26. november 2020
Nelli Modeweg-Hansen (tv) og Pia Grøhn Lorentsen er begge medlemmer af Venstre. Som en del af konstitueringen i Rudersdal Kommunalbestyrelse er de blevet udpeget til at sidde i bestyrelsen for Lions Park Birkerød. Her skal de varetage plejehjemmet og kommunens interesser. Det er det, vi prøver, understreger de to politisk udpegede bestyrelsesmedlemmer af Lions Park Birkerød. Foto: Lars Sandager Ramlow
Nelli Modeweg-Hansen (tv) og Pia Grøhn Lorentsen er begge medlemmer af Venstre. Som en del af konstitueringen i Rudersdal Kommunalbestyrelse er de blevet udpeget til at sidde i bestyrelsen for Lions Park Birkerød. Her skal de varetage plejehjemmet og kommunens interesser. Det er det, vi prøver, understreger de to politisk udpegede bestyrelsesmedlemmer af Lions Park Birkerød. Foto: Lars Sandager Ramlow
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Lions Park-sagen: V-kvinder uenige med borgmesteren

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Lions Park-sagen: V-kvinder uenige med borgmesteren
Rudersdal - 23. oktober 2020 kl. 05:20
Af Lars Sandager Ramlow

- Vi er valgt til bestyrelsen for Lions Park Birkerød af kommunalbestyrelsen i Rudersdal. Vores opgave er at varetage Lions Park Birkerød og kommunalbestyrelsens interesser, og det prøver vi at gøre efter bedste evne - og efter de oplysninger vi har og får...

arrow Læs også: DEBAT: Borgmesteren blæser situation på plejehjem voldsomt op

Sådan lyder det samstemmende fra Pia Grøhn Lorentsen og Nelli Modeweg-Hansen. De er begge medlemmer af Venstre, er begge valgt af Rudersdal Kommunalbestyrelse til at sidde i bestyrelsen for Lions Park Birkerød, og nu de har nu begge gjort sig bemærket i striden mellem plejecentret og kommunen som Frederiksborg Amts Avis skrev om mandag.

Rudersdal Kommune vurderer, at bestyrelsen i Lions Park Birkerød »ikke er legitim«, fordi den ikke er »rigtigt« udpeget. Bestyrelsen for den selvejende institution beskylder omvendt kommunen for magtmisbrug og mafiametoder. I den forbindelse har Pia Grøhn Lorentsen og Nelli Modeweg-Hansen ikke fulgt kommunens og deres partifælle og borgmester Jens Ives opfordringer om at trække sig fra bestyrelsen. I stedet har de valgt at blive. Hvorfor nu det?

- Jeg synes, at hele denne sag er meget trist, og helt ærligt giver den mig rigtig ondt i maven og svært ved at sove om natten. Når vi nu går offentligt ud i avisen, så er det fordi vi gerne vil forklare, hvordan vi oplever det hele, siger Pia Grøhn Lorentsen.

Hun har siddet i bestyrelsen for Lions Park Birkerød af flere omgange og senest i godt halvandet år i indeværende periode. Hun peger på, at plejehjemmet efter hendes overbevisning kører godt. Endda rigtig godt.

Fin tilfredshed

- I de tilfredsheds-undersøgelser, jeg har set, er der generelt en meget høj tilfredshed med Lions Park Birkerød. Og sådan som jeg forstår tallene, så er der helt styr på økonomien. Regnskaberne er år efter år blevet godkendt af både revisorer og af kommunen. Derfor har jeg svært ved at forstå, hvorfor kommunen pludseligt kommer og siger, at der er konstateret mulige uregelmæssigheder... Hvordan kan noget været både »konstateret« og »mulige«? Derudover har jeg selvfølgelig spurgt til, hvad det er for uregelmæssigheder, der muligvis er konstateret. Det har jeg ikke kunne få svar på, lyder det fra Pia Grøhn Lorentsen.

Både hun og Nelli Modeweg-Hansen fortæller, at de for nyligt blev kontaktet af deres partifælle Rudersdals borgmester, Jens Ive, der af »venlighed« opfordrede dem begge til at trække sig fra bestyrelsen inden for 18 timer. Nelli Modeweg-Hansen siger i den forbindelse:

- Da den samlede bestyrelse i Lions Park Birkerød i 2017 udarbejdede nye vedtægter, netop for at sikre stabil og uændret drift, når Lions Club Birkerøds efterfølgende ville blive nedlagt, kontrollerede administrator Bjarne Johnsen, som er advokat, at formuleringerne var juridisk korrekte. Han siger, at vi er en legitim bestyrelse. Og vi har ikke bare hans ord for det. Bestyrelsen har også bedt det anerkendte advokatfirma, Horten Advokater, om deres vurdering. De mener også, at vi er en legitim bestyrelse. Rudersdal Kommune siger, at de har fået Kammeradvokatens vurdering. Det viser sig nu, at det ikke er rigtigt. Kommunen har derimod fået en vurdering fra Advokatfirmaet Poul Schmith. Derudover har kommunen fået en vurdering af juraen fra Lions Club International Danmark. Jeg ved ikke, hvad jeg skal tro. Jeg er ikke jurist, men jeg trækker mig ikke bare fra noget, fordi nogle mener noget. Jeg har brug for en afgørelse i den sag, siger Nelli Modeweg-Hansen.

Pia Grøhn Lorentsen overtager ordet.

- Borgmesteren fortalte os, at vi kunne blive gjort erstatningsansvarlige, hvis vi ikke trak os i tide, og hvis kommunen skulle finde, at der var økonomisk rod i Lions Park Birkerøds regnskaber. Men jeg kan virkelig ikke se, at jeg eller bestyrelsen generelt har gjort noget - eller undladt at gøre noget, som er ansvars-pådragende. Derudover har jeg skrevet til borgmesteren i en besked, at det da også ser meget pænere ud, at de politisk valgte bestyrelsesmedlemmer bliver og står ved deres ansvar, hvis nu det viser sig, at der er noget galt. Jeg skrev til Jens Ive, at det nok kunne give nogle avisoverskrifter, hvis to Venstre-medlemmer deltog i bestyrelsesarbejdet, og så prøvede at flygte fra deres ansvar på et »smart tidspunkt«, påpeger Pia Grøhn-Lorentsen.

Meget er uafklaret

Nelli Modeweg-Hansen fortsætter:

- Vi er nu blevet indkaldt til et bestyrelsesmøde af Lions Club Søllerøds bestyrelsesformand, Bjarne Pedersen, der er tidligere kommunaldirektør i Rudersdal. Formålet med mødet er, at få afsat Lions Park Birkerøds administrator, Bjarne Johnsen, og få nedsat en »legitim« bestyrelse for Lions Park Birkerød. Det er sådan set fint nok, men jeg synes det er svært at agere, når der stadig er så mange uafklarede spørgsmål i sagen.

I mandagens udgave af Frederiksborg Amts Avis udtalte borgmester Jens Ive, at han anerkender, at administrator og advokat Bjarne Johnsen, har al mulig grund til at kæmpe med næb og klør for at forsvare en rigtig god forretning som administrator. Til det siger Pia Grøhn Lorentsen:

- Bjarne Johnsen stopper altså ved dette års udgang. Så jeg kan ikke se, at han kæmper for en »rigtig god forretning«. Tværtimod er Lions Park Søllerøds bestyrelsesformand Bjarne Pedersen lønnet for sit arbejde modsat vores bestyrelsesformand. Så hvem der kæmper for hvad, har jeg altså svært ved at gennemskue. Jeg synes det hele er meget indviklet. Derfor ville det også være rart, hvis vi kunne få nogle klare svar på vores spørgsmål fra borgmesteren og fra Rudersdal Kommune. Vi er jo ikke klogere end den viden og de oplysninger, vi får, påpeger Pia Grøhn Lorentsen.

arrow Kommune griber ind: Mangelfuld håndtering af Corona på plejecenter
06. november 2020 kl. 06:06 Opdateret: kl. 18:26
arrow Vred borgmester: Beskyldninger er grebet ud af luften
02. november 2020 kl. 06:45 Opdateret: kl. 22:30
arrow Lions-administrator skruer bissen på overfor Rudersdal Kommune
02. november 2020 kl. 04:18 Opdateret: kl. 22:29
Køber du de fleste julegaver i forbindelse med Black Friday?