
Det var en forholdsvis opsigtsvækkende nyhed, da forhenværende formand for Liberal Alliance i Rudersdal Alexander Friborg skiftede LA ud med Det Konservative Folkeparti.
Endnu mere opsigtsvækkende er det dog, at Liberal Alliances eneste medlem af Rudersdal Kommunalbestyrelse, Elisabeth Ildal, nu også vender LA ryggen. I lighed med sin forhenværende formand skifter også hun til Det Konservative Folkeparti.
Skiftet betyder, at Liberal Alliance ikke længere er at finde i kommunalbestyrelsen.
Elisabeth Ildal indtræder med øjeblikkeligt varsel i den konservative rådhusgruppe, som med sine fem medlemmer nu er den næststørste i kommunalbestyrelsen. Venstre er stadig den største gruppe med otte medlemmer.
- Jeg skifter til Det Konservative Folkeparti, fordi jeg tror på, at mine mærkesager har de bedste muligheder i den konservative gruppe. Jeg er en frihedsorienteret politiker, hvor mindre offentlig styring, mere civilsamfund og mere personlig frihed er det, der tæller for mig, siger Elisabeth Ildal ifølge en pressemeddelelse fra Det Konservative Folkeparti.
Elisabeth Ildal har siddet i kommunalbestyrelsen siden 2013, hvor hun blev valgt første gang. Hun er medlem af Erhvervsudvalget samt Byplanudvalget.
Hun er uddannet jurist og har haft egen virksomhed siden 1996, hvor hun blandt andet forvalter erhvervsejendomme.
I 2013 fik hun konstateret Parkinsons, og netop dén sag har hun siden lagt stor energi i. I 2017 udnævntes hun til Verdensambassadør- og international blogger i samarbejde med World Parkinson Coliation, New York og er stifter og formand for Cure4Parkinson, som er et idrætsfristed for parkinsonramte.
Hun arbejder p.t. tæt sammen med Alex Kerten, Gyro-Kinetics, og hun håber at kunne lukke døren op i hovedstadsområdet, til det første Internationale Parkinsoncenter i verden primo 2021.
Udover at være professionelt behandlingscenter, skal centret hvert år uddanne 10 mennesker med Parkinson's, til at kunne behandle- og hjælpe medmennesker med Parkinson's Worldvide.
Formanden for Det Konservative Folkeparti i Rudersdal Ann Sofie Orth byder varmt velkommen til Elisabeth Ildal:
- Elisabeth er en borgerlig ildsjæl. Vi kender hendes store engagement og den gode energi, hun bringer til bordet. Det bliver en stor fornøjelse at arbejde langt tættere sammen med hende. Dét glæder vi os alle til, lyder det fra Ann Sofie Orth.
Elisabeth Ildal har arbejdet frivilligt som elitetræner i mange forskellige lokale sportsklubber, ikke mindst bordtennis i Vedbæk.
- Jeg har altid deltaget i, værdsat og respekteret det lokale liv og demokrati. Især idræts- og civilsamfundet driver og har altid drevet mig. Det er værdier, som jeg genfinder i Det Konservative Folkeparti, siger Elisabeth Ildal der nu vil være den konservative stemme i erhvervsudvalget.
- Jeg ser frem til at løfte den konservative erhvervsprofil i kommunen, hvor den grønne omstilling og erhvervsudviklingen skal gå hånd i hånd. Jeg forventer i de kommende år, at »green thinking« bliver den altoverskyggende drivkraft i vores samfund og et område, som Det Konservative Folkeparti har store ambitioner på. Endnu en hjertesag for mig med fantastiske udviklingsmuligheder. Jeg glæder mig meget til det fremtidige samarbejde i gruppen, siger Elisabeth Ildal.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her