

Se billedserie
Omkring 1000 heste fra hele Danmark er i weekenden forsamlede på Dyrskuepladsen i Roskilde til Store Hestedag. Det er et arrangement, der forlængst har slået sig fast som en succes og en fest for heste og hestefolk fra hele landet.
Men ikke nok med det, for når man bevæger sig rundt på dyrskuepladsen, bliver hestenes vrinsk meget ofte blandet op med hundebjæf og hundeglam i lydbilledet.
Hundene er nemlig gennem årene kommet til at fylde mere og mere på hestedagene. En udvikling, Camilla Holck, presseansvarlig på Store Hestedag finder ganske naturlig.
- Kombinationen hest og hund er jo oplagt. Mange hesteejere har også hund, så der er sammenfaldende interesser. Set i det lys er der ikke noget mærkeligt i, at antallet af hunde på Store Hestedag vokser år for år, forklarer Camilla Holck.
- Det er mere hestefokuseret forstået på den måde, at hestene virkelig er i centrum her. Det, synes jeg, er rart.
Finder man glæde ved at beundre smukke heste og dejlige hunde kan et besøg på Store Hestedag anbefales. Dyrene er overalt, og i de forskellige ringe bliver de vist frem fra deres bedste side.
De bliver præsenteret og skal stå pænt og gå pænt. Men der er også plads til lidt mere sjov og ballade, når der blændes op for showtime med hunde og heste i centrum - dog ikke sammen men hver for sig.
Ved hesteshowet bliver de forskellige hesteracer præsenteret hver for sig, så man som tilskuer virkelig får indblik i, hvor bred hesteverdenen egentlig er.
Eksempelvis kommer otte sorte friserheste ind og rider rundt i flotte formationer til tonerne af musiknummeret »One night in Bangkok« fra musicalen »Chess«. Og naturligvis har rytterne skakbrikker på ryggen af deres jakker for nu at gøre det helt fuldendt.
Friserne bliver afløst af heste fra Tyrol, og her er rytterne selvfølgelig iført tyrolertøj. Musikken er denne gang fra Cabaret.
Cabaret går igen i en anden ring et stykke derfra. Her der det hundene, der viser deres kunnen for publikum, når de skal følge deres ejer rundt i ringen i en slags dans.
Men uanset om det er heste, hunde eller deres mennesker, man som tilskuer lader øjnene hvile på, er én ting meget tydelig. De ser alle ud til at gå op i det med liv og sjæl, og de ser alle ud til at nyde det.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her