
Pendlere og togrejsende kommer til at vente op til flere år ekstra på direkte tog til København fra Næstved, Haslev og Køge.
Tidligere har forsinkelser i det forsinkede og fordyrede signalprogram udskudt den direkte forbindelse fra Lille Syd Køge-Næstved til København fra 2018 til midten af 2021. Nu ønsker Banedanmark af sparehensyn at udskyde den direkte forbindelse til enten 2023 eller 2024.
Banedanmark vil nemlig droppe opførelsen af et midlertidigt sikringsanlæg i Køge, der skulle sikre traditionelle togsignaler mellem Køge og Køge Nord stationer, indtil det nye signalprogram var klar til brug på banen i 2024:
»Et stationssikringsanlæg har vist sig at være uforholdsmæssigt dyrt (...) have betydelig risici for tid og økonomi og vil tage for lang tid at etablere i forhold til at have det klart, før Signalprogrammet udrulles«, skriver Banedanmark i en status på Signalprogrammet til forligskredsen bag Signalprogammet. (Læs mere her fra Banedanmarks præsentation og selve status-rapporten.)
Problemet bliver ifølge Banedanmark ikke mindre af, at der mangler sikkerhedseksperter - såkaldte validitorer - der skal godkende al sikkerheden omkring banen, dens signaler og anlæg.
Ifølge Banedanmark er der dog efterhånden kommet så godt gang i udrulningen af Signalprogrammet, at man måske kan få det til at fungere et år før tid på både København-Ringsted banen og Lille Syd. Og altså dermed sikre direkte tog fra Lille Syd til København fra 2023.
Bo Christiansen, der til dagligt pendler på Lille Syd, er frustreret over forsinkelsen. Og det uanset om der kommer direkte tog i 2023 eller 2024.

Det er den røde strækning, som mangler
togsignaler for, at den sydlige del af
Lille Syd-banen Lille Syd-banen
(Næstved-Haslev-Køge)
kan kobles op på København-Ringsted
banen (Her kun er angivet fra Køge Nord
til København.
På kortet optræder også lokalbanen Østbanen,
(Køge-Faxe Ladeplads/Rødvig), som efter
planen skal overtage den nordlige del af
Lille Syd-banen og dermed forlænge Østbanen
til Roskilde.
- Vi på Lille Syd har måttet trækkes med så mange aflyste tog, driftstop og særkøreplaner de senere år, fordi man skulle rulle det nye signalprogram ud og elektrificere banen. Og nu kan vi så se, at gevinsten ved alle generne bliver skudt ud i fremtiden, siger han.
Banedanmarks udmelding bliver mødt med panderynker i forligskredsen bag signalprogrammet. Men før parterne har afholdt et møde om sagen, vil transportminister Benny Engelbrecht (S) ikke udtale sig om sagen.
Hos regeringens støtteparti SF, der er med i forligskredsen sammen med S, R, V, LA, K og DF, savner transportordfører Anne Valentina Berthelsen svar på flere spørgsmål om sagen.
Blandt andet, hvor meget det omdiskuterede sikringsanlæg rent faktisk vil koste at få op og stå.
- Det er et af de spørgsmål, vi stadig mangler at få et reelt svar på. Det her er jo bare en af mange forsinkelser og udskydelser på jernbanen, som jeg efterhånden er ret træt af at høre om. Og jeg er altså lige blevet valgt til Folketinget, siger hun.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her