19. oktober 2021
"Det var mærkeligt at se sig selv på tv. Det er lidt som et selvportræt. Nu ved alle der har set udsendelsen hvordan jeg ser ud," siger Munroe. Foto: Pernille Borenhoff
gallery icon

Se billedserie

"Det var mærkeligt at se sig selv på tv. Det er lidt som et selvportræt. Nu ved alle der har set udsendelsen hvordan jeg ser ud," siger Munroe. Foto: Pernille Borenhoff
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Munroe er Danmarks bedste Portrætmaler: "Jeg vidste jo ikke, at jeg var så god"

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Munroe er Danmarks bedste Portrætmaler: "Jeg vidste jo ikke, at jeg var så god"

I fire måneder har Munroe Richter holdt på en hemmelighed. Nemlig at hun er Danmarks Bedste Portrætmaler

Rudersdal - 08. oktober 2021 kl. 11:47
Af Pernille Borenhoff

Der var otte, der var syv, der var seks og til sidst blot tre portrætmalere tilbage i kampen om at blive Danmarks bedste Portrætmaler.

I seks uger har hele Danmark på DR1 kunnet følge med i udskillelsesløbet. Og heppe på deres favorit. Og suge til sig, når de tre dommere Bente Scavenius, Simone Aaberg Kærn og Jesper Elg har øst ud af deres viden om kunst og malerteknikker.

Munroe Richter fra Høsterkøb var med lige til det sidste, hvor kunstnerne på Glyptoteket skulle portrættere Susse Wold.

Og som seerne vil vide, så var det Munroe, der løb med titlen: Danmarks Bedste Portrætmaler.

"Susse Wold var fantastisk at portrættere. Da hun kom ind, så jeg en stærk, smart og smuk 82-årig kvinde," siger Munroe, som avisen møder i Søllerød, hvor hun selvfølgelig har sat sig til at vente med skitseblokken i hånden. Og sin fire måneder gamle hundehvalp Fenra ved sin side.

"Jeg har altid en blok med mig og har altid tegnet. Der er mange forventninger om, at man kan være social. Men jeg har ofte brug for at trække mig tilbage, og så har det været godt for mig at trække mig tilbage med mine tegneting," siger Munroe.

Munroe er født i Birkerød og opvokset i Sandbjerg. Hun har gået på Høsterkøbskole, Sjælsøskolen og NGG. Den nu 27-årige kvinde blev student fra Virum Gymnasium.

"Det var et ok sted at gå, men jeg ville faktisk helst bare tegne og øve sig i at tegne portrætter," siger hun men tilføjer samtidig, at hun tog et ekstra fag på højniveau.

"Det var lidt stressende," siger hun.

Ikke god nok til akademiet

Munroe maler figurativt. Portrætter, stilleben, bygninger, landskaber...

Hun søgte ind på Det Kongelige Danske Akademi to gange, men blev afvist begge gange.

"Jeg tror ikke, jeg passer helt ind i deres uddannelseskoncept. Jeg vil bare gerne male og har stor interesse for portræt og det håndværksmæssige ved at male," siger hun.

Da hun ikke kom ind i anden omgang - for syv år siden - besluttede hun sig til at søge andre veje. Og det blev mod vest.

I et par år har hun nemlig studeret i Skotland på Gray's School of Art.

"Alle undervisere er professionelle udøvende kunstnere, der er inde i miljøet og forstår kunstverden," siger hun.

Det var mens hun var i Aberdeen, at hendes mors kusine sendte hende en mail om, at hun havde set, at man kunne tilmelde sig konkurrencen.

"Jeg havde set de tidligere sæsoner og troede egentlig, at det var for sent at melde sig, men jeg fik at vide, at jeg havde fire dage til at lave et selvportræt og sende det afsted. Så jeg fik travlt. Efter et par uger fik jeg så at vide at jeg var med. Det var i starten af januar, og det passede fint, for jeg havde været hjemme i julen og kunne på grund af coronaen ikke komme tilbage til Skotland," siger hun.

Herfra gik det slag i slag. Med to ugentlige tv-optagelser, der løb op til 14 timer ad gangen og med masser af træning hjemme.

James Price, Dorthe Gerlach, brødrene Jessen, Stephanie Surrugue, Søren Østergaard og endelig Susse Wold har siddet model for Munroe.

"Jeg synes, at mit bedste portræt var af James Price. Han var jovial og i godt humør. Nogen af de der power women, vi havde, var meget smukke men svære at portrættere, fordi de faldt lidt ind i sig selv. Kvinderne bevæger sig mere mod en generel skønhed, og det er lettere at fange detaljerne hos de ældre herrer," siger hun.

James Price valgte ikke selv det portræt, som Munroe havde skabt.

"Men bagefter var der en der ringede og spurgte, om vedkommende måtte købe det. Så det er solgt nu," siger Munroe, der ikke afsløre, hos hvem James Price nu hænger på væggen.

Mange henvendelser

Undervejs i forløbet var portrætmalerne på besøg hos den danske kunstmaler John Kørner, der har atelier i Sydhavnen.

Og foruden at lære fra sig i malerteknikker, fortalte han dem også om livet som kunstner. Der meget ofte kan være svær.

"Han fortalte om den barske virkelighed. Hvis du vil leve af din kunst, så kan du ikke bare sidde derhjemme og male. Du må ud og fortælle om dig selv og din kunst," siger hun.

At male portrætter, stilleben og 'noget der ligner' er kommerciel kunst, men Munroe har en helt klar fornemmelse af, at maleriet er på vej tilbage.

"Lige nu får jeg virkelig mange henvendelser fra folk, der gerne vil have mig til at male portrætter, og jeg har opgaver til mindst en måneds fuldtidsarbejde," siger hun.

Har man lyst til at se mere til Munroe og hendes værker, kan man møde hende på Art Fair 26. og 27. november hvor hun i Lokomotivværkstedet i Sydhavnen har en stand med egne værker.

I det nye år skal hun tilbage til Skotland for at tage endnu et semester på skolen. Og her ved de godt, at hun blev Danmarks Bedste Portrætmaler.

"Jeg vidste jo slet ikke, at jeg var så god. Det var været benhårdt men sjovt. Lige nu har jeg også fået en opgave på at lave en forside på en bog og et cover til en cd. Det er underligt at være kendt. Og har været mærkeligt at se sig selv på tv. Det som et selvportræt. Nu ved alle, hvordan jeg jeg ser ud," siger Danmarks Bedste Portrætmaler, Munroe Richter.

Rejser du til udlandet i år?