18. juni 2019
Sebastian Larsen er manden bag computerspilfirmaet Icebreaker Interactive, der er ved at udvikle computerspillet Escalation 1985. Han bor i Holte med sin kone og deres to børn, og når han skal have lidt arbejdsro, tager han sin computer med på Café Emil i Holte Midtpunkt. Foto: Kenn Thomsen
gallery icon

Se billedserie

Sebastian Larsen er manden bag computerspilfirmaet Icebreaker Interactive, der er ved at udvikle computerspillet Escalation 1985. Han bor i Holte med sin kone og deres to børn, og når han skal have lidt arbejdsro, tager han sin computer med på Café Emil i Holte Midtpunkt. Foto: Kenn Thomsen
Foto: Kenn Thomsen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Støt nyt computerspil og få en panseret mandskabsvogn som tak

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Støt nyt computerspil og få en panseret mandskabsvogn som tak
Rudersdal - 20. maj 2019 kl. 06:03
Af Joram G. Menzer
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

I Tjekkiet står en panseret mandskabsvogn klar og venter på, at en generøs bidragsyder spytter penge i kassen til computerspilfirmaet Icebreaker Interactives udvikling af computerspillet Escalation 1985.

I et forsøg på at generere midler til at skabe computerspillet, har Icebreaker Interactive nemlig lanceret en såkaldt crowdfunding-kampagne, hvor man kan donere et bidrag til udviklingen af spillet.

For sit bidrag modtager man en gave fra udvikleren, og har man spenderbukserne på kan man altså blive den glade ejer af et BRDM-2 amfibiekøretøj, som bliver leveret til ens kantsten.

- Mandskabsvognen er nyrestaureret og nymalet ind- og udvendig, og den har en benzindrevet V8-motor med en rækkevidde på 750 kilometer, forklarer Sebastian Larsen, der er manden bag Icebreaker Interactive.

For at modtage fartøjet, der i øvrigt også kan sejle ved hjælp af en vand-jet i bagenden, skal man donere 35.000 dollars - eller cirka 233.000 kroner - til udvikleren.

- Vi syntes, at det var en sjov og anderledes måde at skabe noget opmærksomhed omkring spillet på, siger Sebastian Larsen.

Sebastian Larsen startede Icebreaker Interctive i august 2018, og Escalation 1985 er virksomhedens første spil.

- I et stykke tid havde jeg lavet web og grafisk design, men jeg var ved at gå død i det, og så sagde min kone: »Hvorfor går du ikke i gang med det computerspil, som du har gået og talt om?«. Så satte jeg mig ned og begyndte at lære, hvordan man gør, siger Sebastian Larsen.

Gennem virksomheden har han ansatte og frivillige rundt omkring i hele verden, som hjælper med at udvikle spillet. Mange af dem gør det i deres fritid, mens de passer et arbejde ved siden af.

Selv arbejder Sebastian Larsen hjemmefra eller på Café Emil i Holte Midtpunkt, når han skal have lidt arbejdsro fra familielivet. For Sebastian Larsen er det passionen, der driver værket, for han får ikke løn endnu.

- Man ved jo godt, at det kommer til at tage noget tid, før man ser en eller anden form for indkomst, så man skal selvfølgelig være sikker på at have baglandet i orden, før man kaster sig ud i det. Man skal være klar til at være fattig i lang tid, men potentialet er til gengæld enormt i computerspil, så det er lidt en lotterikupon. Men det er det jo med alle nystartet virksomheder, siger Sebastian Larsen, der er gift og har to børn.

I Escalation 1985, der er et online skydespil - et såkaldt first person shooter - tager verdenshistorien en lidt anden drejning, end den vi kender.

- Spillet handler om, at tredje verdenskrig bryder ud i 1985. I spillet er Jurij Andropov, der var generalsekretær i Sovjetunionens kommunistiske parti, stadig i live. I virkeligheden døde han i 1985, og det var lige oven på nogle store øvelser, som NATO havde i midten af firserne, hvor Sovjetunionen troede, at man var ved at forberede et atomangreb mod dem. Vores spil foregår lige i hælene på de øvelser, som altså har ført til tredje verdenskrig, siger Sebastian Larsen.

Udover alle de personer, der er med til at udvikle selve spillet, har Icebreaker Interactive også tilknyttet veteraner, som har været i krig i Afghanistan og Irak. De bidrager med viden om, hvordan det er at være i krig.

Det er ifølge Sebastian Larsen med til at højne realismen i spillet, og det er et vigtigt aspekt i udviklingen af spillet.

- Folk, der spiller computerspil i dag, har en forventning om, at spillene bliver lavet ordentligt, og at de er realistiske. Jeg har også personligt den holdning, at man lige så godt kan gøre tingene ordentligt fra starten. Så vi går utrolig meget op i detaljerne i spillet, og vi har også folk, der samler på gamle våben og uniformer på holdet, og så får vi taget billeder af knapperne og syningerne, så alting bliver lavet fuldstændig nøjagtigt, som det var i virkeligheden, siger Sebastian Larsen.

Og så vender vi lige tilbage til mandskabsvognen, som kan blive din, hvis du altså har 233.000 kroner, der brænder hul i lommen. Sebastian Larsen oplyser, at en amerikansk mand har udvist interesse for fartøjet.

- Han har sagt, at han gerne vil have den, og han har derfor spurgt sit forsikringsselskab om, hvordan man forsikrer den, siger Sebastian Larsen.

Hvis man nu skulle gå og overveje at smide pengene efter mandskabsvognen skal man ifølge Sebastian Larsen være opmærksom på, at man i Danmark skal søge om tilladelse til at køre på vejene med den, fordi den er så tung.

- I de fleste lande er det lovligt at køre den, men i Danmark er det lidt mere spidsfindigt, siger Sebastian Larsen.

Det er dog ingenting i forhold til selskabets oprindelige plan. Her overvejede de nemlig at udlove en kampvogn.

- Men vi fandt ud af, at det ville være at gøre folk en bjørnetjeneste, for lige så snart der er bælter på den, må man ikke køre med den på vejene, for så river den asfalten op, den kræver specialværktøjer og så videre. Så der var mandskabsvognene et mere oplagt valg, fordi man rent faktisk kan bruge den, siger Sebastian Larsen.

Escalation 1985 har indtil videre indsamlet 13.518 dollars - eller cirka 90.000 kroner - men uanset, hvor meget spillet har indsamlet, vil det blive udgivet den 10. november, som er 30-årsdagen for Berlinmurens fald.

Er spillet ikke fuldstændig færdigudviklet, vil Icebreaker Interactive dog fortsat arbejde på det, indtil de også kan udgive den færdige version. Er man interesseret i mere information om spillet, kan man besøg hjemmesiden www.escalation1985.com, hvor man også kan finde crowdfunding-kampagnen.

FREDERIKSBORG AMTS AVIS
NYHEDSBREV TILMELDING

SE EKSEMPEL

Læs mere om vores privatlivspolitik på https://sn.dk/cookies.

Du kan altid afmelde nyhedsbrevet ved at klikke på "Afmeld nyhedsbrev" i de modtagne nyhedsbreve.
Nyhedsbrevet udkommer hver dag kl. 7.00 undtagen søndage.