6. april 2020
Mens vi ser mod tredje regnvejrsweekend i træk, drømmer vi os til sol og sommer. Men har du været selvstændig, ledig eller studerende, før du kom i job i 2019, så tjek dine feriedage. Foto: Kenn Thomsen
Mens vi ser mod tredje regnvejrsweekend i træk, drømmer vi os til sol og sommer. Men har du været selvstændig, ledig eller studerende, før du kom i job i 2019, så tjek dine feriedage. Foto: Kenn Thomsen
Foto: Kenn Thomsen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Nyansatte kan komme i ferie-klemme

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Nyansatte kan komme i ferie-klemme
Opdateret 23. februar 2020 kl. 08:05
Sjælland - 23. februar 2020 kl. 08:00
Af Tine Fasmer
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Folk, der kom i job i 2019 fra ledighed, studie eller selvstændigt virke, har kun begrænset ret til sommerferie med løn i år.

Mange af os er så småt ved at planlægge sommerferien, og for de fleste på arbejdsmarkedet er overgangen til den ny ferielov et mindre bump på vejen. Men hvis du blev ansat i 2019 efter en periode som selvstændig, studerende eller ledig, er der god grund til at nærstudere overgangen mellem den gamle ferielov og den ny ferielov.

Hvis du har været i arbejde hele 2019, har du ret til 16,64 betalte feriedage (med løn fra nuværende arbejdsgiver og eventuelt feriepenge fra en tidligere arbejdsgiver), der kan bruges efter aftale med din arbejdsgiver i perioden 1. maj til 30. september i år: et overgangsferieår, som binder gammel ferielov og ny ferielov sammen.

Kun 16,64 feriedage indtil september

Normalt ville der ellers stå 25 rare, ubrugte feriedage og vente på ens lønseddel 1. maj. Men vi er ved at overgå til et ferieår, som begynder 1. september.

Ny ferielov
  • Ny ferielov vil tilgodese nyansatte, som ellers måtte vente op til halvandet år på ferie med løn, og er en implementering af EU’s Arbejdstidsdirektiv.
  • Derfor får vi »samtidighedsferie«.
  • Fra 1. september 2020 kan du afholde ferie, så snart du har optjent den.
  • Du optjener stadig 2,08 feriedag om måneden og i alt fem ugers betalt ferie på et år.
  • Den ny »ferieafholdelsesperiode« er 16 måneder lang - fra 1. september til 31. december i det efterfølgende år.
  • Ny ferielov åbner også for, at du kan aftale »ferie på forskud« med din arbejdsgiver.

- Selvom man i 2019 ikke har optjent ret til betalt ferie, har man dog ret til at holde op til 16,64 feriedage for egen regning i det forkortede ferieår til sommer, siger Peter Salling Petersen, chefkonsulent i Djøf.

'Egen regning' er enten opsparing, eller hvis du har optjent ret til dagpenge, kan det være feriedagpenge fra A-kassen.

Den afgørende forskel mellem gammel og ny ferielov er, at i fremtiden kan optjent ferie afholdes med det samme i stedet for året efter.

Overgangen medfører, at feriedage - 2,08 dag pr. måned - som optjenes i perioden fra 1. september 2019 til 31. august i år, først udbetales, når vi skal på pension.

Det vender vi tilbage til.

Ferie i småbidder

Hvis du blev ansat senere end januar 2019 - eller hvis du har haft ansættelser afbrudt af ledighed, begynder det at blive kompliceret.

Er din ansættelse begyndt 1. februar 2019 (eller du har arbejdet syv måneder inden 31. august 2019), har du optjent 14,56 dage at holde ferie for imellem 1. maj og 30. september 2020. Altså lidt mindre end tre arbejdsuger.

Startede du 1. marts 2019 (eller har haft seks måneder i job inden udgangen af august), har du ret til 12,48 dages betalt ferie. Jobstart 1. april 2019 (eller fem måneder i job inden 31. august), giver 10,46 dages betalt ferie i dette års sommerperiode.

Nu skal vi lige holde tungen lige i munden.

Ferie i fryseren

»Lønmodtagernes Fond for Tilgodehavende Feriemidler« holder på vores allesammens optjente ferie fra perioden 1. september 2019 til 31. august 2020.

Hvis du er i arbejde hele perioden, indefryser fonden 25 feriedage, der som nævnt udbetales, når du forlader arbejdsmarkedet.

Du kan ikke holde ferie for de indefrosne midler, men har du i 2019 kun optjent ferie i fire måneder eller mindre i 2019 (i minioptjeningsåret fra 1. januar til 31. august), kan du søge om lov til at få 'optøet' 8,32 fondsferiedage og bruge dem til denne sommerferie.

- Man skal huske, at man så at sige låner af sine pensionsmidler. Hvis de 25 fondsferiedage står til den dag, du går på pension, er de forhåbentlig forrentet. Så det er dine egne penge, som du snupper lidt af, hvis du vælger at bruge fondsferiedagene, siger Peter Salling Petersen, der bekræfter den opmærksomme læsers iagttagelse:

- Det er rigtigt, at mennesker med fem, seks eller syv måneders ansættelse i perioden fra 1. januar til 31. august 2019 ikke har ret til at bruge af de indefrosne feriedage.

Kort eller selvbetalt ferie

Man kan kun få optøet fondsferiedage, der er optjent i perioden fra 1. september til 31. december 2019. Den ferie, vi optjener fra januar til og med august i år, bliver liggende i fryseren.

Så hvis du er startet i dit nuværende job 1. september eller senere, og du ikke har haft anden ansættelse i 2019, har du kun det antal betalte feriedage at muntre dig får i sommeren i år, som du har fået indefrosset inden nytår.

Det vil fx sige, at hvis din ansættelse begyndte 1. november 2019, har du ret til at få optøet 4,16 fondsferiedage.

Hvis du er nyansat i 2020 (uden optjente feriedage eller fondsferiedage fra 2019), kan du ikke få betalt ferie før efter 1. september 2020.

- Så er du underlagt fuldstændig samme vilkår, som i dag ved den hidtidige ferielov, hvor der ikke er ret til ferie, før den er optjent, forklarer Peter Salling Petersen.

Hvad med efterårsferien?

Den opmærksomme læser kan have talt sig frem til en udfordring, som vedrører både folk med årelange ansættelser og nyansatte.

Efterårsferien.
I løbet af september 2020 vil du optjene 2,08 betalte feriedage, som du kan bruge fra 1. oktober eller efter aftale med din arbejdsgiver allerede i september som forskudsferie.

Hvis du plejer at holde efterårsferie i oktober, har du ikke optjent dage nok i år til en hel uge, hvis du bruger alle dine betalte 16,64 feriedage i sommerperioden.

- Den ny ferielov giver mulighed for at holde ferie på forskud, og jeg har en forventning om, at det vil være forsvindende få ansatte, som ikke vil kunne aftale med deres arbejdsgiver, at de får resten af efterårsferien på forskud. Ved udgangen af oktober vil du trods alt kun skylde 0,84 feriedag, siger Peter Salling Petersen.

Hvis din overenskomst giver dig ret til en sjette ferieuge, feriefridage, et antal seniordage eller lignende, så har du ikke noget problem med efterårsferien. Så bruger du bare af dem.