er Høje-Taastrup Kommune på en 13. plads den næsthøjest placerede blandt de sjællandske kommuner. Derefter skal vi helt ned til 27. pladsen, før nummer 3 blandt de sjællandske kommuner dukker op, nemlig Vallensbæk.

Der er dog også noget at glæde sig over set med sjællandske øjne. Østsjælland med Greve, Køge, Lejre, Roskilde og Solrød kommuner er den af Danmarks 11 landsdele, som opnår den største fremgang i årets undersøgelse fra DI. Kun Roskilde, som også kan notere en lille fremgang, ligger nu i den nederste halvdel af de 93 danske kommuner, der er med i undersøgelsen. Samsø, Langeland, Ærø, Læsø og Fanø deltager ikke, da der ikke kan indhentes et tilstrækkeligt antal svar.

Lejre er højdespringer

Lejre Kommune er årets højdespringer blandt samtlige kommuner i undersøgelsen. Kommunen er rykket op med 39 pladser og ligger i på en 47. plads. Baggrunden for dette hop er blandt andet, at virksomhederne oplever, at sagsbehandlingen er blevet mere effektiv, og at der er skabt en tættere dialog mellem kommunen og erhvervslivet.

- Det har stor værdi, når der er en god dialog mellem kommunen og virksomhederne. Når de kender hinandens udfordringer og ønsker, bliver det lettere at finde fælles løsninger. For eksempel har både virksomheder og kommuner stor interesse i at tiltrække kvalificeret arbejdskraft, og der kan man med fordel forene de lokale kræfter, siger Carsten K. Jensen, formand for DI Roskilde/Køge Bugt.

Roskilde Kommune er rykket fire pladser i forhold til sidste år, og ligger nu på en 79. plads ud af de 93 kommuner, der er med i undersøgelsen. Den lave placering skyldes blandt andet de lokale skatter på ervhvervslivet som dækningsafgift og sagsgebyrer. Desuden er kommunen tilbageholdende med at lade private leverandører byde på de kommunale opgaver.

På det punkt er Solrød Kommune noget mere åben, og frigør dermed ressourcer til de kommunale kerneopgaver.

- Kommunen er god til at udlicitere opgaver, og det sikrer både en højere effektivitet og gavner virksomhederne, mener Carsten K. Jensen, formand DI Roskilde/Køge Bugt.

Sammenligner man de to store kommuner i Østsjælland, Roskilde og Køge, ligger Køge som nummer 37 ganske langt foran Roskilde som nummer 79. Ifølge DI er der især virksomhedernes vurdering af infrastruktur og transport, som trækker op for Køge.

Erhvervsklima på det jævne

De vestsjællandske kommuner ligger igen i år i den nedre halvdel i Danmarks største undersøgelse af forholdene for virksomhederne i landets kommuner. Sorø Kommune bryder dog billedet med sin placering på 7. pladsen over erhvervsvenlighed.

Ringsted og Kalundborg rykker lidt op og ned, men ligger stadig i midterfeltet, mens Holbæk, Odsherred og Slagelse ligger i den tunge ende. DI Vestsjællands formand, Steen Søgaard mener derfor, at der er nok at tage fat på.

- Om mindre end et år er der kommunalvalg. Resultaterne af undersøgelsen bør i den grad sætte erhvervspolitik på agendaen i flere af kommunerne. For det er virksomhederne og deres medarbejdere, som skaber fundamentet for, at vi har velstand og dermed indtægter til kommunen. Dermed er der al mulig grund til at skabe en service og rammer, der gør det let at drive virksomhed i området, siger Steen Søgaard.

For tredje år i træk ligger Slagelse Kommune i den triste ende af Lokalt Erhvervsklima. Slagelse er rykket én plads tilbage i forhold til sidste år og er nu nummer 81.

Ringsted klarer sig noget bedre med et ryk fra nummer 66 til nummer 51. Derimod kæmper Odsherred Kommune stadig, men har dog forbedret sin position med en enkelt plads og er i år nummer 83.

Kalundborg Kommune ligger på plads nummer 59 og må endda konstatere et fald på 12 pladser fra nummer 47 sidste år. Dette til trods for stor tilflytning af virksomheder og den verdensberømte symbiose.

Erhvervsvenligheden i Holbæk Kommune ligger igen i år under landsgennemsnittet. Kommunen falder endda 10 pladser ned og lander på en 77. plads.

Syd i den kedelige ende

De fire kommuner, der hører under DI Sydsjælland, lander alle i den kedelige ende af ranglisten over de mest erhvervsvenlige kommuner i Danmark.

Næstved klarer sig bedst med en placering som mummer 53, efterfulgt af Faxe Kommune på en 66. plads, Stevns er nummer 73, og sidst ligger Vordingborg Kommune på plads nummer 89.

-Efter at kommunerne er begyndt at blive målt på deres erhvervsvenlighed, har det skærpet fokus på erhvervsservicen rundt om i kommunerne. Derfor kan vi se en positiv udvikling over årene i den overordnede vurdering af erhvervsvenligheden, men når alle kommunerne øger deres fokus på området, så bliver man sat af i feltet, hvis man ikke tiden følger med eller bliver bedre, siger Klaus Rønholt, formand for DI Sydsjælland.

Undersøgelsen Lokalt Erhvervsklima 2020 omfatter 7616 virksomheder inden for DI's brancher, hvilket blandt andet er fremstilling, byggeri, transport, fødevarer, engroshandel, rådgivning og service. Besvarelserne repræsenterer 323.320 arbejdspladser, hvilket svarer omkring 18 procent af den private beskæftigelse i Danmark.

I denne uge begynder VM i håndbold. Tror du det danske herrelandshold kan vinde VM?