
Nordsjællands Politi er fuldt ud klar over, hvad der foregår i Birkerød, og politiet har igennem længere tid været i gang med en målrettet indsats i byen mod de unge, der har en »utryghedsskabende adfærd«.
Det understreger Svend Foldager, politiinspektør for Forebyggelse og Nærhed i Nordsjællands Politi overfor Frederiksborg Amts Avis.
Udtalelsen kommer som reaktion på DF-næstformand Morten Messerschmidt, der i Frederiksborg Amts Avis lørdag den 21. november, giver udtryk for, at Justitsminister Nick Hækkerup (S) har sendt politiet et »vink med en vognstang«. Morten Messerschmidt har skriftligt stillet spørgsmål til Nick Hækkerup, hvor han blandt andet spørger, »hvad ministerens holdning er til, at en gruppe utilpassede unge med indvandrerbaggrund i længere tid har hærget et bibliotek i Birkerød«.
I svaret lyder det blandt andet fra justitsministeren:
- Jeg kan ikke forholde mig nærmere til politiets indsats i det konkrete område, men det er min forventning, at politiet tager den type uroligheder og utryghedsskabende adfærd meget alvorligt.
Svend Foldager siger:
- Vi tager skam situationen meget alvorligt. Vi er praktisk talt dagligt til stede i byen - både med patruljering og med en forebyggende indsats. Faktisk har vi et rigtig godt samarbejde med Rudersdal Kommune, og vi er også i god dialog med størsteparten af de unge, der henvises til, og til flere af deres forældre.
Kun lidt kriminalitet
Politiinspektøren påpeger i den forbindelse, at det i virkeligheden er meget lidt kriminelt, der begås af de unge. Problemet er derimod, at de unge har en adfærd, der kan skabe utryghed blandt andre borgere. Blandt andet ved at holde sammen i grupper, ved at tale højt og bruge voldsomme gloser eller verbalt provokere andre.
- Den adfærd er ikke i orden, men den er ikke kriminel. Derfor er dialog en af de metoder vi bruger for at dæmme op for udfordringerne. Men folk skal heller ikke være i tvivl. Hvis loven bliver overtrådt, så griber vi ind, slår Svend Foldager fast.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her