1. oktober 2020
Selvmorderstenen i Birkerød 2020. Foto: Axel Bredsdorff
Selvmorderstenen i Birkerød 2020. Foto: Axel Bredsdorff
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Fra Lokalhistorien: "Selvmorderstenen" i Birkerød

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Fra Lokalhistorien: "Selvmorderstenen" i Birkerød

Axel Bredsdorff skriver om lokalhistorien i Rudersdal i sin spritnye klumme

Rudersdal Avis - 15. august 2020 kl. 11:45

I Gl. Præstegårdshave ligger en stor sten, der bærer mange navne: "Kultstenen", "Skåltegnsstenen" og "Selvmoderstenen."

Stenen er over en milliard år gammel og har sin oprindelse fra Bohuslen, hvor den er dannet dybt nede i undergrunden som størknet magma og altså en granit. Med isen - under én af vores 4-5 istider - er den bragt til Sjælland og her har lokale indbyggere fundet den, bearbejdet den og udhulet mindst 30 "skåltegn" i yngre jernalder/ældre bronzealder (dvs. i perioden 4.500-1.500 f.v.T.).

Hvad disse små fordybninger skulle symbolisere er stadig genstand for tolkning, men to gode bud er, at der er tale om symboler på moderskødet eller solen, og begge tegn har jo noget med "liv" og "vækst" at gøre.

Det er ikke den eneste "skåltegnssten", vi har i Rudersdal, men én af de smukkeste. Stenens meget flade form har måske gjort den velegnet til at blive overligger i en senere oldtidsgrav, som vi antager har stået et sted i nærheden af præstegårdshaven, men som nu er sløjfet. Stenen har efterfølgende i et par hundrede år ligget på ydersiden af kirkemuren til Birkerød Kirke, umiddelbart til venstre for den officielle østlige indgang.

Formålet med denne placering var at gøre det muligt at løfte en selvmorders kiste ind over kirkemuren, da selvmordere ikke kunne bæres gennem kirkeporten. At tage sit eget liv var jo at fratage Gud den kompetence, som netop han, og kun han havde: retten over liv og død. Og derfor var selvmord ikke velset, og det var jo logisk at bruge en "hedensk" sten til netop dette formål.

Først i 1920erne bliver denne praksis for alvor forladt, og der var nu "lighed for de døde", og stenen kunne flyttes ind som trædesten i den nyopførte kirkegårdsport. Her lå den så i over 50 år, til den i 1998 blev flyttet til sin nuværende placering, fordi den led megen overlast og skåltegnene blev mere og mere usynlige.

Vi skylder Birkerød-kunstneren Josef Salamon stor tak for, at han "genopdagede" stenen og dermed bidrog til dens redning. Ved stenen er et tlf. nr. så man via dette kan høre mere om stenens historie.

Mener du, at det bliver mere forvirrende og besværligt at følge regeringens corona-retningslinjer?