
Borgerne får lov at tale først, men spørger man de lokale konservative bør det ny Hotel Marina blive mindre
Det er meget store planer, der er blevet lagt for Hotel Marina. Faktisk for store, hvis man spørger de lokale konservative, som har et klart udgangspunkt forud for den borgerinddragelsesproces, som går i gang til foråret:
"Vi skal passe på at byggeriet ikke bliver for massivt. Vi synes som udgangspunkt, at en bebyggelsesprocent på 120 er meget høj. For to år siden var der tale om at tillade en bebyggelsesprocent på 100 - hvilket i øvrigt var en stigning i forhold til nu. Vi har svært ved at forstå, hvorfor der nu skal bygges endnu tættere og højere," siger Christoffer Buster Reinhardt (K), som er et af to konservative medlemmer i Byplanudvalget.
Han og udvalgskollega Elisabeth Ildal er dog helt enige med blandt andre borgmester Jens Ive (V) og resten af Økonomiudvalget i, at der skal ske noget på den eftertragtede ejendom på Strandvejen.
"Alle kan vel blive enige om, at det nuværende hotel godt kunne have brug for en kærlig hånd. Så det er da helt klart, at det er godt at der nu er udsigt til at der kan ske en forskønnelse af området. Men det er netop vigtigt at vi er helt sikre på, at det bliver godt, for når det først er vedtaget, så er det for sent at fortryde. Et nyt byggeri skal stå der i flere generationer," siger Elisabeth Ildal (K).
De lokale konservative er også bekymrede for fordelingen mellem bolig- og erhvervsdelen i det foreliggende projekt, hvor hovedparten af det nye byggeri består af servicerede lejligheder med et mindre hotel og en dagligvarebutik.
De glæder sig til gengæld over, at borgerne bliver spurgt til råds tidligt i procesen, forud for udarbejdelsen af et eventuelt nyt plangrundlag for grunden. Og hvis der er solid lokal opbakning til de nye planer, vil de lytte med "åbent sind." Men udgangspunktet er et mindre fremtidens Hotel Marina.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her