

Se billedserie
Socialdemokraterne holdt generalforsamling i aftes. I alt otte kandidater står nu opstillet til det kommende kommunalvalg.
Socialdemokratiets fire medlemmer af kommunalbestyrelsen i Rudersdal genopstiller alle ved kommunalvalget den 16. november. På valgsedlen får de foreløbigt selskab af fire navne yderligere. Det stod klart i aftes efter partiets generalforsamling, der blev holdt online på grund af corona-pandemiens restriktioner.
Poul Bach, Erik Eugen Olsen og Thomas Lesly Rasmussen genopstiller alle tre på listen under gruppeformand Kristine Thrane, der blev genvalgt som spidskandidat på en generalforsamling sidste år.
Derudover opstilles Alexander Baadh, Anette Mai Billesbølle, Heidi Højmark Falden og Mette Poulsen. Det fortæller Jens Peter Steensen, der er formand for socialdemokraterne i Rudersdal.
- Jeg er vældig glad og tilfreds. A-holdet omfatter nu både erfaring og nye navne, og der er repræsentanter for både de yngre og de ældre i kommunen. Fælles for de opstillede er, at de brænder for at sikre fremdrift og velfærd på alle de områder, hvor kommunen har betydning for borgernes hverdag - børn, skoler, idræt, kultur, indsats i hjemmet, ældre, natur, klima osv., siger Jens Peter Steensen.
Generalforsamlingen har sammensat holdet, der går til valg, men der er stadig mulighed for at optage flere på listen, hvis nogen ønsker at gå ind i arbejdet i kommunalbestyrelsen, understreger formanden.
- Vi regner med at holde en ekstraordinær generalforsamling i slutningen af maj, hvor vi håber, at coronaen er så meget i tilbagegang, at vi kan mødes fysisk. På det møde prioriterer vi rækkefølgen af de opstillede kandidater, og eventuelle nye kan blive optaget på listen. Den foreløbige liste ser rigtig god ud, men der kan altid gøres plads til flere gode folk, lyder det veloplagt fra Jens Peter Steensen.

Jens Peter Steensen, formand for socialdemokraterne i Rudersdal, er vældig glad og tilfreds med det hold, der allerede nu er klar til valget. Foto: Privat
Han bliver suppleret af Kristine Thrane:
- Den socialdemokratiske gruppe har i denne periode fungeret rigtig godt, og vi har fået mange gode ting gennemført. Jeg er glad for, at alle stiller op igen, ligesom jeg også er glad for, at vi har fået flere nye gode kandidater på listen. Vi håber på en god valgkamp uden for mange corona-restriktioner, så vi kan komme ud og diskutere politik med folk, siger hun.
Jens Peter Steensen glæder sig også over, at generalforsamlingen forløb i god stemning og med en optimistisk tilgang til det kommende kommunalvalg. Samtidig blev et nyt valgprogram vedtaget.
- Det lægger vægt på at sikre velfærden for både de unge og de ældre i takt med befolkningsudviklingen og at udvikle gode institutioner og skoler og sikre en god kommunal indsats for de ældre og handicappede og så vil vi meget gerne se lidt mere turbo på den grønne omstilling, sammenfatter formanden programmet.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her