

Se billedserie
- I de 11 år vi har arrangeret Vedbæk Havnedag, tror jeg ikke, at der har været så mange mennesker forbi arrangementet.
Sådan lød status søndag eftermiddag fra Lars Wiskum, der er formand for Foreningen Vedbæk Havnedag. Han mener, at den velbesøgte havnedag kan tilskrives to forhold:
- At havnedagen i år falder sammen med fejringen af Vedbæk Havns 100-års jubilæum og så selvfølgelig, at vejret er så fantastisk, siger Lars Wiskum.
Og selvom mange mennesker også valgte at bruge dagen på strandene på hver deres side af Vedbæk Havn, mener Lars Wiskum ikke, at vejret kan blive for godt til en havnedag.
- Nej, det kan det ikke, for mange af de mennesker, der besøger strandene, tager jo også et smut forbi havnedagen, siger Lars Wiskum.
Han glæder sig over, at der ved mange af aktiviteterne og boderne var kø.
- Det vidner jo om, at folk gerne vil prøve de mange forskellige aktiviteter, vi tilbyder. Jeg overhørte en familie, der sagde, at de syntes, at det var positivt, at de fleste af aktiviteterne har et lokalt islæt, siger Lars Wiskum, der fortsætter:
- Det gør mig glad, for det er nemlig meget vigtigt for os, og vi kommer aldrig til at hyre et stort omrejsende tivoli ind. Vi vil hellere være med til at understøtte det lokale liv.
To af dem, der havde fundet vej til havnedagen var Stella Nevins og hendes datter på halvandet år, Celine.
De har boet i Vedbæk i fem år, men det var første gang, at de var til havedagen, og Stella Nevins syntes, at det var et rigtig fint arrangement.
- Det er et fantastisk arrangement, fordi det er med til at samle lokalsamfundet. Det giver rigtig meget hygge til et samfund som Vedbæks, og man kan møde andre mennesker, som bor i byen, siger Stella Nevins, mens hun og datteren sidder og klapper fisk ved et bassin.
En anden, der havde fundet vej til havnen, var Eiler Sørensen, som har boet i Vedbæk i 20 år.
Han er stort set at finde på havnen eller stranden hver dag, når det er godt vejr.
- Det er jo et meget attraktivt område, så jeg nyder altid at komme her, siger Ejler Sørensen, der mener, at havnedagen er en god ide.
- Det er en god måde at skabe opmærksomhed om området på og at få folk ned på havnen på, siger Ejler Sørensen.
Kommentarer
Vi ønsker en åben og livlig debat på sn.dk, og opfordrer alle til at kommentere, udveksle viden og stille spørgsmål. Debatten skal foregå i en ordentlig og respektfuld tone. Redaktionen fjerner indlæg, der ikke lever op til SN.dks retningslinjer og gældende lovgivning. Se retningslinjerne her