
»Fra og med den 1. januar 2021 er det ikke længere muligt at få bevilget tilskud til kørsel i egen bil til og fra sygehusbehandling.
Det regionale tilbud vil fremadrettet bestå af patientbefordring med regionens patientbusser eller Movia Flextrafik for de patienter, der ikke kan benytte offentlig transport af helbredsmæssige årsager«.
Sådan står der i et brev sendt til alle borgere i Region Sjælland, der hidtil har fået tilskud til at køre i egen bil, når de skulle på sygehuset. Og samme budskab er gengivet i en pressemeddelelse fra Region Sjælland.
Men det er en misforståelse, lyder det nu fra Benny Jørgensen, der er præhospital direktør i Region Sjælland.
- Vi har fået formuleret det forkert. De mennesker, der hidtil frivilligt har valgt at bruge egen bil til at komme på sygehuset, får ikke længere kilometerpenge. Men de vil i stedet kunne få refunderet en udgift svarende til, hvad turen ville have kostet med Rejsekort. Det vil stille alle lige og give en mere enstrenget visitation, siger Benny Jørgensen.
Ændringen er en del af budgetforliget i Region Sjælland, der blev indgået mellem samtlige partier.
Forventningen er, at der kan spares 7,8 millioner kroner om året ved at begrænse tilskuddet til borgere, som benytter egen bil, og det mener Benny Jørgensen bestemt er realistisk.
- Vi tilbyder at transportere folk med Flextrafik, hvor der kører 400-500 biler rundt. Det er et fintmasket net, og det er også mere CO2-neutralt. Men det vil altid være en sundhedsfaglig vurdering, der afgør, om en borger kan transportere sig selv med offentlig transport, skal tilbydes Flextrafik eller af sundhedsfaglige årsager ikke kan tåle at køre med Flextrafik, og så kan der betales for kørsel i egen bil, siger Benny Jørgensen.
Overordnet set kan man komme i betragtning til kørselstilskud eller transport med Flextrafik til sygehusene i Region Sjælland eller Region Sjællands patientbus mod Rigshospitalet, hvis man enten er pensionist eller har mindst end 50 kilometer til behandlingsstedet.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her