Fhv. seniorkonsulent Preben Christensen fyldte 75 år tirsdag 16. marts 2021.
Preben Christensen er civiløkonom med HD i afsætningsøkonomi fra Handelshøjskolen i København. Uddannet hos Spar grossister i Danmark, England og Tyskland. Han var derefter i fire år leder af salgskontoret for Angli Skjorter i England. I købmændenes brancheorganisation DSK tog Preben Christensen initiativ til oprettelse af en Informationstjeneste og var i mere end 20 år medlem af bestyrelsen for den Europæiske Købmandsorganisation IFGA.
For 18 år siden skiftede han til den almene boligsektor og Boligselskabet Domea.dk.
Her har han kastet sig over tryghed og sikkerhed blandt beboerne som sin mærkesag. Hos Domea.dk skabte han blandt andet et tryghedskoncept med kampagner, uddeling af røgalarmer og sponsorering fra Trygfonden af to film om brandsikkerhed i boligen. Desuden har han opstartet en ERFA-sikkerhedsgruppe for den øvrige almene boligbranches medarbejdere i driften med det mål, at de kan hente ny viden og udveksle erfaringer om brandsikkerhed.
Hertil har Preben Christensen i mange år via Boligselskabernes Landsforening (BL) repræsenteret den almene boligsektors 600.000 boliger i Brandbevægelsens styregruppe sammen med blandt andre DBI, Beredskabsstyrelsen og Sikkerhedsbranchen. Her har han også i tæt samarbejde med Beredskabsforbundet medvirket til at igangsætte aftenkurser over hele landet for beboerne om bl.a. forebyggelse af brande i boliger. Preben Christensen brænder for sin sag, men har nu besluttet at gå på pension fra februar i år.
Privat har Preben sammen sin hustru boet 28 år i Vejlesøparken i Holte. De har en voksen datter. I fritiden udover sommerhuset i Vejby dyrker han en anden passion, som er sportsdans og han er desuden en habil pianist. msr
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her