30. marts 2020
Elisabeht Ildal og Grzegorz Tilewski (t.h.) tog sammen initiativ til at starte et bokseprojekt for Parkinson-patienter. I mandags havde Grzegorz Tilewski sin tidligere bokseelev Hasan Al med til træningen. Foto: Per Christensen
gallery icon

Se billedserie

Elisabeht Ildal og Grzegorz Tilewski (t.h.) tog sammen initiativ til at starte et bokseprojekt for Parkinson-patienter. I mandags havde Grzegorz Tilewski sin tidligere bokseelev Hasan Al med til træningen. Foto: Per Christensen
Foto: Per Buurgaard Christensen
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: SE VIDEO: Kronisk syge giver sygdom tørre tæsk

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

SE VIDEO: Kronisk syge giver sygdom tørre tæsk
Rudersdal - 15. april 2017 kl. 08:39
Af Joram G. Menzer
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

I en kælder under en erhvervsbygning i Herlev render 12 mennesker hver mandag og onsdag rundt og sveder, råber og bokser. Udover at opvarmningen foregår i en kantine, er der måske ikke noget specielt i det. Men det er der så alligevel. Ens for alle deltagerne, og boksetræneren Grzegorz Tilewski, er nemlig, at de alle er Parkinson-patienter. Det er boksetræneren Grzegorz Tilewski og Elisabeth Ildal, der sidder i Rudersdal kommunalbestyrelse for Liberal Alliance, der har taget initiativ til at starte projektet, som de kalder Cure4Parkinson. Det skriver Frederiksborg Amts Avis lørdag.

Ifølge Elisabeth Ildal er det vigtigt, at mennesker med Parkinson træner hårdt og tungt for at producerer signalstoffet dopamin, som blandt andet bruges i hjernens belønningssystem, og som blandt andet spiller ind på menneskers stemningsleje. Mennesker med Parkinson har nedsat indhold af signalstoffet i hjernens basale områder, og derfor er det vigtigt at fremme dopaminproduktionen. Eksempelvis gennem boksning.

- Ved at træne hårdt og tungt kan man få gang i produktionen af dopamin, og det kan være med til at reducere ens medicinforbrug. Jeg cykler også hver dag og synes selv, at jeg har fundet en god kombination med boksning og cykling, og jeg kan tydeligt mærke forskel i mit liv, efter jeg er begyndt at træne hårdt, siger Elisabeth Ildal.

En amerikansk undersøgelse fra 2012 viser, at hård og hurtig cykling kan være gavnlig for Parkinson-patienter. Idéen med at koble Parkinson-patienter med boksning er dog ikke særlig udbredt i Danmark, men i USA findes der en non-profit organisation, der hedder Rock Steady Boxing, som siden 2006 har tilbudt Parkinson-patienter boksetræning. Ifølge hjemmesiden har det betydet øget livskvalitet for de deltagende. Og står det til Elisabeth Ildal skal projektet også udvikles herhjemme.

- Vi er 12 mennesker nu, og der er ikke plads til flere. Men det er gået så hurtigt med at få fyldt det her hold, at vi går og arbejder på at udvikle det. Vi vil gerne have større lokaler her i Herlev, og på den lange bane kunne jeg godt tænke mig et center med åbent fra 8 til 22, hvor man kan komme og gå, siger Elisabeth Ildal, der selv har samlet midler ind til indkøb af træningsudstyret til det nuværende tilbud.

For at understrege, hvor sjældent et syn det er, at se boksetræning koblet med Parkinson-patienter, kan man kaste et blik på deltagerlisten, hvor flere må køre et godt stykke for at deltage i træningen. En af dem bor i Slagelse, og arbejder som sygeplejerske på Slagelse Sygehus. Hun er ikke i tvivl om, at hun gerne vil tage køreturen til Herlev for at bokse med.

- Jeg er ikke stødt på nogen tilbud, der minder om det, og jeg er faktisk ked af, at jeg ikke har fundet sådan et tilbud tidligere. Jeg kan mærke, at jeg har fået det meget bedre, siden jeg startede. Min styrke og min balance er blevet bedre, og det er vigtigt i mit arbejde, siger sygeplejersken fra Slagelse der blev diagnosticeret med Parkinson i oktober sidste år.

I mandags havde træner Grzegorz Tilewski taget sin tidligere bokseelev Hasan Al med. Her var han med til at give de boksende Parkinson-patienter ekstra sved på panden, mens han også fortalte om sit liv som bokser, som blandt andet bød på en europamester-titel i 1996. Hasan Al siger, at han var imponeret over at være med til træningen.

- Det var sjovt at se, hvor meget de går til den. Jeg har altid selv syntes, at jeg har en stærk vilje, men at se de her mennesker var virkelig fedt, for de har rigtig viljestyrke, siger Hasan Al, der i dag blandt andet er boksetræner i Korsør Amatør Bokseklub.

April er blandt andet Parkinson-måned i USA og tirsdag den 25. april fylder Parkinsondiagnosen 200 år, mens den 11. april er international Parkinsondag. Det er dagen, hvor James Parkinson (1755-1824), der var den første til at beskrive tilstanden, havde fødselsdag.