4. august 2021
Cykelturisme vinder mere og mere frem.
Cykelturisme vinder mere og mere frem.
Foto: NIELS BUSCH
facebook icon twitter icon linkedin icon
print ikon
send til en ven ikon

Send til din ven.

X

Artiklen: Udskudt tourstart passer turistchef perfekt

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

OBS! Denne artikel er en betalingsartikel og kan derfor kun læses af abonnenter eller mod betaling.

Udskudt tourstart passer turistchef perfekt
Roskilde - 16. juli 2021 kl. 13:27
Af Steen Østbjerg

Mens restriktioner i samfundet satte mange begrænsninger for, hvad der kunne lade sig gøre i sommeren 2020, har vaccinationer og coronapas banet vejen for, at der kan gennemføres langt flere aktiviteter nu.

arrow Læs også: Borgmester håber på kæmpe tourfest næste år

Alligevel regner direktøren i Destination Fjordlandet, Thomas Kær Mahler, ikke med, at sommeren i år bliver bedre for den lokale turist- og oplevelsesbranche end sidste år. Der er nemlig også faktorer, der trækker den forkerte vej.

- Der er nogle ting, der har ændret sig fra sidste år. Dels har vi et coronapas, og nogle anser det som en barriere, når de skal vise det, og dels var alle hjemme i 2020, hvorimod vi nu ser, at der er en del danskere, der tager på udlandsrejse. Så vi håber på, at vi ude på besøgsstederne kan nå samme antal besøgende som sidste år, hvor juli faktisk var rigtig god, Jeg tror ikke, det bliver så meget bedre i år, end det var sidste år, men jeg tror bestemt, at hvis vi i år kan ramme en juli tilsvarende 2020, så skal vi være godt tilfredse, i hvert fald når vi ser på vores attraktioner og museer, siger Thomas Kær Mahler.

Klager ikke over udskydelse

Fans af cykelsport har ærgret sig over, at det ikke blev i år, Tour de France kom til Danmark, men Thomas Kær Mahler ser det helt anderledes. For ham passer det perfekt, at det først bliver næste år, at Pogacar, Vingegaard og alle de andre kigger forbi for at køre cykelløb i Roskilde-området.

Var tourstarten i Danmark - som oprindeligt planlagt - blevet afviklet i år, ville den nemlig ikke have været den samme gevinst for turisme- og oplevelsesbranchen, som den har mulighed for at blive næste år.

- Nu skal vi lige gennem denne her coronakrise, men vi har en fantastisk destination med et så stort potentiale, som vi først lige er begyndt at folde ud. Og så glæder vi os enormt meget til næste år, hvor vi har grand départ. Jeg er så glad for, at de valgte at udsætte touren fra 2021 til 2022. Så er vi forhåbentlig over de værste restriktioner. Nu får det forhåbentlig den plads og den folkefest, det fortjener, og set i turismeperspektiv er det en god måde at kickstarte turismen igen for alvor, siger Thomas Kær Mahler.

Turistchef Thomas Kær Mahler ser lyst på fremtiden, når coronakrisen er overstået. Foto: Destination Fjordlandet

Har opdaget det nære

Generelt har hele turisme- og oplevelsesbranchen været hårdt ramt under coronakrisen, og er det stadig, generelt set. De udenlandske turister mangler, især de tyske og hollandske, og selv om de ifølge de meldinger, Thomas Kær Mahler får, er begyndt at dukke op igen, er det slet ikke i et antal, der ligger på niveau med 2019.

- Men jeg synes, der er lys for enden af tunnelen. Jeg er optimistisk. Efterhånden er rigtig mange blevet vaccineret, og det gælder hele Europa, så 2022 ser fornuftig ud. Det ser vi positivt på, siger turistdirektøren.

Verden har imidlertid forandret sig. Det samme har vores syn på rejser og oplevelser.

- Danskerne har virkelig fået øjnene op for vores storslåede kultur- og naturoplevelser, og at de ikke kun findes ude i verden, men også i vores egen baghave. Det er noget, vi som destinationsselskab gør meget ud af i vores fortælling og gør opmærksom på: At man ikke behøver at rejse ret langt for at få de her oplevelser. Rejsemønstre og præferencer har ændret sig, og vi danskere har fået øjnene op for det lokale, det nære. Min oplevelse er, at vi har haft tiden til fordybelse, og at det har genereret en stor interesse for, hvad der ligger i ens eget område, og en lyst til at fordybe sig i vores fælles fortid, så hele vores kulturhistorie og kulturarv har fået et momentum. Derudover ser vi, at interessen for at komme ud i naturen, og danskerne er villige til at betale for en god turoplevelse, siger Thomas Kær Mahler.

Soft outdoor

Han oplever en markant stigende efterspørgsel efter det, som nogle kalder soft outdoor, dvs. guidede ture til fods i naturen, på cykel eller i kajak på fjorden. Det kan også aflæses i en stærkt stigende udlejning af kajakker og cykler, som lejes både af turister og at lokale.

- Det var en udvikling, der var begyndt før corona, men det har i hvert fald fået endnu større momentum under coronakrisen, siger Thomas Kær Mahler.

Det er også en udvikling, som Destination Fjordlandet selv gør meget ud af, blandt andet med et nyt treårigt projekt, som støttes af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse med små to millioner kroner. Det handler om at udvikle cykelturismen, og også derfor passer tour-starten som hånd i handske med det, Fjordlandet arbejder med.

- Det er et projekt, som vi har sammen med nationalparken, og som handler om at styrke mobiliteten i hele Fjordlandet og binde oplevelserne bedre sammen med afsæt i cykelturisme. Vi vil bl.a. se på, hvordan vi kan udvikle flere tematiserede cykelruter, og klæde aktørerne - overnatningssteder, bed and breakfast-steder, hoteller eller attraktioner - bedre på i forhold til at tage imod cykelturister - og vi vil facilitere workshops for at understøtte aktører i bookbare cykeloplevelser, sådan at vi kobler overnatninger sammen med oplevelser, siger Thomas Kær Mahler.

Fødevareturisme

Et andet projekt, som har fået støtte på en halv million kroner og løber frem til 2023, skal styrke den lokale fødevareturisme. Projektet bliver - lige som cykelprojektet - startet op til efteråret i dialog med lokale bryggerier, mosterier, gårdbutikker og nogle restauranter og vil blandt andet prøve at tematiserede fødevareoplevelser og forsøge at binde dem sammen med overnatningssteder.

Denne sommer har Destination Fjordlandet indsat en gratis sightseeingbus, der bringer turister direkte ud til en række attraktioner. Også dét er med til at øge tilgængeligheden til området, som har så meget at byde på af dét, der er i høj kurs i disse år, at Thomas Kær Mahler er meget optimistisk.

- Vi har et overflødighedshorn af kulturarv i vores område - både af national og af international betydning. Det er sådan noget som kongehallerne og skibssætningen ved Gl. Lejre, Sankt Laurentii kirkeruin i Roskilde, Roskilde Domkirke, naturligvis, og håndtegnstenene i Frederikssund - så vi har noget virkelig tung kulturarv, der har stor interesse lokalt, nationalt og internationalt. At få koblet det sammen med nogle af vores outdoor-oplevelser er noget af det, vi har fokus på, og vi har rigtig gode forudsætninger for at tage del i den øgede efterspørgsel, der er, også fordi vi er tæt på København. Det tager ikke mere end en halv time med tog, så står man i nationalparken, og det kan man ikke andre steder på Sjælland på samme måde. Vi har en lidt mere vild natur, men stadig meget tæt på København, så det ligger helt klart et stort marked, hvis man kan opdyrke det. Vi har så stærk en fortælling om vores område, og den skal vi for alvor til at folde ud - og i den fortælling passer en megaevent som grand départ rigtig godt ind, og den kan være med til at kickstarte tingene næste år, siger Thomas Kær Mahler.

arrow Billeder og video: Store drømme om gul folkefest i 100 dage
20. november 2019 kl. 07:16 Opdateret: kl. 11:15
arrow Ny borgmester nægter at spekulere i tour-underskud
10. juli 2019 kl. 14:58 Opdateret: kl. 13:24
Vil du gerne arbejde mere hjemmefra?
 

Køb

Artikel eller billede

Skriv til:
abonnement@sn.dk

Nyt om

Navne

Send en e-mail til:
navne@sn.dk