13. december 2019
Historiker og sociolog René Karpantschof vil med sin nye bog fortælle om en periode i Danmark, der var præget af masser af stridigheder og oprør i befolkningen. Foto: Lars Jørgensen
gallery icon

Se billedserie

Historiker og sociolog René Karpantschof vil med sin nye bog fortælle om en periode i Danmark, der var præget af masser af stridigheder og oprør i befolkningen. Foto: Lars Jørgensen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Sjællandske bønder gik forrest, da demokratiet kom til Danmark

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Sjællandske bønder gik forrest, da demokratiet kom til Danmark
Sjælland - 19. november 2019 kl. 11:07
Af Lars Jørgensen
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Husmandagitatoren Peder Hansen af Lundby var en af hovedkræfterne bag bondeoprøret i Holbæk Amt i 1845. Tre år senere var der massiv bonde- og håndværkeruro rundt omkring på Sjælland.

I 1849 var der voldsomme slagsmål i Kalundborg og Skælskør i forbindelse med det første folketingsvalg. Blodige optøjer i Jyderup i 1883 blev optakten til oprøret mod Estrups provisoriske styre. Senere satte utilfredse tjenestepiger ild til deres herskabers landejendom i blandt andet Karrebæk Mark, Bjæverskov, Tystofte, Røstofte og Sengeløse.

Jo, Sjælland har både op til og efter den formelle afskaffelse af enevælden lagt marker, gårde, veje og toppede brosten til mange stridigheder og oprør.

Det fortæller sociolog og historiker René Karpantschof i sin nye bog »De stridbare danskere - Efter enevælden og før demokratiet 1948-1920«. Her fortæller han om og kaster nyt lys over en periode, der var præget af betydeligt flere konflikter, end man har antaget hidtil. En periode, der var præget af storpolitik og krige, men også det enkelte individs øgede krav om at blive tilgodeset i forhold til levevilkår og basale rettigheder.

- I min bog fortæller jeg danmarkshistorien på en ny måde - nemlig ved at fokusere på danskernes indbyrdes kampe og uenigheder. Det er samtidig et opgør med forestillingen om, at vi er mere demokratiske og dialogorienterede end andre folk, og at de konflikter, vi har haft, ikke var særlig dybe. For konflikterne var faktisk så dybe, at folk slog hinanden ihjel, siger René Karpantschof, hvis fortælling rammes ind af optakten til grundloven i 1849 på den ene side og genforeningen i 1920 på den anden.

Moderne Danmark fødes

Når vi næste sommer fejrer 100-året for genforeningen, er det ikke kun den optrukne og stadig gældende grænse mellem Tyskland og Danmark, vi markerer. 1920 blev også året, hvor det politiske venstre-højre landskab, vi kender i dag, havde fundet sin form, og hvor man for alvor ser konturen af den nuværende samfundsstruktur, mener René Karpantschof.

  • René Karpantschof, født i 1965, har en kandidatgrad i historie og en ph.d. i sociologi.
  • Han har forsket og undervist på især Københavns Universitet - især inden for demokratishistorie og protestbevægelser. Han har desuden medvirket i talrige artikler, bøger, foredrag, tv- og radioudsendelser.
  • Var som ung aktiv i den københavnske bz-bevægelse i årene 1983-93.
  • ’De stridbare danskere. Efter enevælden og før demokratiet 1848-1920’
  • Gads Forlag, 544 sider
  • Udkom den 12. november

- Nutidens mentale landskab ligner det, der fandtes i slutningen af bogens periode. Vi har endda fået højrenationalister og Nørrebro-aktivister, smiler han og uddyber:

- Det er ikke bare parlamentarismen, der sejrer i 1920, men også idéen om, hvordan den danske nation skal se ud. Folk fik selv lov til at bestemme, hvor de ville have grænsen - og vi fik dermed Danmarks nye og nuværende form. Så både med hensyn til styreform og nationens rækkevidde er det det moderne Danmark, der bliver født. Kapitalismen sejrer efter en lang periode, hvor socialismen er vokset frem, og har haft som mål at omvælte kapitalismen. Det er der nogen, der tror på helt frem til 1920, hvor man forsøger med revolution for sidste gang, siger René Karpantschof og understreger, at man gennem hele perioden så en socialdemokratisk bevægelse, som lagde pres på kapitalismen eksempelvis med krav om arbejdernes øgede indflydelse på arbejdsret og lønforhold.

Det var altså her, at kimen til velfærdsstaten blev lagt.

Større end ungdomsoprør

Det er dog ikke sket uden kamp, og det er især dét - de overraskende mange stridigheder og oprør - han fortæller om i sin bog.

- En af mine store opdagelser er, at der i 1885 var den formodentlig største protestbølge nogensinde i nyere danmarkshistorie. Den havde langt større konsekvenser end ungdomsoprøret i 1968. 1885-oprøret formede og løftede simpelthen den folkelige deltagelse og blev så involverende, at man kan sige:

Herfra var det meste af befolkningen endelig aktiv og deltagende efter årtier med udbredt passivitet, fortæller René Karpantschof og tilføjer, at oprøret i øvrigt ikke kun fremmede såkaldt progressive bonde- og arbejderbevægelser men også var tiden for den moderne konservatismes folkelige gennembrud.

- Historikerne har generelt reduceret provisoriestriden omkring 1885 til lidt sporadisk ophidselse og beskrevet attentatet på regeringslederen J.B.S. Estrup og et sammenstød mellem gendarmer og nørrejyske bønder som to isolerede og eneste eksempler på vold i forbindelse med striden. Dermed har historikerne haft tendens til at overse konfliktens usete folkelige mobilisering og dens voldsomhed med stribevis af blodige sammenstød til tider med sabler og skydevåben. Det var så omfattende, at hele befolkningen enten selv deltog direkte eller kendte nogen, der gjorde det, siger René Karpantschof.

Radikale sjællændere

Danskerne har altså, ifølge bogen, været mere stridslystne, end man ellers har antaget - ikke mindst på Sjælland.

- På Sjælland var bondebevægelsen mere radikal end i resten af landet i 1840'erne. Det hang sammen med, at fæstevæsenet eksisterede i længere tid på Sjælland end for eksempel i Jylland, hvor der var kommet flere selvejergårde. Specielt bønderne i Sydsjælland, på Møn og Lolland-Falster havde allerede i 1700-tallet en tradition for at være virkelig rabiate. Den sidste godsejer, der blev dræbt i Danmark, var dernede fra, og de stenede kongens toldere, som gik rundt og tjekkede for hjemmebrænderi, siger han.

- I bonderøret i 1848 er det præcis de samme egne igen. Det er som om, at der er en tradition for militant bondeaktivisme i det område. Denne gang breder bonderøret sig til store dele af Sjælland og er med til at lægge pres på forhandlingerne i den grundlovgivende rigsforsamling, så D.G. Monrad - der var med til at udarbejde grundloven, men ikke selv var demokrat - fandt det klogest med en bredere valgret, der gav flere lov til at stemme, fastslår René Karpantschof.

Befolkningens krav på rettigheder og ordentlige forhold udmøntede sig i slutningen af 1800- og begyndelsen af 1900-tallet blandt andet i, at mange tjenestepiger og -karle satte ild til de gårde, godser og villaer, hvor de arbejdede. For eksempel beskriver bogen, hvordan 14-årige Anne Jensine Kirstine Olsen påsatte en brand på gården i Karrebæk Mark, hvor hun kort efter sin konfirmation var sendt ud for at tjene.

- Det er i denne tid, at tjenestepigernes foreninger opstår, så der har været en bredere aktivitet og debat samt forsøg på organisering. Jeg blev virkeligt overrasket, da jeg opdagede tjenestepigernes mange ildspåsættelser, for man har jo altid troet, at pigerne bare fandt sig i alt. Jeg blev ligeså overrasket over, at klassekampen især mellem landarbejdere og deres overordnede i 1900-tallets start også foregik med våben og kostede menneskeliv på begge sider, fortæller René Karpantschof.

Bogen indeholder masser af detaljerede beretninger om og fra mange af de dramatiske begivenheder, der altså præger hele den periode, vi kender som det moderne gennembrud og demokratiets fødsel.

- Jeg havde lyst til at vide, hvad der egentlig skete i alle de situationer. Hvem deltog præcist hvor og hvornår, og hvad sagde og gjorde de helt konkret? Bogen viser forhåbentlig, at på alle de vigtige områder i perioden, foregik forandringerne ikke bare ved, at politikerne sad og forhandlede. Når politikerne forhandlede, skete det på baggrund af samtidige protester, som fik nogle politikere til at føle sig stærke, mens andre følte sig pressede. Og sådan har det været i mange situationer op gennem vores historie, slutter René Karpantschof.