
Jakob Kjærsgaard, der er formand for Ung i Rudersdal og kommunalbestyrelsesmedlem for De Konservative, ærgrer sig over, at ukendte personer gang på gang ødelægger legepladser og udendørsarealer ved skoler og institutioner i forbindelse med, at de bruger områderne til at feste på.
Det har fået ham til at foreslå et privat vagtværn i kommunen, ligesom han mener, at politiet bør komme mere på banen.
Nordsjællands Politi har ikke haft mulighed for at stille op til interview, men via mail oplyser politiet, at der fra 1. august 2020 til medio januar i år er kommet 10 anmeldelser om hærværk, knuste flasker, efterladte joint- og cigaretskodder med videre ved skoler og institutioner i Rudersdal Kommune.
I et skriftligt svar opfordrer Brian Stybe Grayston, der er vicepolitiinspektør i Nordsjællands Politis forebyggelses- og nærhedscenter, de unge til at vise omtanke, når de eksempelvis mødes på en legeplads.
- Selvfølgelig skal det være sådan, at legepladser og skolegårde kan bruges uden, at der først skal fejes og ryddes op efter de unge. Og når vi modtager anmeldelser om unge, der er i gang med at begå hærværk, kører vi også ud til stedet i det omfang det er muligt i forhold til den samlede prioritering af opgaver på det givne tidspunkt, lyder det fra Brian Stybe Grayston.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her