19. september 2020
Elizabeth Andrews (i midten), der er født og opvokset i Birkerød, er forsanger i dødsmetalbandet Frantic Amber, som her ses give koncert på Palatset i Linköping i Sverige. Bandet blev startet i Sverige i 2008 og udgav deres debutplade »Burning Insight« i 2015. Elizabeth Andrews blev medlem af bandet i 2010. Foto: Frederic Sommer
gallery icon

Se billedserie

Elizabeth Andrews (i midten), der er født og opvokset i Birkerød, er forsanger i dødsmetalbandet Frantic Amber, som her ses give koncert på Palatset i Linköping i Sverige. Bandet blev startet i Sverige i 2008 og udgav deres debutplade »Burning Insight« i 2015. Elizabeth Andrews blev medlem af bandet i 2010. Foto: Frederic Sommer
Foto: Foto: Fredric Sommer
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: BILLEDESERIE: Balletdanser fandt et hjem som forsanger i dødsmetalband

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

BILLEDESERIE: Balletdanser fandt et hjem som forsanger i dødsmetalband
Rudersdal - 03. august 2020 kl. 19:17
Kontakt redaktionen:sndk@sn.dk

Af Joram G. Menzer

Som barn og ung løb Elizabeth Andrews fra Birkerød nærmest stafet mellem sine interesser; ridning, hvor hun havde anpart i en hest, ballet og musik.

Alle interesserne krævede Elizabeth Andrews' opmærksomhed stort set hver dag og med en drivkraft mod altid at ville være den bedste, blev døgnets timer hurtigt brugt, når der også skulle være tid til venner, familie og skolegang.

- Jeg kan godt lide at være god til ting, og så er det ligegyldigt, om det er ridning, ballet eller musik. Uanset, hvad jeg laver, så kan jeg godt lide at øve mig, indtil jeg bliver god, og jeg har tidligere haft en forventning om at være den bedste til alt, hvad jeg lavede. Det har været et kæmpe drive for mig, men der er også en pris at betale, og det er helt sikkert en forventning, jeg har fået mere under kontrol med alderen, fortæller 30-årige Elizabeth Andrews.

Musikken og dansen indtager stadig væsentlige pladser i Elizabeth Andrews' liv. Hun har danset ballet, siden hun var fem år gammel og er professionelt uddannet fra den kongelige svenske balletskole, Kungliga Svenska Balettskolan, i Stockholm.

Men det er ikke de eneste skrå brædder, Elizabeth Andrews indtager.

Hun er nemlig også forsanger i dødsmetalbandet Frantic Amber.

- Jeg har altid sunget og spillet klaver og saxofon. Da jeg var barn, gik jeg på Birkerød Musikskole og på det, der dengang hed Talentskolen. Jeg har i det hele taget altid haft et enormt behov for at udtrykke mig selv i forskellige kunstneriske former, siger Elizabeth Andrews, der forholdsvis prompte tilbageviser denne skribents umiddelbare fordom om, at ballet og dødsmetal er to verdener, der næsten ikke kunne være længere fra hinanden.

- De fleste synes måske, at der er en stor modsætning mellem ballet og dødsmetal, men det synes jeg faktisk overhovedet ikke, at der er, siger Elizabeth Andrews og begynder at drage paralleller mellem ballet og dødsmetal.

Hun påpeger, at begge dele indeholder et væsentligt teatralsk element, og ofte vil udøverne af begge udtryksformer være iført kostumer, mens den musikalske opbygning i dødsmetal ikke nødvendigvis ligger så langt fra opbygningen i den klassiske musik.

- At lave metalmusik er en længere proces, fordi det kan være ret kompliceret at skabe. Og i Frantic Amber er det nok en endnu længere proces, fordi det hele foregår fuldstændig demokratisk, og alle fem medlemmer skal være tilfredse med resultatet, forklarer Elizabeth Andrews.

Hun tilføjer:

- Vi skubber hinanden og gør hinanden bedre, så vi ender altid med at opnå noget, som vi alle er stolte af. Grundlæggende er vi alle sammen nørder, der går højt op i musikken, og hvordan den lyder, siger Elizabeth Andrews.

Elizabeth Andrews' fascination ved ballet blev vakt, da hun som ganske lille var sammen med sin mor til en forestilling på Det Kongelige Teater.

- Jeg var ikke engang fyldt fem år, og jeg kan ikke huske, hvilken forestilling vi så, men jeg var fuldstændig tryllebundet af det. Da jeg så hende, der havde hovedrollen, tænkte jeg bare: »Wauw!«. Og siden dengang har jeg syntes, at ballet var helt vildt fedt, siger Elizabeth Andrews.

Fascinationen ved metalmusik ramte Elizabeth Andrews, da hun var teenager. Og det var ikke kun musikken men også menneskerne i miljøet, der tiltrak Elizabeth Andrews, fordi det gav hende en følelse af at have fundet et sted, hvor hun passede ind.

- Jeg var til dels tiltrukket af musikken men også af de mennesker, der er i den subkultur. Det er jo ikke nemt at være teenager. Det er i det hele taget ikke nemt at være i live, siger Elizabeth Andrews.

Hendes grin afslører, at hun nok ikke mener det helt så dystert, som det lyder.

- Men man finder jo måder at deale med alting på, og for mig har det altid været med dans og musik og andre former for kunstnerisk udtryk, siger Elizabeth Andrews.

Og selvom der ikke var et stort metalmiljø i Birkerød, følte hun øjeblikkeligt, at hun havde fundet sin rette hylde, da hun blev en del af miljøet.

- Jeg ser ikke særlig mange sortklædte eller punkere på gaden i Birkerød, og det var der heller ikke, da jeg var ung. Jeg kendte to i hele byen. Da jeg lærte de to at kende, var der et miljø, hvor jeg følte mig velkommen. Og så var der selvfølgelig musikken, hvor det føltes som om, at man havde noget meget stærkt til fælles, siger Elizabeth Andrews og fortsætter:

- Desto flere mennesker jeg lærte at kende, desto mere hjemme følte jeg mig. Jeg havde det bare rigtig godt i det miljø, og det føltes som et naturligt sted for mig at være. Jeg fandt min plads i verden, og jeg har altid godt kunnet lide det ekstreme og kontraster, siger Elizabeth Andrews.

Når man ser Elizabeth Andrews første gang, er det ikke til at komme uden om, at hun skiller sig ud fra mængden.

Da hun åbner døren til sine forældres hjem i Birkerød, hvor hun midlertidigt er bosat, indtil hun om kort tid flytter til Kokkedal, er hun iført sort neglelak og make-up og sort tøj og smykker med sataniske symboler såsom et omvendt pentagram.

Hun er flyttet ind i sin mors tidligere yogastudie, som nu har fået en mørk og dyster indretning, som næppe er prototypen på et yogastudies indretning.

Sort er således den gennemgående farve i rummet, og på en sortmalet reol ses en udstilling af horn, knogler, stearinlys og en afstøbning af et menneskekranie fra kirken Sedlec Ossuary - også kaldet The Bone Church - i Tjekkiet.

Elizabeth Andrews er dog ikke satanist - eller på andre måder religiøst anlagt.

- Jeg synes bare, at det er fucking fedt!, udbryder hun på spørgsmålet om hendes indretningsvalg.

Det handler om æstetik, forklarer hun.

- Jeg elsker det dystre udtryk, og symbolerne er et æstetisk udtryk, som falder i min smag. Jeg har læst om satanisme, og jeg synes, at der er gode pointer, men jeg synes egentlig, at de fleste religioner har gode pointer. Jeg er ikke selv religiøs, men jeg har ikke noget problem med, at andre er det. Man må gøre præcis, hvad man vil, så længe man ikke gør skade på andre, lyder det fra Elizabeth Andrews.

Den 30-årige sangerinde og balletdanser er helt på det rene med, at hun skiller sig ud fra mængden.

- Jeg har set rigtig mange forskellige slags subkulturer, og jeg synes bare, at det er fedt, at der er noget for alle, så man kan udtrykke sig på forskellige måder i stedet for at være ens. Men det er nok også, fordi jeg selv skiller mig ud, at jeg har det sådan, siger Elizabeth Andrews.

Men ville det ikke bare være nemmere at lade være med at skille sig ud fra mængden?

- Nej, puha, siger Elizabeth Andrews og slår en latter op.

- Jeg har masser af venner, som er ganske normale mennesker, og for dem er det fuldstændig ligegyldigt, at jeg »dresser up« og går rundt i helt sort tøj, ligesom jeg ikke går op i, hvordan de ser ud, siger Elizabeth Andrews.

I virkeligheden handler det faktisk slet ikke om at skille sig ud men om at føle sig tilpas og hjemme i sig selv, forklarer hun. Og mens mange mennesker måske ville mene, at hun i sit sorte tøj med nitter og mere eller mindre sataniske budskaber klæder sig ud og spiller en rolle, er det for Elizabeth Andrews lige omvendt.

- Jeg er uddannet programmør, og da jeg begyndte at arbejde, var jeg konsulent, og derfor skulle jeg ud til kunder, hvor jeg blev nødt til at se nogenlunde normal ud. Altså ikke lige klædt i nitter og kæder og band t-shirts, hvoraf nogle kan være ret grafiske. Der følte jeg virkelig, at jeg klædte mig ud hver dag for at tage på arbejde. Og det var sjovt i et lille stykke tid, for jeg kan godt lide at klæde mig ud, men det var bare ikke mig, og til sidst tog det faktisk ret hårdt på mig, for jeg følte ikke, at jeg kunne få lov til at være mig selv, siger Elizabeth Andrews.

Hun arbejder stadig som programmør, men de fleste dage arbejder hun fra hjemmets trygge rammer, hvor ingen studser over hendes sorte sutsko med omvendte pentagrammer på.

Metalmusikken er generelt fyldt med dystre budskaber og symboler, og mange mennesker betragter måske subkulturen som farlig. Det afviser Elizabeth Andrews, er tilfældet.

- Farligt er det i hvert fald ikke!, fastslår hun.

- En af grundene til at folk bliver i den her subkultur er, at folk er søde og rare og respekterer hinanden og samler hinanden op, når de har brug for det, siger Elizabeth Andrews.

Hun drager en parallel til noget af det, der blandt andet kendetegner metal- koncerter; moshpits.

En moshpit er ifølge Dansk Sprognævns hjemmeside »en rundkreds e.l. hvor koncertgængere hopper ind i hinanden på en voldsom måde«.

Har man deltaget i eller observeret en moshpit, vil man måske vide, at det kan se voldsomt ud, hvilket det også ofte er, men også, at de personer, der deltager i en moshpit, ofte vil hjælpe andre på benene igen, hvis de vælter omkuld.

- Miljøet er på mange måder ligesom en moshpit. Hvis man tager i moshen, ved man godt, at det kan være voldsomt, men hvis nogen falder, er der altid mindst tre andre, der forsøger at få dig op igen, lyder det fra Elizabeth Andrews.

Er du klar til at bære mundbind, når du skal handle ind?