26. september 2020
?Når jeg ser tendenser i et demokratisk samfund på dobbeltmoral, og at nogen vil manipulere eller indskrænke vores frihed, så sætter jeg fingeren på det. Ikke som debattør længere, men som komiker,? siger Farshad Kholghi. Foto: Pernille Borenhoff
?Når jeg ser tendenser i et demokratisk samfund på dobbeltmoral, og at nogen vil manipulere eller indskrænke vores frihed, så sætter jeg fingeren på det. Ikke som debattør længere, men som komiker,? siger Farshad Kholghi. Foto: Pernille Borenhoff
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: "Frihed for enhver pris er det vigtigste for mig"

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

"Frihed for enhver pris er det vigtigste for mig"

Farshad Kholghi elsker at bo i Birkerød. Hvis der skulle være nogen, der er frisk på at enoplive Birkerødrevyen, så er han klar. Indtil det sker, kan man se ham på Bellevue Teater i forestillingen Smørrebrødssalonen

Rudersdal Avis - 06. september 2020 kl. 11:45
Af Pernille Borenhoff

Farshad Kholghi er både skuespiller, komiker, manuskriptforfatter og foredragsholder.

Og så er han en mand med mange holdninger. Så mange, at han i adskillige år var en flittig debattør, der gav sine holdninger til kende i stort set alle landets medier. Blandt andet i en fast klumme i Jyllands Posten. Flere politiske partier var i den periode ude med snøren og fristede med sikre opstillingskredse.

"Jeg blev beæret, men takkede hver gang nej til tilbuddene og måtte skuffe min mor, der gerne havde set mig som udenrigsminister," griner Farshad Kholghi, som avisen møder på Bellevue Teater, hvor han og hans kollegaer har travlt med prøverne til forestillingen Smørrebrødssalonen, der spiller fra 3. til 20. september.

"Jeg stoppede som debattør i 2012/13, for mit mål var ikke at blive politiker, men én, der underholder. Jeg har bare fortalt om det, jeg selv har oplevet; heriblandt angreb på ytringsfriheden," siger han.

Politisk (u)korrekthed

Flere af hans holdninger får vinger at flyve på i den kommende forestilling, der ifølge Farshad er en mellemting mellem en revy og en cabaret. Og til hvilken han selv har skrevet flere af teksterne.

Coronaen bliver taget under kærlig behandling. Det sammen gør bankerne. I lighed med hvad der synes at være et af hans absolutte yndlingsemner; politisk korrekthed.

"Jeg bryder mig ikke om det. Det udarter sig let til en 'min klub', hvor man fordømmer dem, der ikke mener det samme som en selv. Pli, høflighed og empati er bedre koncepter end politisk korrekthed," siger han.

Farshad Kholghi blev født i Teheran, Iran. Og flygtede med sine forældre til Danmark som 13-årig. Dels fordi han nærmede sig en alder, hvor systemet meget vel kunne finde på at tage ham til militærtjeneste, og dels fordi familien ikke er muslimer, men tilhører Bahai-religionen, hvis tilhængere efter den iranske revolution i 1979 blev forfulgt. Flere hundrede blev henrettet i den forbindelse.

"Jeg har oplevet såkaldt 'politisk korrethed' i Iran og været med til at rive sider ud af bøger, der ikke var politisk korrekte ifølge styret. I et demokrati skal der være plads til alle holdninger. I comedy går vi til tider over grænsen for at starte en debat. Vi skal turde tage debatten og grine af os selv," siger Farshad, der prøver at opdrage sine egne børn til at være robuste og rummelige. Og til at tænke selvstændigt og stille spørgsmål.

"Frihed for enhver pris er for mig det vigtigste, og vi skal være på vagt overfor dem, der vil indskrænke den," siger han.

Dobbeltmoral er sjovt

Moral er en god ting. Dobbeltmoral endnu bedre, når man skal lave revynumre, mener han.

"Jeg synes, at det står lidt svagt til med selvindsigten. Og det er sjovt at sætte en finger på. Der er igen tvivl om, at drivkraften har jeg qua min historie. Vi havde et fantastisk liv i Teheran, og det blev taget fra mig. Det er stadig tungt. Når jeg ser tendenser i et demokratisk samfund på dobbeltmoral, og at nogen vil manipulere eller indskrænke vores frihed, så sætter jeg fingeren på det. Ikke som debattør længere, men som komiker," siger Farshad og nævner blandt andet Black Lives Matters-demonstrationen i sommer, hvor bevægelsens danske talsperson Bwalya Sørensen opfordrede til, at sorte demonstranter kom forrest i demonstrationen.

Også det emne - og Bwalya - kommer under kærlig behandling i forestillingen på Bellevue.

Og kedeligt bliver det i hvert fald ikke. For mens Farshad fortæller om dobbeltmoral og andre emner, der ligger ham på sinde, springer han op af stolen og giver den som den før omtalte forperson.

Og bagefter som kinesisk tryllekunstner, der med en enkelt snuptag og få hokus-pokus-formularer kan få en virus til at lægge hele verdens økonomi i sænk.

Om det nummer får en plads i Smørrebrødssalonen, ved han endnu ikke. Ingen tvivl om, at Farshad elsker at optræde. Og han nyder at se folk grine. Det har han dog i lighed med stort set hele den danske underholdningsbranche ikke haft mulighed for, siden han 11. marts underholdt 200 politibetjente på kursus.

"Jeg elsker at komme tæt på publikum, og jeg kan mærker, at mine tekster bliver bedre, når jeg har et publikum foran mig," siger han.

Der er plads til 75 gæster pr. forestilling. Og de sidder ved borde på scenen, hvor de mens forestillingen spiller kan indtage smørrebrød, øl og vin.

Foruden Farshad Kholghi er Troels Malling og Marie Mondrup også at finde på scenen. Kapelmester er Christian Berg, der i lighed med Farshad er Rudersdal-borger.

"Publikum må godt tænke under forestillingen. Men ikke synge. Det er meget vigtigt for os at understrege, at vi tager alle de corona-hensyn, som sundhedsmyndighederne anbefaler," siger han.

Farshad og Birkerød

At Farshad i 2016 flyttede til Birkerød med hustru og børn, er lidt af et tilfælde.

Siden 2002 havde han boet i en stor lejlighed på Strandboulevarden og havde egentlig troet, at det var her, han skulle blive, til han blev gammel.

"Jeg elskede min cafe latte og havde de rigtige holdninger, og det holdt i 10-12 år. Så mødte jeg en skøn kvinde, fik to børn og ville ud af byen. Vi satte lejligheden til salg, og den blev solgt i løbet af en uge, og så skulle vi handle hurtigt," siger han.

Mads Nørby, der er teaterchefen på Kerteminde revyen, hvor Farshad i flere sæsoner har været en del af sommerens revyhold, anbefalede Birkerød, hvor han selv havde boet som ung.

"Men det var nu især, fordi min far havde fundet et hus i Birkerød, som han syntes ville være noget for os, at vi tog herop for at kigge," siger han.

Det endte dog med et andet hus. På en blind vej.

"Det er en helt ny verden for mig. Her er fred, og vi er alligevel tæt på byen. Vi har skønne naboer, tæt til min datters skole. Birkerød er en skøn skøn by," siger han.

Fakta
Smørrebrødssalonen
Hvem: Marie Mondrup, Farshad Kholghi, Troels Malling, Christian Berg

Hvor: Bellevue Teater
Hvornår: 3. sep.-20.sep.

Hvordan: www.bellevueteater.dk

Hovedgaden kunne han dog godt tænke sig var noget mere spændende.

"Jeg ville ønske, at jeg kunne trylle gågaden om til noget mere livligt. Men der skal modige politikere til, som kan invitere iværksættere til på lempelige vilkår at starte nye ting op. Sker det ikke, er jeg bange for, at ikke kun Birkerød men hele landet ender med få bystater og ellers kæmpe golfbaner. Politikerne skal turde tænke kreative," siger han.

Selv kunne han godt tænke sig at bidrag til morskaben i Birkerød, hvis der var nogen, der var interesserede i at genoplive Birkerødrevyerne.

"De skal bare komme an," siger han.

"Pli, høflighed og empati er bedre koncepter end politisk korrekthed"

Har debatten om sexisme taget overhånd?