23. februar 2020
Nu er antallet af nyopdagede brystkræftramte i skandalesag 11.
Nu er antallet af nyopdagede brystkræftramte i skandalesag 11.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Kræftskandale: Endnu en kvinde har fået opdaget brystkræft

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Kræftskandale: Endnu en kvinde har fået opdaget brystkræft
Sjælland - 17. januar 2020 kl. 09:00
Af Tine Fasmer
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Sundhedsministeren opfordrede i efteråret Region Sjælland til at ringe rundt til de sidste kvinder, der indtil 24. maj 2017 blev mangelfuldt undersøgt i Ringsted. Nu er antallet af nyopdagede kræfttilfælde steget fra 10 til 11.

arrow Læs også: Brystundersøgelser rykker til Roskilde

Det kom frem torsdag, da sundhedsminister Magnus Heunicke (S) igen var i samråd i Folketingets Sundhedsudvalg.

- Regionen gjorde en ekstra indsats for at få fat på de sidste 105 kvinder (omfattet af mangelfulde undersøgelser, red.), 61 af dem har takket ja til nye undersøgelser, og 46 er undersøgt. Blandt dem fik en konstateret brystkræft. Hun er opereret, og hun har fået en personlig samtale, hvor hun er blevet vejledt om sine klagemuligheder, fortalte Magnus Heunicke.

Sagen kort
  • Efter instruks fra den daværende ansvarlige overlæge på radiologisk afdeling undlod Ringsted Sygehus fra marts 2013 til maj 2017 at give de rette undersøgelser til kvinder uden tydelige tegn på mulig brystkræft.
  • Det var i strid med de nationale retningslinjer.
  • 11 kvinder fik først (ved genindkaldelse efter skandalen) i 2019 opdaget brystkræft; de havde tidligere fået besked på, at de var raske.
  • 197 brystkræftramte kvinder (ud af de 314 kræftramte omfattet af de mangelfulde undersøgelsesforløb) har klaget til Patienterstatningen.
  • 81 sager er afgjort, fem af dem er tilkendt erstatning.
  • Fire ledende medarbejdere og rRegion Sjælland er politianmeldt.
  • Sagen har kostet en sygehusdirektør jobbet

Det betyder, at der i dag er fundet 11 kræfttilfælde blandt 734 kvinder, som gik rundt og troede, at de var kræftfri efter en ufuldstændig undersøgelse på Ringsted Sygehus i 2016 og 2017.

- Det er et enormt svigt af patienterne, sagde Per Larsen (K), som pointerede, at Region Sjælland har fortsat med kritisabel adfærd selv efter, at skandalen var kommet frem:

- Regionen har forsøgt at dække over det. Indkaldelsesbrevet til kvinderne var mangelfuldt (det første brev til de 734 berørte, red.), og endnu en patient blev afvist i foråret 2019, og man har vedblivende tilsidesat praktiserende lægers henvisninger til kræftpakkeforløb. Og da man selv bad om en audit (gennemgang af journaler i foråret 2019, red.) fra Odense Universitetshospital, anerkendte regionen ikke resultatet (6 ud af 60 kvinder sat i forkert undersøgelsesgruppe, red.), men bad om second opinion fra Rigshospitalet.

Det undrer også sundhedsministeren.

- Jeg har generelt svært ved at forstå, at der kan være så stor forskel på vurderingen fra forskellige sygehuse. Som udgangspunkt er der ikke noget galt i at søge ny viden. Men det undrer mig, at Region Sjælland ikke i stedet bruger kræfter på at rette op, sagde Magnus Heunicke, som understreger, at han ikke er tilfreds med Region Sjællands brystkræftområde endnu.

- Det kan vi kun være, når der ikke længere er påbud fra Styrelsen for Patientsikkerhed.

Kræfttal bør genåbnes

Venstres Ellen Trane Nørby opfordrede ministeren om at få gennemgået de fem regioners opgørelser over undersøgelses- og behandlingstider af kræftpatienter igen.

Udgangspunktet er blandt andet OUHs undersøgelse af 60 journaler fra Ringsted Sygehus, fordi regionerne ikke var enige om, hvilke patienter som skulle i »kræftpakkeforløb« og dermed behandles hurtigere.

- Når 10 procent blev fejlvisiteret, så kan vi jo ikke være sikker på, at opgørelserne over kræftpakkeforløb sikrer, at patienterne får de kræftbehandlinger, de har krav på, sagde Ellen Trane Nørby.

Sundhedsministeren vil bede Sundhedsstyrelsen oplyse, om det kan lade sig gøre at genberegne de oplysninger om ventetider i kræftforløb, som regionerne allerede har indrapporteret.

Sundhedsstyrelse på besøg

Sundhedsstyrelsen kommer 23. januar til Region Sjælland, hvor de både skal sikre sig, at regionens ledelse og Ringsted Sygehus har fuld forståelse for gældende regler og principper for visitation af kvinder med mistanke om brystkræft.

Også Styrelsen for Patientsikkerhed har fortsat øjene rettet mod brystkræftbehandlingen i Region Sjælland. 1. april rykker både forundersøgelserne i radiologisk afdeling og operationerne i brystkirurgisk afdeling til Sjællands Universitetshospital Roskilde.

Sundhedsminister Magnus Heunicke oplyste endvidere, at Sundhedsstyrelsen, Kræftens Bekæmpelse og Danske Regioner skal udarbejde informationsmateriale til patienter og fagfolk, som klart fortæller om ventetider, behandling og ret til at blive undersøgt og behandlet på privathospital.

arrow Ringsted Sygehus står til nye påbud
10. januar 2020 kl. 11:18 Opdateret: kl. 11:20