27. februar 2020
Børn, der bliver anbragt uden for hjemmet i 0-2-års alderen, klarer sig en del bedre i voksenlivet, end de unge, som først blev anbragt som 15-17-årige.
Børn, der bliver anbragt uden for hjemmet i 0-2-års alderen, klarer sig en del bedre i voksenlivet, end de unge, som først blev anbragt som 15-17-årige.
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Anbragte småbørn klarer sig bedre end anbragte unge

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Anbragte småbørn klarer sig bedre end anbragte unge
Opdateret 22. januar 2020 kl. 14:01
Sjælland - 22. januar 2020 kl. 07:00
Af Tine Fasmer
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Nye tal viser, at unge som blev anbragt uden for hjemmet i teenageårene, klarer sig dårligere i voksenlivet, end unge der blev anbragt som helt små.

arrow Læs også: Tidligere anbragt: Regeringsudspil er for firkantet

Det understreger for social- og indenrigsminister Astrid Krag (S), at den kommende anbringelsesreform Barnets Lov skal have fokus på fokus på barnet frem for forældrene.

- Alle anbragte børn klarer sig desværre dårligere end andre. Men vi er nødt til at handle så hurtigt, vi kan. Det viser tallene tydeligt, for vi kan gøre en forskel for børnenes fremtidige liv ved at gribe ind tidligere end vente. Ellers når de at lide alvorlig skade, siger Astrid Krag.

Social- og Indenrigsministeriets velfærdspolitiske analyse viser blandt andet, at 63 procent af de sent anbragte unge kun har gennemført folkeskole eller privat grundskole, når de er mellem 25 og 29 år gamle. Det gælder 52 procent af dem, som kom i pleje inden, de fyldte tre år. Sent anbragte er også oftere på kontanthjælp i voksenlivet, de er oftere kriminelle, og flere er stofmisbrugere.

Fakta
  • 52 pct. af dem, der blev anbragt som 0-2-årige, har kun gennemført grundskolen (16 pct. ikke-anbragte). Det gælder 63 pct. af dem, der blev anbragt, da de var 15-17 år.
  • 21 pct af de tidligt anbragte er på kontanthjælp, når de er 25-29 år. (ca. 5 pct. ikke-anbragte). Det er 25 pct. af, der blev anbragt som 15-17 årige.

Kilde: Social- og Indenrigsministeriet, tal for 25-29 årige i 2018.

- De første år i et barns liv er så afgørende for udviklingen. Derfor skal vi være langt bedre til at forebygge omsorgssvigt. Det er det lille barn, som betaler prisen, når der bliver gennemført mange forsøg på at understøtte familien, og forældrene får chance på chance i tilfælde, hvor anbringelse er det rigtige. Vi hjælper ikke de mest udsatte ved at lade stå til, for vi skal først og fremmest forebygge omsorgssvigt, siger Astrid Krag.

Villige til tvang

Danmarks Statistiks seneste tal viser, at 13.823 anbragte børn og unge var anbragt uden for hjemmet ved udgangen af 2018. Typisk har de biologiske forældre omend modvilligt sagt ja til, at barnet kom i plejefamilie eller på institution.

Ifølge en rapport fra Ankestyrelsen var 2700 børn tvangsfjernet i 2018, og kommunerne er faktisk blevet mere villige til at anbringe uden forældrenes accept. I 2007 var cirka 1200 børn tvangsanbragt.

Men statsminister Mette Frederiksen og den øvrige regering arbejder hen imod, at Danmark skal tvinge flere forældre til at give slip på deres børn.

- Vi skal have en ærlighed ind i snakken om Barnets Lov. Når det bliver mere konkret, er det svært at få et svar fra de øvrige partier i Folketinget. Hvis vi virkelig vil sætte tidligere ind, så bliver vi nødt til at være mere villige til at bruge tvang, hvis der er en konflikt mellem det, forældrene ønsker, og det der er bedst for barnet, siger Astrid Krag og tilføjer:

Skader bliver større

- Når vi først anbringer sent, har børn og unge ofte så store skader, at det ikke kan rummes i almindelige plejefamilier, så også på den led har det store omkostninger, at vi sætter så sent ind.

Fakta
  • 5-6 pct. af unge, der blev anbragt som 0-5-årige, var i behandling for stofmisbrug i årene 2016-2018 (ca. 1 pct. ikke-anbragte).
  • Det gælder ca. 8 pct. af dem, der blev anbragt som 12-17-årige.
  • 25 pct. af mænd, der blev anbragt i 0-2-års-alderen, er som 25-29 år dømt for kriminalitet. (ca. 5 pct. ikke-anbragte).
  • Det er godt 35 pct. af de mænd, der blev anbragt som 15-17-årige. (NB: Kriminalitet kan være årsag til anbringelse).

Hun understreger, at det er regeringens ambition at skaffe flertal for en lov, der i alle paragraffer sætter barnets behov først.

- Barnets retstilling skal stå stærkt i loven og dermed i den måde, som kommunerne sagsbehandler på. Vi skal sikre mere ordentlighed i anbringelserne, så vi undgår for mange skift: af plejefamilier og opholdssteder, sagsbehandlere og skoler. Hvis vi kan anbringe børn inden skolestart, så er det bedst.

Sn.dk spurgte, hvordan Folketinget kan sikre ensartet sagsbehandling, når det er kommunerne, som tager sig af udsatte og sårbare børnefamilier.

- Det skal i hvert fald ikke være økonomien, der er det afgørende for, om en kommune vælger at anbringe et barn uden for hjemmet. Derfor har vi også foreslået at ændre refusionsreglerne, siger Astrid Krag.


Social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) opfordrer Folketingets partier til at erkende, at det vil være nødvendigt med flere tvangsanbringelser, hvis udsatte børn skal hjælpes tidligt. Foto: Jørgen C. Jørgensen