19. januar 2021
Blåmuslinger i saltvand klæber sig uden besvær til sten og klipper helt upåvirkede af havets bølgeslag. Et projekt med deltagelse af blandt andre Dana Lim i Køge og Teknologisk Institut vil nu forsøge at gøre muslingerne kunsten efter i en ny biobaseret lim. Foto: Adobe Stock
Blåmuslinger i saltvand klæber sig uden besvær til sten og klipper helt upåvirkede af havets bølgeslag. Et projekt med deltagelse af blandt andre Dana Lim i Køge og Teknologisk Institut vil nu forsøge at gøre muslingerne kunsten efter i en ny biobaseret lim. Foto: Adobe Stock
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Muslinger giver inspiration til ny biobaseret læderlim

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Muslinger giver inspiration til ny biobaseret læderlim
Sjælland - 11. januar 2021 kl. 06:53
Af Anders Spanggaard

Hvordan kan det være, at fugt og vand kan få sko og andre læderprodukter til at gå op i limningen, mens blåmuslinger i saltvand uden videre klæber sig fast til sten og klipper, helt upåvirket af havets bølgeslag?

Vi har vel alle stået ved et bolværk og med undren betragtet muslinger, der bliver siddende, selv om store bølger vælter ind over dem.

Blåmuslingens eminente klæbeevne er den primære inspirationskilde i et MUDP-projekt støttet af Miljøstyrelsen, hvor et bredt konsortium bestående af Dana Lim A/S i Køge, Angulus Sko, Søren Lund Møbler A/S, Aarhus Universitet og Teknologisk Institut er gået sammen om at udvikle en effektiv biobaseret lim til læderindustrien.

- Opløsningsmidler eller solventer er stærkt sundhedsskadelige og derfor uønskede både i arbejdsmiljøet og miljøet generelt. Ved at udfase dem skaber vi et bedre arbejdsmiljø for dem, der producerer og anvender solventbaserede lime. Samtidig vil producenter og leverandører være på forkant med en lovgivning, der løbende bliver skærpet, fortæller specialist i materialekemi Simon Frølich (ph.d.) fra Teknologisk Institut, der er leder af projektet.

Muslingelim til operationssår

Forskere fra blandt andet Aarhus Universitet har ved at studere blåmuslinger tidligere kortlagt, hvad det er for kemiske håndtag, muslingerne drejer på for at fastgøre sig til våde overflader. Denne viden har ført til udviklingen af en ny limteknologi, der for eksempel påtænkes at blive brugt til at lukke sår efter operationer.

Blåmuslingernes effektive lim består af små elastiske tråde, og i enden af disse findes et såkaldt MFP-protein (mussel-foot protein), der får trådene til at hægte sig fast.

- En interessant egenskab ved muslingernes lim er desuden, at den kan hærde under vand og er selvreparerende. Det er egenskaber, som det er muligt at efterligne - og dermed skabe en lim med helt unikke evner, fortæller professor Henrik Birkedal fra Aarhus Universitet.

En hjælp til grøn omstilling

Det er limproducenten Dana Lim i Køge, som sammen med specialisterne udvikler den nye lim, der skal målrettes blandt andet til møbler og fodtøj, hvor der ofte bruges læder. Hos Dana Lim glæder man sig over udsigten til en ny type lim med en grønnere profil:

- Bæredygtighed er højt på dagsordenen overalt, også hos producenter, der anvender lim i deres produkter. Derfor vil en ny biobaseret lim, der er mindst lige så effektiv som eksisterende solventbaserede lime, kunne yde et bidrag både til vores og vores kunders grønne omstilling, fortæller teknologichef Erik Andersen fra Dana Lim.

I første omgang satser Dana Lim på, at der kommer en lim til brug i læderindustrien ud af projektet.

- Men på sigt håber vi på, at limen kan videreudvikles, så den også kan bruges til andre ting. Eksempelvis har vi en kunde, der producerer sko. Og en sko er jo mere end læder. Der er typisk også en sål af gummi og noget plastikmateriale, og det skal jo kunne limes sammen, forklarer Erik Andersen.

Han tilføjer, at muslinger er i stand til at lime sig fast til mange ting, og han mener derfor ikke, det er urealistisk, at der kan udvikles en lim, der kan lime tekstiler, tæpper og møbler.

Ingen muslinger må lade livet

Den nye lim bliver fremstillet syntetisk. Det betyder med andre ord, at der ikke vil indgå blåmuslinger i limen. Til gengæld skal det kemiske råmateriale være biobaseret. Hvilken biomasse der skal indgå i limen, har specialisterne ikke lagt sig fast på, men i projektet laves der forsøg med blandt andet rejeskaller og alger.

Er det en god idé at indføre bøde eller straf, hvis man ikke vil gå i isolation efter en udlandsrejse?